Jeg har normalt en meget god forståelse for, at kommuner skal holde sig til nogle regler. Jeg har det faktisk fint med mange af de regler, ligesom jeg har forståelse for, at der rent faktisk er en grund til reglerne er der. Jeg er klar over at dem der arbejder med reglerne er mennesker, hvorfor der naturligvis også vil ske fejl – jeg er bare så fandens træt af, at disse fejl sker igen og igen, samt at det er mig som borger der skal fortælle dem at de har lavet en fejl… igen og igen!
Jeg erkender at jeg godt kan hidse mig op, samt at når jeg bliver sur måske kan virke truende, da jeg – som alle der kender mig ved – har en italiener gemt et eller andet sted inde i mig. Derfor bruger jeg ofte mit kropssprog til at vise, at jeg helt sikkert ikke er tilfreds. Jeg er blevet gjort bekendt med, at en sagsbehandler på rådhuset nok mente at min attitude havde været en del truende en dag jeg “snakkede” med hende – noget jeg selvfølgelig beklagede og undskyldte, samt gjorde helt klart, at jeg på intet tidspunkt kunne finde på at gøre hende eller andre noget, ligemeget hvor sur jeg blev. Jeg er faktisk ret sikker på hun var glad for min undskyldning, som jeg mente helt ærlig, lige så ærligt som jeg mener hun er et af de mest forfærdelige, smålige og usympatisk eksempler på skrankepaver som menneskeheden har frembragt. Heldigvis har jeg ikke nogen kontakt til omtalte sagsbehandler mere, det krævede dog en klage og en længere telefonsamtale med hendes leder, hvor jeg ærligt fortalte min mening om sagsbehandleren. En uge efter fik jeg et pænt brev, hvor omtalte sagsbehandler havde måtte indrømme over for sin leder, at “vi nok var kommet skævt ind på hinanden”, så det nok var smart jeg fik en ny sagsbehandler.
I dag – hvor jeg var hjemme med en syg knægt – måtte jeg så gå til stålet igen med kommunen. Denne gang var det ikke oppe på rådhuset hos de økonomiske sagsbehandlere, men den “rigtige” sagsbehandler. Faktisk var det slet ikke min sag, men Camilla der var fanget i “systemet”.
For næsten 2 måneder siden har Camilla lagt 960.- kroner ud for nogle bøger til hendes uddannelse som SOSU Assistent. Som ansat i kommunen får Camilla disse bøger dækket, hvis hun blot indlevere en kvittering. Første gang denne kvittering blev indleveret, blev den væk i systemet, hvilket jo altid er hyggeligt – det kan dog ske.
Camilla fik så i sidste uge beskeden, at hvis hun kom med en kvittering igen, så ville pengene selvfølgelig blive overført. Nu er det jo ikke sådan at man har to kopier af en kvittering liggende, så Camilla fandt bestillingen af bøgerne frem, hvorefter hun sender mig ned med den, for at høre om den kan bruges. Torsdag får Camilla telefonisk besked fra sin sagsbehandler, at den kan bruges og hun derfor har sendt pengene til udbetaling, så der ville gå 2-3 bankdage før de var udbetalt.
Tirsdag morgen (i dag) er pengene ikke dukket op på Camillas konto, hvorfor Camilla naturligvis ringer og spørger hvad problemet er. Camilla får den besked, at den “kvittering” som vi havde afleveret, alligevel ikke var god nok, hvilket hun også havde modtaget en mail om. Nu ligger landet således, at vores mailserver lige pt. er nede, så nej, Camilla har ikke modtaget den mail. Camilla fik også beskeden, at når hun fik afleveret den rigtige kvittering, så ville hendes økonomiske sagsbehandler udbetalte pengene. Nu har jeg snakket et par gange med Camillas økonomiske sagsbehandler, som jeg rent faktisk snakker rigtig godt med, så jeg tænkte jeg lige ville snakke med hende først, inden jeg gik igennem hele byen med en halvsløj unge i barnevognen.
Ganske utroligt, så er det ikke den økonomiske sagsbehandler der står for den udbetaling, det er lavet om for cirka 6 måneder siden, så det nu er nogle andre der skal stå for denne udbetaling. Jeg måtte derfor gå den tunge gang for at tage snakken med sagsbehandleren, så jeg kunne forklare hende, at reglerne / procedurerne altså ikke var som hun mente de var. Jeg indrømmer blankt at jeg var på kogepunktet da jeg ankom, hvilket sagsbehandleren – der er 10 år yngre og et hoved mindre end mig – også fornemmede, specielt efter jeg bad om at snakke med hende leder.
Efter en god halv times ventetid, kom jeg ind for at snakke med sagsbehandleren og en mand der vist nok præsenterede sig som teknisk koordinator, men vist mest af alt en sagsbehandler som var mand og skulle fungere som buffer mellem mig og den kvindelige sagsbehandler. Jeg lagde da også ud med det samme, og fortalte at jeg på ingen måde ønskede at fremstå som truende, hvilket vel også er svært med en 1-årig knægt på armen, men jeg simpelthen var så sur over den behandling som Camilla havde fået. Jeg mener at det er fuldstædig ude i hampen at snakke med en klient i telefonen, hvor man giver et svar, for derefter at skrive tilbage på en mail en dag eller 2 senere, at svaret er anderledes. Det er en hurtig løsning for at komme videre uden sikkerhed for at modtageren rent faktisk får beskeden. Det mindste man kan gøre er sgu at gribe telefonen og bruge de 2 minutter en mundlig besked tager.
Jeg forklarede hele “historien” til den mandlige kollega, som kun kunne give mig ret i, at der var sket fejl og det var beklageligt – hvilket Camillas sagsbehandler også måtte give ham ret i. “Løsningen” blev at pengene står på Camillas konto i morgen, samt at jeg fik navnet på sagsbehandlerens leder, som inden for kort tid får en mail. Jeg fik mig en gå tur hjem, hvor jeg kunne dampe lidt af.
Nu kan vi så kun afvente til i morgen, hvor må se om jeg skal til at blive sur for alvor…
