termansen.info

Jeg har altid haft problemer med min ryg, lige siden jeg arbejdede som flaskedreng i kiosken på Vallø Camping som 14-15 årig, hvor der ikke lige var fokus på korrekte arbejdsstillinger, eller hensyntagen til sådan noget som regler – eller overholdelse af sådanne.

Jeg sidder slet ikke og klynker, for det var en rigtig fed tid, en tid jeg husker tilbage på med glæde, når min ryg altså ikke lige er som nu. Jeg kan ikke mindes en tid, hvor jeg havde mere frihed, eller “scorede” mere end de 2 sommer, hvor jeg stod bag kassen og “smed” rundt med 2-3 fyldte ølkasser af gangen når der var travlt.

Cirka en gang om året kommer jeg dog til at betale for den tid på campingpladsen, da kommer smerterne tilbage, i sådan en grad, at det nærmest er umuligt for mig bare at gå normalt. Jeg har altid problemer med at komme til lægen hurtigt nok når smerterne nærmer sig, hvilket nok er grunden til jeg sidder her og knap nok kan bevæge mig.

Jeg må dog også indrømme, at jeg ikke er helt flik ved mig selv når jeg har ondt i ryggen. Jeg har efterhånden lært, at der ikke er meget jeg kan gøre end at holde mig i ro når jeg får problemer med ryggen, alligevel går det galt. Bare her i dag havde jeg træning  med U11 holdet, hvor jeg havde alle intentioner om at holde mig ude på sidelinjen, alligevel endte jeg med at rende rundt på banen og spille med.

Det er lidt det samme med arbejdet, hvor jeg simpelthen ikke kan holde mig i ro, hvorfor jeg også rendte rundt og satte 39 laptops op med strøm og netværk. Faktisk sagde vores projektleder, at jeg lignede en der burde ligge i sengen, hvortil jeg kun kunne svare, at det var der ikke tid til, men nok burde ha’ sagt, at hvis hun afsatte tid til det i projektet, så skulle jeg nok gøre det.

Jeg har dog besluttet mig for, at det er på tide at tage turen til lægen i morgen, da jeg knap nok kan gå rundt og faktisk har det bedst når jeg ligger ned. Jeg har tidligere fået nogle piller for ryggen der virkede fint, da de løsnede fint op for den muskel eller nerve der sidder og gør ondt, eller hvad der nu end er galt.

Nå, jeg overlever sikkert, men hvis du møder en i morgen der går som klokkeren fra Notre Dame omkring Køge, så er det sikkert mig…

Efter en hård uge på arbejdet i sidste uge, med massere af udfordringer men heldigvis også massere af ros fra vores projekt leder, kom denne forlængede weekend på 3 dage kærkomment. Vi har aldrig haft pinse traditioner her hos os, da disse dage mest af alt er brugt på at komme sig, samt gøre klar til arbejds rykket før sommerferien.

Jeg har brugt det mest af tiden her i weekenden sammen med Marcus, både lørdag og søndag har vi været ude og cykle, ligesom der også er blevet tid til noget fodbold ude i haven, hvor græsset endelig er ved at komme op. Allerede nu ved jeg dog det bliver noget af en hård uge at komme igennem, ligesom de 2 efterfølgende, da vi skal rulle en masse software ud på skolerne inden de går på sommerferie.

Her hjemme er der også blevet rullet software ud, mine to laptops er blevet reinstalleret med Windows 7 Ultimate, ligesom jeg nok kommer til at bruge noget tid på min server, som desværre har været nede i 1½ uge, da jeg ikke har haft tid eller overskud til at reinstallere Windows 2008.

Jeg har faktisk været rigtig dårlig til at reinstallere mine maskiner her det sidste lange stykke tid. Før i tiden reinstallerede jeg altid mine maskiner ca. hver 3. måned, så blev der ryddet op og hvis jeg glemte at installere noget igen, så var det nok fordi det ikke blev brugt så meget. Siden vi har fået Niclas er det dog ikke det store der er blevet reinstalleret, så da jeg alligevel skulle reinstallere den ene, så kunne jeg lige så godt tage den anden med.

Nu sidder jeg så med 2 næsten helt blanke maskiner og en lang liste af software jeg mangler at ligge ind på dem. Problemet er dog, at langt det meste af min software ligger på den server der lige pt. ikke køre, så det er ret begrænset hvad jeg kan ligge ind på dem. Jeg satser dog på at få reinstalleret min server her i dag, så den er klar i aften, hvor jeg så kan begynde at ligge software på mine 2 laptops stille og roligt… Der skal dog også lige trænes fodbold, da vi ikke holder pinse på fodboldholdet, efter valg hos træneren…

Nå, Marcus har været vågen siden 4:55, ligesom han også mente jeg skulle rette på hans dyne klokken 3 i nat, så jeg vil smutte ind i stuen, med en kop kaffe i hånden og en smøg, med håb om at de er med til at fjerne trangen til at aflive ham. :)

I dag kan B.T. fortælle, at flere og flere svømmehaller modtager klager fra unge (under 30) kvinder, over andre kvinder der medtager deres – formoder jeg – drengebørn i kvindernes omklædningsrum.

Er vi virkelig blevet så krops forskrækket, at man nu ligefrem skal klage over, at der står et lille barn og kikker? Kan vi ikke blive enige om, at det i langt de fleste tilfælde lige netop er kvinder under 30, der weekend efter weekend kæmper sig ned i det mest tætsiddende og kropsnære tøj, for at bevæge sig hen til det lokale diskotek, hvor de bruger flere timer på at vise sig frem foran det mandlige publikum, samt hvad der derefter kan følge.

Det er altså disse kvinder, der finder det nødvendigt ligefrem at klage til svømmehallerne, fordi et barn spørger, “Mor, hvorfor ser dine bryster ikke sådan ud?”.

Jeg havde Marcus med på Herfølge Stadion (SEAN NVE Park) i sidste weekend, det var godt vejr og der skulle nydes noget fodbold. Da jeg på et tidspunkt skulle på toilettet, tager jeg Marcus i hånden og tager ham med. Da jeg nu engang er mand, er pissoiret nu engang den nemmeste løsning. Marcus er 3 år gammel, ikke helt gammel nok til at slippe hans ble, men gammel nok til at syntes det er lidt spændende når hans far står op og tisser.

Jeg har absolut intet problem med at Marcus står og følger med, hvilket han også gjorde på Herfølge Stadion, da en anden mand kommer ind på toilettet. Han stiller sig også op for at tisse, da Marcus som det mest naturlige i verden blot vender hovedet 180 grader, og begynder at se på den anden mand tisser. Jeg fik lige kontakt til Marcus, hvorefter jeg fortalte ham, at det var okay, at kikke på far, men gerne lige måtte lade manden tisse i fred. Manden sendte mig et, “det er okay, han er jo bare en lille dreng”, nik med hovedet, samt et smil til Marcus da han forlod toilettet – den optimale løsning på hele situationen.

Skulle manden ha’ begyndt at råbe og skrige, eller kalde på stadion vagterne? Selvfølgelig skulle han ikke det, heller ikke hvis Marcus havde været en pige. Hvordan fanden forventer vi at børn skal vokse op, med blot et nogenlunde normalt forhold til både kvindens eller mandens krop, hvis de ikke får en jordisk chance for at se, at der findes kroppe der ser anderledes ud end deres egen og deres forældres.

Er de kvinder der klager nervøse for, at lille Simon på 5 år, går ned i børnehaven og fortæller, at han i weekenden så nogle ordenlige babser nede i svømmehallen? Børn er nysgerrige, og hvis de ser noget de ikke plejer at se, så kikker de og stiller spørgsmål, hvis de ikke gjorde dette, så ville de jo ikke være børn.

Hvis man ikke bryder sig om at være nøgen over før andre, så bør svømmehallen nok ikke være ens første valg i weekenderne. Kom da for pokker ned af hesten og lev på den samme planet som os andre, din krop ændre sig ikke fordi en 5 årig dreng kikker på den.

Jeg har mærke det i længere tid… Jeg har haft svære og sværere ved at sidde og juble over en fodboldkamp, har ikke været helt oppe og køre over mesterskaber eller super flotte resultater.

F.C. Københavns utrolig flotte Champions League resultater har nærmest blot kunne fremskaffe et anderkendende nik med hovedet… videre til næste kamp. Jeg har heller ikke rigtig nydt de seneste års mesterskaber, de har blot gjort det forventede.

Jeg har det ikke meget anderledes med F.C. København for tiden, jeg ser alle deres kampe og følger dog også rigtig godt med i nyheder og hvad der ellers er af rygter, men et rygte om en ny spiller eller træner skaber på ingen måde ”kriller” i maven på mig mere.

Alligevel har jeg fundet min glæde ved fodbolden frem igen, den glæde ved fodbolden der gør, at man kan være helt oppe i skyerne efter en sejr, ligesom et nederlag har den direkte modsatte effekt. Jeg har fundet min glæde på det helt basale sted i fodboldverden, nemlig som træner for en flok U11 spillere.

I går spillede ”mine” drenge en noget nær perfekt kamp, en kamp som gjorde, at jeg var glad det meste af dagen. Ikke så meget fordi vi vandt – det gjorde selvfølgelig det lidt bedre – men fordi jeg kunne se, at drengene havde lyttet efter hvad jeg havde talt med dem om før kampen og til vores træning.

Jeg har selv Daniel på holdet og selv om jeg skal tage ”stedfar” og ”træner” brillerne af, så er han med sikkerhed den bedste målmand jeg har set på hans alder. Han sluger de informationer jeg snakker med ham om, men han lytter ikke blot når vi sidder her hjemme og snakker, han bruger det også i kampene. Det var helt fantastisk at se ham i går, hvor han dirigerede hans forsvar og stort set ikke satte en fod forkert i kampen.

Selvfølgelig er det nemmest at påvirke Daniel, i og med jeg har ham her hjemme, men bare det at vores forsvarsspillere kan høre ham dirigere dem, gør at de kan spille mere roligt og fokusere på det de skal lave. En målmand er langt mere end ham der ”bare” skal tage skud på mål.

Jeg ved også at min glæde til fodbolden er vendt tilbage, fordi allerede 2 timer efter sejren var jeg videre, kampen blev skubbet i baggrunden, da jeg vidste at der var træning igen mandag, samt kamp igen onsdag. Hele aften i går lå disse to ting i mit baghoved og rumlede.

Hvilke øvelser skal jeg lave med dem mandag, hvad skal vi have snakket om? Skal jeg give dem en let træning efter sejren, eller fordi der allerede er kamp igen onsdag? Måske skal de piskes igennem en knald hård træning, så de ikke tror de kan gå på vandet efter en 6-0 sejr? Sådan tanker – og mange andre – kørte igennem hovedet i går.

Jeg skulle også til at finde ud af hvem der skal udtages til kampen onsdag. Allerede inden kampen i går, vidste jeg at en af vores vigtigste spillere ikke kan være med onsdag, hvilket selvfølgelig gør udtagelsen lidt nemmere, men giver også et ”hul” på holdet. Det er selvfølgelig ting som alle trænere skal forholde sig til, der er intet specielt i disse situationer – jeg havde bare ikke forventet, at det ville give mig så stor en glæde ved fodbolden igen.

Jeg kan virkelig mærke, at når jeg står ude på banen og ser drengene spille, det både til kamp og til træning, så giver det mig en stor glæde at se dem lykkes med noget, lige så stor glæde som de har. Jeg ved også derfor, at de bliver nød til at lære, at det ikke nytter noget at forsøge at drible igennem 6 mand gang på gang, da det kun vil skabe nederlag.

Vi har nogle drenge som virkelig godt kan spille fodbold, der virkelig godt forstår hvad der er vigtigt på en fodboldbane. Drenge som ikke bare kan skyde til en bold, men også ved, at det er vigtigt at løbe med hjem, at spille sine medspillere på det rigtige tidpunkt og være en del af et hold. Vi har også drenge som mister overblikket når de får bolden, drenge som nok ikke er de første der bliver valgt, når der bliver spillet fodbold over i skolen.

Mit ansvar som træner er mindst lige så stort over for de drenge. Som træner har jeg også en socialt ansvar over for drengene, de er alle en del af truppen og skal føle de er en del af truppen. Jeg har den holdning, at alle drengene skal med ud og spille kamp, men jeg har også den indstilling, at vi skal vinde de kampe vi spiller.

Jeg får stadig et smil på læberne, når jeg husker tilbage på vores træningskamp mod Lille Skensved i onsdags. Forfærdelig kamp på en forfærdelig bane. En af drengene som lige er startet på holdet, var dog med for første gang til en kamp, mor sad ude på sidelinjen og så score han et mål. Vi er mere eller mindre håbløst bagud, men bare den glæde han viste og den stolthed han havde efter kampen over at have scoret, var hele kampen værd. Han havde fået en personlig sejr, som intet kunne røre ved, han havde scoret et mål i hans første kamp.

Det er derfor en balancegang hver gang truppen skal udvælges. Derfor kan jeg heller ikke stille med 2 næsten forskellige hold hver anden uge, der bliver nød til at være en stamme, som resten af holdet kan læne sig op af, en stamme som der selvfølgelig kan ske udskiftninger i, hvis en eller flere spillere gør jeg fortjent til det.

Nå, bottom line var, at jeg har genfundet min glæde ved fodbold og jeg glæder min til i morgen, så skal der nemlig trænes på træningsbanen igen.

Der er ingen tvivl om, at jeg har haft set frem til denne dag. Jeg har haft set frem til den både med glæde og spænding, men også med en smule skeptisk. Glæden og spændingen siger sig næsten sig selv, jeg ville få officiel debut som træner for “mine” U11 drenge i rækken, det kan man kun glæde sig til.

Det skeptiske kom af, at vores 2 trænings kampe ikke helt er gået som forventet – og så dog alligevel. Efter vores 3-4 sejr over Herfølge Boldklub i forkampen til HB Køges forårs debut på hjemmebane, har vi spillet 2 træningskampe. Med alt respekt for de to klubber vi har mødt, så har deres baner været tæt på skandaløse ringe. Vi har også stillet med lidt uvante hold, hvor vi tog mere hensyn til alder end evner på fodboldbanen, da hele trænerteamet har den indstilling, at alle selvfølgelig skal have lov til at komme ud og spille.

Måske derfor er det også endt med 2 rungende nederlag, hvilket selvfølgelig ikke har været super sjovt for ungerne, men det har måske også lært dem, at de altså ikke kan gå på vandet. Jeg har også lært meget af de 2 kampe, både hvordan spillerne klare det på lidt uvante pladser, men så sandelig også om hvordan de håndtere lidt svære kampe rent mentalt.

I dagens kamp mod Køge Boldklub – ægte lokal opgør – stillede vi derfor i noget nær stærkeste opstilling. Jeg var før kampe klar over, at vores angriber og anfører ikke ville kunne spille onsdag, så jeg valgte at spare en af drengene til den kamp. Det der dog gjorde kampen ekstra god fra mit synspunkt, var dog ikke så meget at vi vandt, men at drengene overholdt vores aftale vi lavede før kampen, samt jeg kunne se de fulgte nogle af de ting som vi har haft talt om til træning. At “dommeren” så gjorde sit bedste for at bringe mit pis i kog, ja det tog drengene ikke så tungt, der var intet brok fra deres side, selv om jeg stod og bed mig i underlæben flere gange.

Jeg må klart indrømme, at jeg skal holde igen når jeg står ude på sidelinjen. Det er ikke fordi jeg er ved at svine dommeren til eller noget – jeg er meget bevidst om hvilket sprog jeg bruger når drengene er i nærheden – men det er sgu svært ikke at råbe til dommeren at han godt må dømme efter fodboldreglerne. Det var måske også derfor at vores holdleder Tommy, begyndte at nævne José Mourinho, da jeg har lidt svært ved at holde mig helt tilbage med mine gestikuleringer med armene under kampene.

Min ærlige mening er, at hvis man som træner ikke kan leve sig 100 procent ind i kampene og være drøn uenig med dommeren om domme i kampen – eller mangel på samme – så skal man holde sig væk fra at være træner. Selvfølgelig skal man gøre det i en ordenlig tone, uden man på nogen måde taler grimt, men man må godt fortælle dommeren at man er uenig. Jeg vil dog på ingen måde acceptere at mine spillere begynder at brokke sig til dommeren, det er 9/10/11 årige drenge slet ikke store nok til, lad de voksne om det.

Alt i alt var det dog en dejlig måde at starte lørdagen på, Daniel stod en fantastisk kamp, hvor han dirigerede sit forsvar som en ren prof, mens Mikkel voksede 100 procent med opgaven som anfører og målsluger. Set overordnet, så spillede drengene stort set en fejlfri kamp og de små fejl der blev begået, er ting der altid vil blive begået i den aldersgruppe. Så jeg må sgu indrømme, at det var en stolt træner der tog hjem efter kampen, noget drengene helt klart også kommer til at høre når trænings banerne kalder igen på mandag.

Vi er nu igang med det andet forår her på Drusesvej, hvilket naturligvis betyder, at der skal til at ligges nogle timer i haven. Sidste år lagde jeg rigtig mange timer i haven, da den virkelig trængte til en ordenlig omgang. Hele foråret og sommeren sidste år gik tiden i haven med at beskærer træerne og køre haveaffald på genbrugspladsen. 14-15 gange måtte jeg køre på genbrugspladsen med haveaffald, alene nedfaldne nåle fra de træerne fyldte 22 fyldte plasticsække.

Sidste år fik jeg også etableret en lille køkkenhave, samt mit højtelskede jordbærbed. Vi fik desværre ikke så meget ud af køkkenhaven sidste år, hvilket mest af alt nok skyldes min mangel på pleje og omsorg, da resten af haven simpelthen tog alt tid. Jordbærbedet gav heller ikke det store udbytte, men det skyldes at jeg først fik plantet vores medbragte jordbærplanter omkring den 1. november 2009 da vi flyttede ind – ikke det optimale tidspunkt at plante ud. I år kan jeg se jordbærplanterne virkelig har sat sig, hvilket helt sikkert vil bringe lykke blandt ungerne til sommer.

Hækken er vokset helt enormt den seneste måned, hvilket passer og ganske godt. Sidste år klippede jeg den stort set kun på siderne, da vi ønskede lidt mere højde på den – det må man sige vi har fået her til foråret. Hækken mangler stadig lidt tæthed, men det ser ud til at komme.

Mit helt store projekt sidste år var opstamningen af vores træer i haven. Træerne havde fået lov til at vokse “vildt” de sidste 10-15 år, hvilket betød at de var alt for voldsomme og tog så meget lys fra haven, at ca. 30 m2 af grunden var fuldstændig utilgængelig. Efter opstamningen fik jeg sået græs, som rent faktisk kom ganske godt. Her til foråret er alt det nye græs dog forsvundet og da jeg ikke er den store have ekspert, har jeg ikke en forklaring på problemet.

I går gik jeg dog i gang med riven, så jeg kom godt ned i jorden. Jeg gik derfor straks igang med at så noget nyt græs, samt vande jorden godt igennem, mens jeg krydsende fingerne for et godt resultat. Jeg er dog ret sikker på, at ligemeget hvad, så skal jeg så græs igen til efteråret, bare lige for at være sikker på et godt resultat til næste år.

Dermed er der kun ukrudtpleje - som altid – samt det helt store projekt i år, nemlig malingen af alt træværket udenfor. Når man kikker på træværket udenfor, så er det næppe mange der er i tvivl om, at det er mange år siden det sidst har set en pensel. Dette skal der gøres noget ved i år hen over foråret / sommeren.

Lige nu vil jeg dog fokusere på dagen i dag, da Camilla har fødselsdag og næppe acceptere, at jeg bruger hele dagen i haven. :)

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke haft noget at skrive om her siden i søndags. Det er ikke fordi der ikke er sket noget her, men jeg har simpelthen ikke haft et emne som jeg ville spille hverken din eller min egen tid med.

Jeg er sikker på, at hvis jeg virkelig havde sat mig for at skrive noget, så ville jeg også ha’ fået det gjort, sikkert også på en nogenlunde underholdende måde, måske ville der endda være nogen der ville føle sig underholdt i et par minutter ved at læse det. Jeg har det dog sådan, at hvis jeg ikke har mit hoved 100 procent med i det, så vil jeg hellere tage en pause fra bloggen og fokusere på noget andet.

Jeg har faktisk fået rigtig positiv response på mit tidligere indlæg omkring fodboldtræning af “mine” drenge. Onsdag havde vi (Tommy, Hans-Henrik og jeg) et lille holdmøde, hvor vi fik snakket lidt om en masse praktiske ting – hvem sender holdudtagelser ud, hvad tid skal vi mødes før kampene – den slags ting som man ikke lige tænker over når man lige er startet som træner. Tro mig, der er mange ting som jeg ikke lige havde tænkt over, da jeg sagde ja til at være træner.

Faktisk skete der en sjov ting til træning onsdag, Daniel startede noget sløvt til opvarmningen, hvorefter han åbenbart gjorde en forkert bevægelse og fik lidt ondt i skulderen. Daniel besluttede sig så for, at han nu ville gå igennem hele opvarmningen, uden at nævne at han havde ondt. Da noget af det værste jeg ved ved en træning er folk der bare tror de kan luske sig igennem, fik han flere gange besked på at komme igang. Da alle var kommet igennem øvelsen 3 gange – som de havde fået besked på – kom Daniel luskede ind efter sin anden gennemgang og mente han også var færdig. Daniel fik naturligvis besked på at komme i gang med tredje gennemgang, mens resten af holdet fik besked på at løbe rundt om banen, så de ikke bare skulle stå og vente.

Jeg var 100 procent klar over, at alle andre drenge ville blive utilfredse og der faldt da også et par ord fra drengene om, at det altså var hans skyld at de nu skulle løbe den her omgang. Jeg vidste også, at når vi kom hjem, ville få chancen for at fortælle Daniel, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde… Hvis det havde været hvilken som helst anden, ville jeg havde nemlig ha’ gjort det samme, for at vise drengene, at hvis der er én der ikke yder 100 procent, så går det ud og alle de andre på holdet – både til træning og i kampe.

På holdmødet efter kampen, nævnte Tommy og Hans-Henrik – i de absolut bedste meninger – at de måske mente, at jeg var lidt hård ved Daniel ved denne træning, hvilket jeg godt kan forstå, hvis man ikke kender det forhold som Daniel og jeg har. Jeg ved hvad Daniel kan på en fodboldbane, ligesom jeg ved 100 procent hvor meget jeg kan sige til ham, samt på hvilken måde jeg kan sige det. Det er naturligvis klart at ingen andre har mulighed for at være opmærksom på dette, og jeg skal nok også passe på med at bruge det for meget, da de andre drenge måske også reagere forkert på det.

Da jeg kom hjem om aften, var jeg derfor indstillet på at tage en snak med Daniel, så vi begge var helt klar på, hvorfor jeg havde været efter ham i starten af træningen. Jeg kom dog først hjem lidt efter klokken 9 om aften, så Daniel lå i sin seng og sov. Jeg snakkede derfor med Camilla om det, så hun også lige havde en idé om hvad der var sket. Camilla begyndte med det samme at grine, da noget af det første Daniel havde sagt da han kom hjem fra træning, var at det havde været en super god træning og han syntes jeg havde rost ham helt vildt.

Dermed var der ikke den store grund til at spørge Daniel næste dag, om han syntes jeg havde været meget efter ham, da han tydeligvis ikke havde samme opfattelse. Vi fik dog en snak alligevel omkring træningen, så jeg var helt sikker på, at han var klar over hvad jeg forventede af ham – og resten af holdet – til træning og kamp. Jeg skal dog helt sikkert være opmærksom på, hvilket billede de andre drenge får, når Daniel lige får besked på at stramme op og yde sit maksimale. Grunden til at jeg måske presser Daniel mere end de andre, er at jeg allerede ved hvor langt Daniel kan presses, det er jeg først ved at lære om de andre drenge nu her.

Jeg har gjort det klart for alle drengene, at man skal yde sit maksimale til alle træninger. Hvis man er frisk nok til at kunne træne mere, eller gå hjem og spille fodbold efter træning, så er det fordi man ikke har ydet 100 procent til træningen. Det er måske store krav at sætte til 9-10-11 årige drenge, men efter mine oplevelser med børn i den alder, så er de klar til at der blive sat krav til dem, så længe ens krav ikke er fuldstændig urealistiske.

For mig som træner, gælder det om at sætte nogle krav som de kan nå, så de får nogle succesoplevelser på banen. De skal have lov til at lave fejl også 20 gange, så længe jeg kan se at de yder deres bedste. Som jeg har fortalt dem 20 gange (og kommer til at gentage 230 gange mere (mindst)), så forventer jeg ikke de umulige af dem. Så længe jeg kan se de gør deres bedste, så er jeg super glad, men jeg vil også fortælle dem det, hvis jeg mener de sløser og prøver at snige udenom og hoppe over hvor gæredet er lavest.

Det er nu blevet lørdag, der er cirka 3 timer til næste træning med drengene. Lige præcis træningerne om lørdagen er super for mig, der kommer ikke så mange drenge, da det udelukkende er ekstra træning og mange forældre har lagt andre planer for weekenden end at køre deres børn til ekstra træning. Det passer mig faktisk rigtig godt, da det giver mig de drenge der dukker op lidt individuel træning, noget der ikke er så meget tid til mandag og onsdag.

Nu håber jeg blot at Birthe Rønn Hornbech ikke kommer og afbryder træningen, lige som hun skabte et par vendte hoveder da hun pludselig dukkede op i Ravnsborghallen onsdag aften under vores lille teammøde…

Så skete det, datoen skiftede i går til 1. april og jeg har nu officielt overtaget Køge FC’s U12 (årgang 00-01) hold som træner. Efter utallige kampe som sofa træner for diverse hold, er jeg nu træner for 13-14 drenge der de næste måneder skal guides igennem mindst 2 ugentlige træningspas under mit falkeblik.

Allerede i går kom vi dog i kamp, i det Køge FC er en af HB Køges utallige netværks klubber og var valgt til klub i årets første hjemmebanekamp. Dermed skulle drengene spille forkamp mod et hold fra Herfølge Boldklub, samt løbe ind på banen sammen med spillerne, noget som Daniel helt sikkert havde glædet sig utrolig meget til.

Jeg må indrømme, at jeg selv var en smule nervøs, ikke så meget for resultatet af kampen, da det ikke var en kamp der betød noget som sådan, men om hvordan drengene ville reagere når der pludselig stod en anden end Bo og dirigerede ude på sidelinjen. Heldigvis havde jeg Tommy og Hans-Henrik vores 2 holdledere ved min side, da min viden om drengene er yderst begrænset. Bare det er finde rundt i navnene på alle ungerne er en udfordring.

Heldigvis tog drengene oplevelsen i stiv arm og startede kampen i et hæsblæsende tempo. Herfølge Boldklub kom kun op omkring feltet en enkelt gang i første halvleg på en noget heldig kontra, hvor dommeren så – som den eneste på stadion – så et straffespark begået. Heldigvis nappede William straffesparket, så vi kunne gå til pause 0-0 – dybt uretfærdigt efter spil og chancer, men sådan er fodbold jo engang imellem.

I anden halvleg mistede drengene koncentrationen, hvilket medførte to hurtige mål til Herfølge Boldklub, helt retfærdigt efter spil og chancer i anden halvleg. Drengene fra Køge viste dog god moral og fik fint reduceret til 2-2. Daniel – der var målmand i hele anden halvleg – besluttede sig dog pludselig for at begynde at drible med bolden i eget felt, hvilket kostede et mål og pludselig var vi igen bagud.

Hele holdet viste dog en fantastisk moral til slut og fik ikke blot udlignet men også bragt sig foran til sidst i kampen og taget revanche for nederlaget til Herfølge Boldklub sidste år på 7-2. Holdet fik vist en rigtig god moral og spillede en rigtig god kamp, specielt med tanker på, at vi først begynder træningen udendørs på mandag og det dermed var første gang de var på græs i 2011.

Der skal lyde en stor tak til alle drengene for en rigtig god indsats – William, Daniel, Mads-Emil, August, Mads, Tobias J, Mikkel, Thobias, Sebastian, Silas og Andreas. Flot kamp drenge!

Herfølge Boldklub – Køge FC : 3-4 (0-0)
Målscorene for Køge FC var Mikkel (3 stk) og Mads-Emil

Der har den seneste uge været en kraftig debat om TV2′s nye krimi serie ’Den som dræber’, som mange finder utrolig brutal og voldsom. Jeg har ikke selv set de 2 sendte afsnit, hvorfor jeg på ingen måde kan udtale mig om hverken volden eller andet indhold i serien. Kritikken går nu på, at serien starter klokken 20 – eller 20:05 nu når det er TV2 – og dermed sendes på et tidspunkt hvor mange børn stadig ser TV.

Jeg kan ærligtalt ikke tage denne kritik alvorlig, på trods af vi har en snart 11-årig knægt her i huset. Som forældre vil det efter min mening altid være Camilla og mit ansvar for hvad Daniel og Marcus ser i fjernsynet, det kan da aldrig være TV-stationernes ansvar. Hvis jeg mener der er et program i fjernsynet, som jeg ikke mener er egnet til mine unger, så må det da for pokker da være mit ansvar at han ikke ser det.

Vi lever efterhånden i en verden, hvor forældre skubber alt opdragelseansvar væk fra sig og forventer at børnehaver, skoler og TV-stationerne overtager rollerne over det vi selv har bragt til verden. Som forældre er vi ansvarlige over for vores børns handlinger, ligesom vi skal forberede dem til livet som voksen, i stedet lære vi dem nu, at ansvar er noget andre tager og det er sgu en farlig udvikling.

Hvis man som forældre ønsker at se et TV program, som gør det klart, at programmet ikke er egnet for de mindste poder, så er det ikke TV-stationens ansvar, men derimod forældrenes ansvar at finde en løsning. Vi lever i en teknologisk verden, hvor muligheden for at se et TV program senere end programsat har været muligt i mere end 30 år, enten via video- eller harddiskoptager, eller på den digitale måde via nettet.

Jeg erkender blankt at jeg ikke har 100 procent styr på hvad Daniel ser i fjernsynet på sit værelse, det ville kræve at jeg sad på skødet af ham, eller at jeg satte en kanal spærre op på hans antennekabel. Jeg har dog ikke en eneste gang oplevet – når jeg har været inde hos ham – at der har været andre TV programmer tændt end, Disney, Cartoon Networks eller hvad nu børnekanalerne hedder i programpakken.

Selvfølgelig kan Daniel komme ind i stuen og se noget i fjernsynet, som vi måske ikke bifalder han ser. Vi har dog en snedig anordning der hedder en “fjernbetjening”, der lynhurtigt kan skifte kanalen hen til noget andet – for det er nemlig noget ansvarlige forældre gør!

Her til middag har jeg lagt et udvalg af 80 billeder op fra februar 2011. Billederne henvender sig mest til familie og venner, da det mest af består af billeder af ungerne.

Du finder alle 80 (!) billeder fra februar under Foto, eller ved at trykke her.