termansen.info

Jeg er efterhånden ved at blive godt træt af, at selv de mindste små uheld bliver blæst op, så man glemmer, at vi rent faktisk alle er mennesker og vi kan alle lave fejl.

Denne gang er det 5-årige Christian-Elias der har fået mig til tasterne. Christian-Elias er nemlig blevet overset nede i børnehaven, hvor en studerende og en vikar har lukket institutionen, da de mente det sidste barn var hentet. Desværre havde de ikke fået checket legepladsen, eller i det mindste ikke det sted på legepladsen hvor barnet befandt sig.

Selvfølgelig må sådanne ting ikke ske, selvfølgelig skal der checkes og gerne dobbelt checkes om alle børn nu også er blevet afhentet, det kan der ikke herske tvivl om. Der hvor kæden falder af cyklen for mig, er hvordan denne historie er blæst op i medierne, med en mor der hellere end gerne fortæller hvor forfærdeligt det har været for lille Christian-Elias, fordi han græd da han blev hentet 5 (!!!) minutter efter de voksne havde forladt stedet.

Nååååå, det er også forfærdeligt at barnet græd, det må virkelig være en traumatisk oplevelse for barnet. Helt sikkert, barnet græd nemlig fordi han ikke kunne komme på toilettet. Nu har familien takket ja til psykolog hjælp til barnet… jeg mangler virkelig ord…

Vi lever efterhånden i et samfund, hvor vores børn skal til psykolog hver gang de møder lidt modstand i livet. Den gang jeg gik i børnehave, var det sgu ikke de voksne der gik fra os, det var os unger der hoppede over hegnet, så vi kunne komme ned til den å der lå lige ved siden af og kaste sten i vandet. Jeg har overhovedet ikke tal på hvor mange gange en af de voksne fra børnehaven kom og hentede os, for derefter strengt fortælle os, at vi altså absolut ikke måtte hoppe over hegnet. Det gjorde vi så heller ikke… før næste dag.

Vores den mindste her hjemme (snart 2 år gammel) havde en mani med, at han absolut skulle skubbe hans trip-trap stod ud fra bordet når han ville ned. Her for lidt over en uge siden, kostede det ham en tur på gulvet (ufrivilligt), fordi lige pludselig hjalp bordet ham ikke med at sidde ordenligt. Det har helt sikkert gjort ondt da han faldt ned – jeg var ikke hjemme da det skete – men han skubber ikke stolen så langt ud mere.

Børn lærer af at røre og føle, dermed ikke sagt man nødvendigvis skal smide ungens hånd op på en varm kogeplade for at lære barnet at den er varm, men det nytter sgu heller ikke noget at pakke ens børn ind i bobleplast indtil de bliver 18 år.

Som far til 2 børn (og 1 på gule plader), kan jeg fuldt sætte mig ind i, at det ikke må være sjovt at dem man har til at passe ens barn i dagtimerne pludselig har glemt ens barn. Selvfølgelig skal man tage en samtale med børnehaven om det, men ligefrem at sætte en psykolog på for nærmest at give krise hjælp, det syntes jeg godt nok er at stramme den.

Min egen knægt på 4 år, render lige for tiden rundt med et ordenligt skrabe mærke ved det ene øje, fordi han var ved at falde ned fra et træ over i børnehaven og åbenbart mente, at hvis han satte hovedet ind på træstammen, så ville han måske ikke falde så hurtigt. Jeg er ret sikker på han ikke laver den fejl igen. Min reaktion da børnehaven fortalte om det… “Nå ja, så må vi jo håber – for hans egen skyld – at han ikke gør det en anden gang…”.

Hele artiklen på B.T.

B.T. har her i nat lagt en artikel online, hvor de beskriver hvordan flere og flere offentlige ansatte oplever, at borgere griber til “digital selvtægt”.

Nu har jeg aldrig selv hængt personer ud, hverken her på siden eller på Facebook, da det går ret kraftigt imod mine moralske begreber, ligesom jeg heller ikke har kæmpet de store kampe med det offentlige – og forhåbentlig aldrig kommer til det. Jeg har dog haft en enkelt kamp med en virksomhed, som jeg gjorde offentlig, nemlig min lille sag med ComputerPlanet, som dog blev løst til – forhåbentlig – alles tilfredshed.

Artiklen i B.T. fortæller, at flere og flere offentlige ansatte oplever, at borgere optager samtaler på deres telefoner, for derefter at ligge dem online, enten på blogs eller på Facebook. Jeg skal blankt indrømme, at hvis jeg lå i en kamp om tvangsfjernelse af mine børn, så ville jeg optage samtlige samtaler med det offentlige, ligesom jeg ville kræve alle personlige samtaler optaget, enten på min telefon eller på en diktafon, hvor jeg fik en kopi inden jeg gik ud af døren.

Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg pludselig sad 2 eller 7 måneder senere og ikke kunne dokumentere et eller andet en offentlig ansat havde sagt til mig, hvorfor mine børn så ville blive fjernet.

Selvfølgelig skal man ikke bruge skjulte optagelser til at hænge folk ud med, men offentlige ansatte sidder ofte og tager beslutninger omkring borgere, der virkelig kan vende deres verden fuldstændig rundt på hovedet. Det kan være i situationer hvor man ikke har noget job, eller i forbindelse med tvangsfjernelser af børn.

Jeg er seriøst af den overbevisning, at hvis man sidder og tager afgørelser omkring tvangsfjernelser af børn, og vel og mærket tager en beslutning der er himmelråbende forkert, så må man også stilles til ansvar for denne fejl. Selvfølgelig skal medarbejderne ikke trues på nogen måde, hverken i samtaler eller via Facebook grupper – det høre på ingen måde hjemme – men hvis man skal publicere en telefonsamtale for at kunne dokumentere en fejl, så er det helt fint med mig. Vi kan vel hurtigt blive enige om, at hvis medarbejderen ikke har lavet en fejl, så har man vel intet problem med at samtalen kommer i offentlighedens kendskab… for så har man jo bare passet sit arbejde.

Vi lever i et samfund, hvor der er så mange regler og love, at det er umuligt for den enkelte borger at kende til alt, ligesom de fleste offentlige ansatte også har problemer med det, på trods af de arbejder med det til dagligt. Jeg har flere gange oplevet, at jeg måtte gøre en ansat ved kommunen opmærksom på, at i henhold til gældende lovgivning, var det altså direkte forkert det personen sad og fortalte mig. Jeg har også oplevet, at jeg har måtte hive en 4 måneder gammel e-mail frem, for at kunne dokumentere, at jeg altså havde ret, hvilket den ansatte havde nægtet flere gange.

Når man sidder i situationer, hvor man føler sig som den lille, der bare bliver førsøgt kørt over af et stort offentligt system, vil man ofte ty til de metoder man kan for at komme til orde, det må de offentlige ansatte altså lærer. Offentlige ansatte glemmer ofte, at det altså er borgerne der betaler deres løn, og derfor også kan blive stillet til ansvar af borgerne… det er der ikke ret mange i det offentlige der husker på…

Og det er sagt af en tidligere offentlig ansat…

Det er ikke ofte man genfinder en gammel kærlighed, slet ikke når man var sikker på den var helt forsvundet. Jeg havde desværre mistet det logo som vi brugte på FCK-online, et logo der var lavet af en grafiker på datidens Onside. Heldigvis – lige i dette tilfælde – husker nettet næsten alt, så jeg fandt logoet efter lidt søgen på nettet…

Heldigvis ruster gammel kærlighed og billeder ikke…

Der hersker ingen tvivl om, at jeg har været godt stresset her den seneste uge. Siden den 30 januar, hvor jeg blev kontaktet første gang af rekrutterings firmaet Centrum Personale, har jeg haft muligheden for at komme i betragtning til en teamleder stilling.

Jeg blev indkaldt til samtale hos Centrum Personale, hvor jeg selv mente jeg havde kommet med et korrekt billede af hvem jeg er som person, samt hvilke kompetancer jeg har inden for min fag. Jeg var dog også klar over, at det absolut ikke var en stilling inden for et fag hvor jeg har haft min gang, da stillingen var som teamleder for en produktion, hvor der godt nok var krav om IT kompetance, men det var ikke fordi man skulle sidde og installere Windows2008 servere fra klokken 8 til 16. Jeg fandt dog stillingen så attraktiv og udfordrende, at jeg gik fra mødet med Centrum Personale med følesen om, at dette virkelig var noget jeg gerne ville gå videre med.

Jeg har nu igennem de sidste 20 år arbejdet med IT, lige fra at være server nørd til at stå og skifte toner i printere, hvis det var det der var nødvendigt. I min stilling i IT afdelingen hos Køge Kommune, har jeg været med til kommunens største IT projekt (KITU) nogensinde, hvor IT afdelingen har overtaget driften af alle kommunens skolers IT. Min stilling stod dog til at skulle afsluttes den 1. juni i år og jeg havde fået besked om, at det desværre ikke kunne lade sig gøre at forlænge denne aftale. Dermed skulle der altså ske et eller andet, så Centrum Personales timing kunne næsten ikke falde bedre.

Den 17. februar (min mors fødselsdag), blot 4 dage efter min samtale hos Centrum Personale, blev jeg indkaldt til samtale hos Oberthur Technologies. Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig havde hørt om virksomheden før min samtale med Centrum Personale, hvilket mere end 90 procent af den danske befolkning sikkert heller ikke har. Det skulle dog hurtigt vise sig, at jeg – lige som alle andre danskere – kender deres produkter. Oberthur Technologies er en fransk viksomhed, der står for produktionen af samtlige danske sygesikringskort, kørekort, Visa- og Mastercard, samt ikke mindst alle TDC og Telia (samt deres sub brands) SIM kort til mobiltelefoner. Foruden alle disse meget kendte ting, laver Oberthur Technologies også alle andre slags kort, lige fra sæson kort til F.C. København og Brøndby IF, til medlemskort til diverse klubber og foreninger af forskællige størrelser.

Den stilling jeg var til samtale om, var som teamleder for den del af produktionen der laver SIM kort til TDC og Telia (og alle selskaber der er ejet af dem). Jeg bryder mig meget lidt om disse samtaler,  da man ofte sidder i en meget defensiv position. Jeg svarede efter bedste evne på spørgsmål, samtidig med jeg prøvede at give dem muligheden for at se hvem jeg er. Jeg gik ud af døren med en god fornemmelse, men må også indrømme, at jo længere der gik efter samtalen, jo mere begyndte jeg at overanalysere samtalen.

Jeg fandt hurtigt ud af, efter første samtale, at vi var 3 kandidater til jobbet, hvilket er ganske normalt. Der var altså 33 procent chance for jobbet før samtalerne – jeg har før klaret dårligere odds. Ret hurtigt i uge 8 fik jeg beskeden, at vi nu var to kandidater tilbage til jobbet, samt at Oberthur gerne ville have os begge ind til endnu en samtale. I mellem de to samtaler blev jeg dog kaldt ind til min chef (IT-Drift chef), der fortalte at flere af mine kolleger på Rådhuset havde presset på, blandt andet hos IT chefen for at min aftale skulle forlænges. Det var rent faktisk lykkes dem at jeg skulle forlænges med 1 år, med mulighed for endnu et års forlængelse. Jeg må indrømme det kom som jeg ret stor overraskelse for mig, da jeg cirka 1½ måned tidligere havde fået beskeden, at det ikke kunne lade sig gøre at forlænge min aftale. Samtidig blev jeg også en smule stolt og glad for at den Server ansvarlige, og også den Netværks ansvarlige og flere andre havde presset på, for at få min aftale forlænget.

Jeg stod nu med et svært valg, mulighed for at forlænge med Køge Kommune, hvor jeg gik rigtig godt i spænd med de folk jeg arbejdede sammen med, hvor jeg kun har 5 minutter på arbejde hvis jeg går. Det var samtidig også det nemme og sikre valg. Ikke fordi jeg skal forklejne arbejdet i en IT afdeling i det offentlige, for der ville helt sikkert ligge nogle gode og spændende udfordringer. Det er det jeg har lavet i 20 år (det for mig godt nok til at lyde gammel!). Oberthur var den helt store udfordring (hvis jeg ville få det), hvor jeg helt sikkert kommer til at stå i situationer hvor jeg kommer ud på dybt vand. Lønnen spillede selvfølgelig også ind, her kunne Køge Kommune på ingen måde være med, men det ved man med det offentlige. Her vil mange sikkert nævne den gode pensions ordning der er i det offentlige. Min holdning er bare, at min pension betaler ikke min husleje og mad til ungerne her til den første, så det kan jeg ikke rigtig bruge til noget nu og her.

Tiden var nu inde til min anden samtale med Oberthur. Jeg kunne helt sikkert mærke på mig selv, at jeg var langt mere rolig både op til samtalen, samt under samtalen. Som sagt havde jeg et tilbud liggende fra Køge Kommune, så det næste år var sikkert, ligesom man kan begynde at se, at der er ved at komme gang i IT job markedet igen, efter et par år med krisen. Før samtalen med Oberthur havde jeg gjort det klart, at jeg havde fået et tilbud fra Køge Kommune. Jeg har den overbevisning, at hvis man spiller med åbne kort, så er der ingen der føler sig ført bag lyset. Derfor havde jeg også fortalt Køge Kommune, at jeg ville forsætte mine samtaler med Oberthur og så træffe min beslutning. Jeg spillede altså lidt på 2 heste. Hvis min favorit hest (Oberthur) ikke kom i mål, kunne jeg forsætte i et job hvor jeg havde det godt og skulle arbejde sammen med folk jeg vidst var glade for at arbejde sammen med mig.

Bolden lå altså nu hos Oberthur – jeg følte selv jeg svingede rigtig godt med ham der evt. skulle være min nye chef. Problemet ved disse samtale er dog, at man kan føle det gik kanon, men hvis manden der skal ansætte dig er af en anden opfattelse, så er løbet kørt. Tirsdag formiddag kunne jeg dog mærke mit hoved var ved at eksplodere, skulle jeg satse på det sikre og vælge Køge Kommune, eller skulle jeg gå 100 procent efter Oberthur. Jeg valgte derfor at kontakte en person jeg kender der har haft sit eget rekrutterings firma, en person jeg stoler på, der ikke havde nogen personlig interesse i mit valg. Min kollegaer hos Køge Kommune ville gerne ha’ jeg blev på Rådhuset, mens Camilla (min kone) igennem hele forløbet har sagt, at hun støtter og står bag mit valg, om jeg valgte Køge Kommune eller Oberthur. Samtalen udmønterede sig i, at jeg ville gå 100 procent efter Oberthur. Det var det rigtige valg for min karriere, ligesom det var det der føltes mest rigtigt inde i maven. Vi blev enige om, at jeg skulle ringe til Centrum Personale og ligge lidt press på beslutningen. Hvis Oberthur ville ha’ mig, så skulle det være nu, ellers ville jeg blive på Rådhuset et år mere og så tage den der fra.

Jeg nåede dog aldrig at ringe til Centrum Personale tirsdag middag. Mens jeg stod og forberedte mig lidt på samtalen ringede Centrum Personale, som kunne fortælle mig, at der var en god chance for at det var mig som Oberthur ville vælge. Dermed kunne jeg se frem til en onsdag med stress på, der skulle en kontrakt på plads, ligesom der skulle afleveres en opsigelse, da onsdag som bekendt var sidste dag i måneden.

Onsdag formiddag fik jeg så opkaldet jeg havde ventet på, Oberthur havde valgt mig som ny medarbejder – hvis jeg da stadig ønskede stillingen. Jeg sagde pænt ja tak, hvis vi kunne lave en aftale samme dag. Jeg skulle ha’ en underskrevet kontrakt samme dag, da jeg ikke ville ligge min opsigelse uden at være 100 procent sikker på et andet arbejde. Timerne gik, dagen føltes som en evighed. Der opstod et par misforståelser – nok mest fra min side – men klokken 14:37 kom kontrakten i hus, efter at ha’ blevet godkendt i både Danmark og Frankrig. Jeg kunne derfor klokken 15:00 aflevere min opsigelse, med en kommentar om, at jeg havde desværre fået et tilbud jeg ikke kunne sige nej til, men jeg havde været glad for at være i IT afdelingen.

Det sværeste var faktisk at sige til de kollegaer, der havde gjort deres for at jeg kunne blive, at jeg desværre havde taget imod tilbudet fra Oberthur. Der var dog general god forståelse for mit valg, hvilket jeg naturligvis er glad for, da jeg på ingen måde ønskede at smække med døren, ligesom det også er personer jeg ønsker at holde kontakt med. Vi har da også en aftale om en omgang øl på fredag, hvilket jeg allerede nu sidder og ser frem til.

Jeg er altså nu Teamleader hos Oberthur Technologies, hvor jeg kan se frem til (nok) mindst to måneders undervisning i Frankrig samt en masse nye udfordringer i et spændende nyt miljø…

Ingen tvivl om, at jeg glæder mig!

For nogle dage siden hørte jeg, at der var en – eller flere – børnehaver, der overvejede at sætte et lille armbånd, med en GPS modtager, på børnene, således de kunne findes igen, hvis de forlod børnehaven. Dette satte lidt tanker igang hos mig, da jeg begyndte at overveje det etiske i dette, samt hvordan jeg selv ville ha’ det, hvis den børnehave som mit barn er i, ville præsentere idéen for os.

Jeg kom frem til, at jeg nok ikke ville ha’ det store problem med det. Jeg er måske en smule naiv, men jeg tror ikke idéen er opstået fordi der har siddet nogle pædagoger og ment de så kunne sidde indenfor og drikke kaffe/the hele dagen, mens underne rendte rundt som små prikker på en skærm i baggrunden.

Faktisk har vi allerede GPS “overvågning” på en af ungerne her hjemme, Daniel (der er 11 år), render nemlig konstant rundt med en iPhone rundt i lommen. Da Daniels telefon kører på samme Apple Id som mig, kan jeg ved blot at starte den app op der hedder “Find My iPhone”, inden for blot et par sekunder se hvor hans telefon befinder sig, inden for en radius af cirka 10-30 meter.

Her i går kom jeg helt tilfældigt til at huske på denne app, hvorefter jeg lige ville teste det. Jeg vidste Daniel ville være i skole, hvilket GPS signalet også med alt tydelighed viste. Nu har jeg på ingen måder skjult over for Daniel, at jeg rent faktisk har denne mulighed. Faktisk har jeg op til flere gange gjort ham opmærksom på, at jeg har mulighed for at se hvor han er. Jeg har også fortalt Daniel, at så længe han ikke giver mig grund til at tvivle på, at han rent faktisk fortæller mig sandheden, så vil jeg ikke rende rundt og checke ham hele tiden.

Jeg tror helt oprigtigt, at vi kommer til vende os til GPS i flere og flere ting, jeg tror det kun er et spørgsmål om tid, før vi ser børneovertøj med GPS, hvor modtageren er indkapslet en vandtæt beholder, således tøjet kan vaskes som alt andet. Faktisk vil det undre mig, hvis det ikke allerede fandes, jeg tror bare udbredelsen af det vil blive langt større og tættere på normalen inden for ganske kort tid.

Der vil sikkert sidde rigtig mange nu og finde tanken skræmmende, da alle så potentielt vil have adgang til hvor man befinder sig, jeg tror dog det er fordi man ikke har tænkt tanken til ende. Som det er nu, kan de fleste allerede nu spores med ret stor nøjagtighed. Har man en telefon i lommen, selv dem uden GPS, kan man spores udelukkende ved brug af signalet fra telefonen, det kræver blot at din telefon er tændt og i kontakt med 3 telemaster… hvilket din telefon er konstant.

Alt teknologi kan misbruges i de forkerte hænder, men kan også bruges på fornuftige måder med omtanke.

På trods af, at jeg bruger rigtig meget tid på nettet, både på arbejde og i det private, er det faktisk ret få ting jeg køber på nettet. Det er ikke fordi jeg ikke kan se fordelene i at handle på nettet, jeg kan gøre det når jeg har tid, ligesom det i langt de fleste tilfælde er billigere. Man skal absolut heller ikke glemme, at netbutikkerne ofte har vare, som man ikke finde rundt omkring i de fysiske butikker.

Det er faktisk næste kun når jeg ønsker en vare, som jeg ikke kan få i en fysisk butik, at jeg tyr til nettet for at handle. Det er skam ikke fordi jeg ikke ønsker at spare penge, for det tror jeg alle gerne vil, næ, mit problem ligger hos Post Danmark.

Her i går købte jeg 3 ting hos MyTrendyPhone, desværre viste én af tingene at ligge i restordre, men det var vist mest min egen fejl, at jeg ikke lige fik set lager status inden jeg bestilte. Varene blev hurtigt afsendt fra Hillerød allerede i går aftes, hvorfor man normalt vil kunne forvente en levering dagen efter.

Helt tilfældigt er både Camilla og jeg hjemme i dag med 2 syge unger, samt en yderst velfungerende dørklokke. Jeg kunne dog alligevel konstatere, at da jeg checkede postkassen lå der en besked fra Post Danmark, om at man forgæves havde forsøgt at aflevere mit brev. Jeg kan blive så æder rasende, når man gang på gang oplever, at postbude blot går ud fra der ikke er nogen hjemme i dagstimerne og det tætteste de kommer på hoveddøren, er mens de sidder på deres flade røv på scooteren, når de udfylder deres blanket.

Net butikkernes store problem er efterhånden ikke at få folk ind i “butikken”, det er den fuldkommen ringe “service” som Post Danmark tilbyder. Jeg ringede lige så snart jeg fandt blanketten i postkassen til Post Danmarks kundeservice, der blot kunne tilbyde mig at sende budet en mail, samt tilbyde mig at budet ville komme med brevet igen i morgen. Jeg afslog dette tilbud pænt, da jeg sagtens kan forstille mig, at der højst mærkelig heller ikke er nogen hjemme igen i morgen, i lige netop de 10 sekunder som postbudet køre forbi på sin scooter.

Så kære Post Danmark, hvis i ikke vil levere den service at levere det post der bliver sendt til jeres kunder, så stop med at tilbyde det… Næ hov, det var vist jeres kærneområde…

STRAM OP!

Ifølge (meget) store dele af den kvindelige befolkning her på planeten, så findes der ikke noget mere ynkeligt end en mand, når han er syg.

Det skulle dog måske kun lige være hvis man har en mand i mini størrelse, såsom en knægt på 3 år, der besluttede sig for at blive syg her til morgen. Aldrig i mit liv har jeg måtte ligge øre til en mere ynkelig omgang klynk. Jeg indrømmer at jeg måske ikke var så modtagelig over for denne klynk, specielt ikke efter jeg havde fået opkast på mig 2 (!) gange inden for én time.

Jeg tager det dog i stiv arm i dag, det er aldrig nemt at være syg, specielt ikke når man ikke rigtig kan give udtryk for hvad der lige specifikt er galt, eller hvordan man kan gøre det bedre for ham.

Jeg vil nu gøre mit bedste for at komme igennem dagen, da den også står på skole-hjem samtale for Daniel…

Lorte onsdag!

Jeg kan nogle gange blive harm over folks uvidenhed, sådan rigtig harm! Der er ingen tvivl om, at de – og vi taler virkelig i flertal her – forbrydelser som Anders Behring Breivik begik sidste fredag i og omkring Oslo var horrible og næsten ikke til at beskrive.

Jeg er i fuld forståelse for dem der fordømmer ham og hans gerninger, men efter min mening, skal vi til at passe på med at gå til yderlighedder. Aviserne melder nu om, at folk nægter at sige hans navn, kiosker nægter at sælge aviser med hans billede på forsiden eller hvis hans navn blot er nævnt på forsiden.

Det seneste “tiltag” er nu, at flere butikker har fjernet World of Warcraf (WoW) spillet fra deres hylder, da Anders Behring Breivik åbenbart fornøjede sig med dette spil. Nu har jeg aldrig spillet WoW, hvilket jeg nok heller ikke kommer til, men jeg kender dog alligevel en del til spillet. Jo man render rundt og slå fantasifigurere ihjel med et sværd, ligesom nogen bruger “magi” eller bare løber ind blandt alle andre og råber “LEEEEEEEROY”. På intet tidspunkt i WoW planter man en bombe foran en regerings bygning i Oslo, for derefter at køre en lille time ud til en ø, hvor man dræber 70 mennesker.

Jeg er 100 procent af den overbevisning, at computer-/konsol spil ikke skaber massemordere, lige så sikker som jeg er sikker på, at hvis jeg giver mine børn oksekød til aftensmad hver dag, bliver de heller ikke forvandlet til vampyrer eller vareulve.

Hvad bliver det næste, hvad vi det kommer frem, at Anders Behring Breivik var den glade ejer af en Xbox360, skal vi så også stoppe salget af disse de næste 14 dage? Eller hvad vis han drak en liter mælk hver morgen, skal vi så stoppe salget af mælk af respekt for de dræbte og deres familier?

Anders Behring Breivik skal stilles for en dommer og dømmes for de forbrydelser han har begået, vi skal vise omsorg for de efterladte og huske de døde, ikke indsnævre vores sind eller tage tåbelige foranstaltninger i brug, der absolut ikke har nogen hold i virkeligheden – for taber vi først fornuften, så er alt tabt…

Jeg er ret sikker på, at Camilla har forventet at jeg får lavet en del her hjemme mens hun og ungerne er på Langeland. Jeg er dog lige så sikker på, at hun har frygtet, at jeg slet ikke får lavet noget, men blot ligger på sofaen indtil torsdag, hvorefter jeg ville gå i gang med en desperart oprydning i sidste øjeblik.

Jeg har ikke selv haft nogle planer, andet end at nyde der er ro og fred i hele huset. Ingen unger der tigger, plager, brokker sig eller blot er umulige. Ingen Camilla lige vil snakke når man sidder midt i et eller andet, eller når man lige er kommet hjem fra arbejde, og blot ønsker en halv times fred til at synke dagens arbejde og skifte over til “fritids mode”.

(mere…)

Folk der kender mig ved, at jeg holder utrolig meget af mine unger og Camilla. Jeg savner mine drenge når de ikke er hjemme, lige så meget som kan være træt af alt den larm der kan være når der fuldt gang i dem.

Der er dog ingen tvivl om, at i morgen ved middagstid, så sidder jeg i sofaen med et stort smil på… Camilla køre nemlig til Langeland sammen med Daniel, Marcus og Niclas, og vender først tilbage til Køge en uge efter. Dermed får jeg en uge, hvor de eneste lyde kommer fra mig selv eller katten, hvor jeg ikke skal skifte bleer eller sørge for måltider til ungerne, eller skælde ud fordi den ene unge er igang med at tæske den anden.

Flere af mine kollegaer har spurgt undrene hvorfor jeg ikke tager fri fra arbejdet samtidig, så jeg får helt fri, sjovt nok er det dem der ikke selv har børn der har spurt. Når jeg har det godt på min arbejdsplads, så er det ikke “arbejde” for mig. Jeg nyder at tage på arbejde hver dag, på trods af jeg ikke altid er enige i de beslutninger ledelsen tager – det vil jeg aldrig være, og kan derfor sagtens leve med det.

(mere…)