termansen.info

Jeg har normalt en meget god forståelse for, at kommuner skal holde sig til nogle regler. Jeg har det faktisk fint med mange af de regler, ligesom jeg har forståelse for, at der rent faktisk er en grund til reglerne er der. Jeg er klar over at dem der arbejder med reglerne er mennesker, hvorfor der naturligvis også vil ske fejl – jeg er bare så fandens træt af, at disse fejl sker igen og igen, samt at det er mig som borger der skal fortælle dem at de har lavet en fejl… igen og igen!

Jeg erkender at jeg godt kan hidse mig op, samt at når jeg bliver sur måske kan virke truende, da jeg – som alle der kender mig ved – har en italiener gemt et eller andet sted inde i mig. Derfor bruger jeg ofte mit kropssprog til at vise, at jeg helt sikkert ikke er tilfreds. Jeg er blevet gjort bekendt med, at en sagsbehandler på rådhuset nok mente at min attitude havde været en del truende en dag jeg “snakkede” med hende – noget jeg selvfølgelig beklagede og undskyldte, samt gjorde helt klart, at jeg på intet tidspunkt kunne finde på at gøre hende eller andre noget, ligemeget hvor sur jeg blev. Jeg er faktisk ret sikker på hun var glad for min undskyldning, som jeg mente helt ærlig, lige så ærligt som jeg mener hun er et af de mest forfærdelige, smålige og usympatisk eksempler på skrankepaver som menneskeheden har frembragt. Heldigvis har jeg ikke nogen kontakt til omtalte sagsbehandler mere, det krævede dog en klage og en længere telefonsamtale med hendes leder, hvor jeg ærligt fortalte min mening om sagsbehandleren. En uge efter fik jeg et pænt brev, hvor omtalte sagsbehandler havde måtte indrømme over for sin leder, at “vi nok var kommet skævt ind på hinanden”, så det nok var smart jeg fik en ny sagsbehandler.

I dag – hvor jeg var hjemme med en syg knægt – måtte jeg så gå til stålet igen med kommunen. Denne gang var det ikke oppe på rådhuset hos de økonomiske sagsbehandlere, men den “rigtige” sagsbehandler. Faktisk var det slet ikke min sag, men Camilla der var fanget i “systemet”.

For næsten 2 måneder siden har Camilla lagt 960.- kroner ud for nogle bøger til hendes uddannelse som SOSU Assistent. Som ansat i kommunen får Camilla disse bøger dækket, hvis hun blot indlevere en kvittering. Første gang denne kvittering blev indleveret, blev den væk i systemet, hvilket jo altid er hyggeligt – det kan dog ske.

Camilla fik så i sidste uge beskeden, at hvis hun kom med en kvittering igen, så ville pengene selvfølgelig blive overført. Nu er det jo ikke sådan at man har to kopier af en kvittering liggende, så Camilla fandt bestillingen af bøgerne frem, hvorefter hun sender mig ned med den, for at høre om den kan bruges. Torsdag får Camilla telefonisk besked fra sin sagsbehandler, at den kan bruges og hun derfor har sendt pengene til udbetaling, så der ville gå 2-3 bankdage før de var udbetalt.

Tirsdag morgen (i dag) er pengene ikke dukket op på Camillas konto, hvorfor Camilla naturligvis ringer og spørger hvad problemet er. Camilla får den besked, at den “kvittering” som vi havde afleveret, alligevel ikke var god nok, hvilket hun også havde modtaget en mail om. Nu ligger landet således, at vores mailserver lige pt. er nede, så nej, Camilla har ikke modtaget den mail. Camilla fik også beskeden, at når hun fik afleveret den rigtige kvittering, så ville hendes økonomiske sagsbehandler udbetalte pengene. Nu har jeg snakket et par gange med Camillas økonomiske sagsbehandler, som jeg rent faktisk snakker rigtig godt med, så jeg tænkte jeg lige ville snakke med hende først, inden jeg gik igennem hele byen med en halvsløj unge i barnevognen.

Ganske utroligt, så er det ikke den økonomiske sagsbehandler der står for den udbetaling, det er lavet om for cirka 6 måneder siden, så det nu er nogle andre der skal stå for denne udbetaling. Jeg måtte derfor gå den tunge gang for at tage snakken med sagsbehandleren, så jeg kunne forklare hende, at reglerne / procedurerne altså ikke var som hun mente de var. Jeg indrømmer blankt at jeg var på kogepunktet da jeg ankom, hvilket sagsbehandleren – der er 10 år yngre og et hoved mindre end mig – også fornemmede, specielt efter jeg bad om at snakke med hende leder.

Efter en god halv times ventetid, kom jeg ind for at snakke med sagsbehandleren og en mand der vist nok præsenterede sig som teknisk koordinator, men vist mest af alt en sagsbehandler som var mand og skulle fungere som buffer mellem mig og den kvindelige sagsbehandler. Jeg lagde da også ud med det samme, og fortalte at jeg på ingen måde ønskede at fremstå som truende, hvilket vel også er svært med en 1-årig knægt på armen, men jeg simpelthen var så sur over den behandling som Camilla havde fået. Jeg mener at det er fuldstædig ude i hampen at snakke med en klient i telefonen, hvor man giver et svar, for derefter at skrive tilbage på en mail en dag eller 2 senere, at svaret er anderledes. Det er en hurtig løsning for at komme videre uden sikkerhed for at modtageren rent faktisk får beskeden. Det mindste man kan gøre er sgu at gribe telefonen og bruge de 2 minutter en mundlig besked tager.

Jeg forklarede hele “historien” til den mandlige kollega, som kun kunne give mig ret i, at der var sket fejl og det var beklageligt – hvilket Camillas sagsbehandler også måtte give ham ret i. “Løsningen” blev at pengene står på Camillas konto i morgen, samt at jeg fik navnet på sagsbehandlerens leder, som inden for kort tid får en mail. Jeg fik mig en gå tur hjem, hvor jeg kunne dampe lidt af.

Nu kan vi så kun afvente til i morgen, hvor må se om jeg skal til at blive sur for alvor…

Har lige smidt lidt nyt videomatriale op på YouTube til famillien, så alle kan følge med i hvordan det går mindstemanden, da jo som bekendt fyldte 1år sidste torsdag.

I torsdags opkom dagen, hvor vi havde haft fornøjelsen af Niclas i ét år, ét år med en af de mest fredfyldte unger – noget der dog dramatisk ændre sig når han er sulten.

Vi havde lørdag eftermiddag besøg af Svigermor og Svigerfar, min bror Peter, min egen mor og “tante” Ketty, til en omgang kaffe, kage og hjemmebagte boller. Jeg fik desværre ikke taget så mange billeder lørdag, men fik nappet nogle stykker sidst på dagen, samt da Niclas spiste den kage som Camilla havde lavet til ham.

Her søndag formiddag gik vi en tur til stranden sammen med Kaj og Hanne (Svigerfar og Svigermor), som overnattede. Jeg har nu samlet de billeder jeg fik “skudt” her i weekenden, hvis der skulle være nogen der vil kikke dem igennem.

Dagen i dag skulle mest af alt ha’ stået i oprydning/opfølgningens tegn, da vi skulle følge op på vores udskydning af software i sidste uge, samt jeg skulle ud og hente vores netværks udstyr (kabler og switch), efter fredagens “skydning”.

Som jeg nævnte her på bloggen i går, så havde jeg også et lægebesøg jeg gene ville presse ind, ligesom Marcus skulle have en samtale med Lisbeth fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) på Søndre Skole klokken 10. Alt var dog timet og tilrettelagt, da vores opfølgnings møde lå mellem 9 og 10.

Alt gik da også  fint og efter planen, indtil klokken 11, da min telefon ringede. Pludselig stod jeg med Daniels lærer i røret, der kunne fortælle, at Daniel var faldet og slået baghovedet og havde fortalt, at han var lidt svimmel og havde en lille smule kvalme – de “bedste” tegn på en hjernerystelse.

Det var ikke værre, end at jeg måtte hente ham, heldigvis var jeg ikke så langt væk og da jeg “blot” var igang med at pakke vores udstyr sammen, var det ikke noget problem at have ham ved siden af. Vi fik da også pakket sammen hurtigt og var ude af døren omkring det tidspunkt hvor Camilla havde fri. Camilla svarede dog ikke på sin telefon, hvorfor jeg måtte tage Daniel med tilbage på Rådhuset.

Daniel fandt hurtigt ud af, at det ikke var en helt dårlig ting at være med stedfar på arbejde, da der både var kage og sodavand, samt mulighed for at sidde ved en computer. Camilla fik dog ringet tilbage, da det viste sig, at hendes telefon var løbet tør for strøm. En lille halv time efter blev Daniel hentet, og han havde det da ikke mere skidt, end at han kun løbe hele vejen hjem fra Rådhuset, ved siden af Camilla der cyklede hjem.

Dermed var arbejdsdagen næsten slut, da jeg havde fået en tid hos lægen klokken 14:30, der “blot” kunne konstatere, at jeg havde fået en omgang akut lumbago. Jeg fik en recept på 20 Diklofenak, som jeg har fået før med held. Jeg fik dog også en mindre skideballe, da jeg fortalte, at jeg “måske” var kommet til at spille lidt fodbold i går sammen med mit U11 hold.

Heldigvis kunne jeg allerede i morges mærke, at jeg havde mindre smerter end i går, men det var nu rart lige at få nogle piller til lige at tage det værste af de smerter der stadig sidder i ryggen.

Dermed skulle jeg være klar til endnu en arbejdsdag i morgen, hvor der igen skal skydes software, denne gang i test på Sct. Nikolai skole. Forhåbentlig uden børn der slå hovedet…

Jeg har altid haft problemer med min ryg, lige siden jeg arbejdede som flaskedreng i kiosken på Vallø Camping som 14-15 årig, hvor der ikke lige var fokus på korrekte arbejdsstillinger, eller hensyntagen til sådan noget som regler – eller overholdelse af sådanne.

Jeg sidder slet ikke og klynker, for det var en rigtig fed tid, en tid jeg husker tilbage på med glæde, når min ryg altså ikke lige er som nu. Jeg kan ikke mindes en tid, hvor jeg havde mere frihed, eller “scorede” mere end de 2 sommer, hvor jeg stod bag kassen og “smed” rundt med 2-3 fyldte ølkasser af gangen når der var travlt.

Cirka en gang om året kommer jeg dog til at betale for den tid på campingpladsen, da kommer smerterne tilbage, i sådan en grad, at det nærmest er umuligt for mig bare at gå normalt. Jeg har altid problemer med at komme til lægen hurtigt nok når smerterne nærmer sig, hvilket nok er grunden til jeg sidder her og knap nok kan bevæge mig.

Jeg må dog også indrømme, at jeg ikke er helt flik ved mig selv når jeg har ondt i ryggen. Jeg har efterhånden lært, at der ikke er meget jeg kan gøre end at holde mig i ro når jeg får problemer med ryggen, alligevel går det galt. Bare her i dag havde jeg træning  med U11 holdet, hvor jeg havde alle intentioner om at holde mig ude på sidelinjen, alligevel endte jeg med at rende rundt på banen og spille med.

Det er lidt det samme med arbejdet, hvor jeg simpelthen ikke kan holde mig i ro, hvorfor jeg også rendte rundt og satte 39 laptops op med strøm og netværk. Faktisk sagde vores projektleder, at jeg lignede en der burde ligge i sengen, hvortil jeg kun kunne svare, at det var der ikke tid til, men nok burde ha’ sagt, at hvis hun afsatte tid til det i projektet, så skulle jeg nok gøre det.

Jeg har dog besluttet mig for, at det er på tide at tage turen til lægen i morgen, da jeg knap nok kan gå rundt og faktisk har det bedst når jeg ligger ned. Jeg har tidligere fået nogle piller for ryggen der virkede fint, da de løsnede fint op for den muskel eller nerve der sidder og gør ondt, eller hvad der nu end er galt.

Nå, jeg overlever sikkert, men hvis du møder en i morgen der går som klokkeren fra Notre Dame omkring Køge, så er det sikkert mig…

Efter en hård uge på arbejdet i sidste uge, med massere af udfordringer men heldigvis også massere af ros fra vores projekt leder, kom denne forlængede weekend på 3 dage kærkomment. Vi har aldrig haft pinse traditioner her hos os, da disse dage mest af alt er brugt på at komme sig, samt gøre klar til arbejds rykket før sommerferien.

Jeg har brugt det mest af tiden her i weekenden sammen med Marcus, både lørdag og søndag har vi været ude og cykle, ligesom der også er blevet tid til noget fodbold ude i haven, hvor græsset endelig er ved at komme op. Allerede nu ved jeg dog det bliver noget af en hård uge at komme igennem, ligesom de 2 efterfølgende, da vi skal rulle en masse software ud på skolerne inden de går på sommerferie.

Her hjemme er der også blevet rullet software ud, mine to laptops er blevet reinstalleret med Windows 7 Ultimate, ligesom jeg nok kommer til at bruge noget tid på min server, som desværre har været nede i 1½ uge, da jeg ikke har haft tid eller overskud til at reinstallere Windows 2008.

Jeg har faktisk været rigtig dårlig til at reinstallere mine maskiner her det sidste lange stykke tid. Før i tiden reinstallerede jeg altid mine maskiner ca. hver 3. måned, så blev der ryddet op og hvis jeg glemte at installere noget igen, så var det nok fordi det ikke blev brugt så meget. Siden vi har fået Niclas er det dog ikke det store der er blevet reinstalleret, så da jeg alligevel skulle reinstallere den ene, så kunne jeg lige så godt tage den anden med.

Nu sidder jeg så med 2 næsten helt blanke maskiner og en lang liste af software jeg mangler at ligge ind på dem. Problemet er dog, at langt det meste af min software ligger på den server der lige pt. ikke køre, så det er ret begrænset hvad jeg kan ligge ind på dem. Jeg satser dog på at få reinstalleret min server her i dag, så den er klar i aften, hvor jeg så kan begynde at ligge software på mine 2 laptops stille og roligt… Der skal dog også lige trænes fodbold, da vi ikke holder pinse på fodboldholdet, efter valg hos træneren…

Nå, Marcus har været vågen siden 4:55, ligesom han også mente jeg skulle rette på hans dyne klokken 3 i nat, så jeg vil smutte ind i stuen, med en kop kaffe i hånden og en smøg, med håb om at de er med til at fjerne trangen til at aflive ham. :)

I dag kan B.T. fortælle, at flere og flere svømmehaller modtager klager fra unge (under 30) kvinder, over andre kvinder der medtager deres – formoder jeg – drengebørn i kvindernes omklædningsrum.

Er vi virkelig blevet så krops forskrækket, at man nu ligefrem skal klage over, at der står et lille barn og kikker? Kan vi ikke blive enige om, at det i langt de fleste tilfælde lige netop er kvinder under 30, der weekend efter weekend kæmper sig ned i det mest tætsiddende og kropsnære tøj, for at bevæge sig hen til det lokale diskotek, hvor de bruger flere timer på at vise sig frem foran det mandlige publikum, samt hvad der derefter kan følge.

Det er altså disse kvinder, der finder det nødvendigt ligefrem at klage til svømmehallerne, fordi et barn spørger, “Mor, hvorfor ser dine bryster ikke sådan ud?”.

Jeg havde Marcus med på Herfølge Stadion (SEAN NVE Park) i sidste weekend, det var godt vejr og der skulle nydes noget fodbold. Da jeg på et tidspunkt skulle på toilettet, tager jeg Marcus i hånden og tager ham med. Da jeg nu engang er mand, er pissoiret nu engang den nemmeste løsning. Marcus er 3 år gammel, ikke helt gammel nok til at slippe hans ble, men gammel nok til at syntes det er lidt spændende når hans far står op og tisser.

Jeg har absolut intet problem med at Marcus står og følger med, hvilket han også gjorde på Herfølge Stadion, da en anden mand kommer ind på toilettet. Han stiller sig også op for at tisse, da Marcus som det mest naturlige i verden blot vender hovedet 180 grader, og begynder at se på den anden mand tisser. Jeg fik lige kontakt til Marcus, hvorefter jeg fortalte ham, at det var okay, at kikke på far, men gerne lige måtte lade manden tisse i fred. Manden sendte mig et, “det er okay, han er jo bare en lille dreng”, nik med hovedet, samt et smil til Marcus da han forlod toilettet – den optimale løsning på hele situationen.

Skulle manden ha’ begyndt at råbe og skrige, eller kalde på stadion vagterne? Selvfølgelig skulle han ikke det, heller ikke hvis Marcus havde været en pige. Hvordan fanden forventer vi at børn skal vokse op, med blot et nogenlunde normalt forhold til både kvindens eller mandens krop, hvis de ikke får en jordisk chance for at se, at der findes kroppe der ser anderledes ud end deres egen og deres forældres.

Er de kvinder der klager nervøse for, at lille Simon på 5 år, går ned i børnehaven og fortæller, at han i weekenden så nogle ordenlige babser nede i svømmehallen? Børn er nysgerrige, og hvis de ser noget de ikke plejer at se, så kikker de og stiller spørgsmål, hvis de ikke gjorde dette, så ville de jo ikke være børn.

Hvis man ikke bryder sig om at være nøgen over før andre, så bør svømmehallen nok ikke være ens første valg i weekenderne. Kom da for pokker ned af hesten og lev på den samme planet som os andre, din krop ændre sig ikke fordi en 5 årig dreng kikker på den.

Jeg har mærke det i længere tid… Jeg har haft svære og sværere ved at sidde og juble over en fodboldkamp, har ikke været helt oppe og køre over mesterskaber eller super flotte resultater.

F.C. Københavns utrolig flotte Champions League resultater har nærmest blot kunne fremskaffe et anderkendende nik med hovedet… videre til næste kamp. Jeg har heller ikke rigtig nydt de seneste års mesterskaber, de har blot gjort det forventede.

Jeg har det ikke meget anderledes med F.C. København for tiden, jeg ser alle deres kampe og følger dog også rigtig godt med i nyheder og hvad der ellers er af rygter, men et rygte om en ny spiller eller træner skaber på ingen måde ”kriller” i maven på mig mere.

Alligevel har jeg fundet min glæde ved fodbolden frem igen, den glæde ved fodbolden der gør, at man kan være helt oppe i skyerne efter en sejr, ligesom et nederlag har den direkte modsatte effekt. Jeg har fundet min glæde på det helt basale sted i fodboldverden, nemlig som træner for en flok U11 spillere.

I går spillede ”mine” drenge en noget nær perfekt kamp, en kamp som gjorde, at jeg var glad det meste af dagen. Ikke så meget fordi vi vandt – det gjorde selvfølgelig det lidt bedre – men fordi jeg kunne se, at drengene havde lyttet efter hvad jeg havde talt med dem om før kampen og til vores træning.

Jeg har selv Daniel på holdet og selv om jeg skal tage ”stedfar” og ”træner” brillerne af, så er han med sikkerhed den bedste målmand jeg har set på hans alder. Han sluger de informationer jeg snakker med ham om, men han lytter ikke blot når vi sidder her hjemme og snakker, han bruger det også i kampene. Det var helt fantastisk at se ham i går, hvor han dirigerede hans forsvar og stort set ikke satte en fod forkert i kampen.

Selvfølgelig er det nemmest at påvirke Daniel, i og med jeg har ham her hjemme, men bare det at vores forsvarsspillere kan høre ham dirigere dem, gør at de kan spille mere roligt og fokusere på det de skal lave. En målmand er langt mere end ham der ”bare” skal tage skud på mål.

Jeg ved også at min glæde til fodbolden er vendt tilbage, fordi allerede 2 timer efter sejren var jeg videre, kampen blev skubbet i baggrunden, da jeg vidste at der var træning igen mandag, samt kamp igen onsdag. Hele aften i går lå disse to ting i mit baghoved og rumlede.

Hvilke øvelser skal jeg lave med dem mandag, hvad skal vi have snakket om? Skal jeg give dem en let træning efter sejren, eller fordi der allerede er kamp igen onsdag? Måske skal de piskes igennem en knald hård træning, så de ikke tror de kan gå på vandet efter en 6-0 sejr? Sådan tanker – og mange andre – kørte igennem hovedet i går.

Jeg skulle også til at finde ud af hvem der skal udtages til kampen onsdag. Allerede inden kampen i går, vidste jeg at en af vores vigtigste spillere ikke kan være med onsdag, hvilket selvfølgelig gør udtagelsen lidt nemmere, men giver også et ”hul” på holdet. Det er selvfølgelig ting som alle trænere skal forholde sig til, der er intet specielt i disse situationer – jeg havde bare ikke forventet, at det ville give mig så stor en glæde ved fodbolden igen.

Jeg kan virkelig mærke, at når jeg står ude på banen og ser drengene spille, det både til kamp og til træning, så giver det mig en stor glæde at se dem lykkes med noget, lige så stor glæde som de har. Jeg ved også derfor, at de bliver nød til at lære, at det ikke nytter noget at forsøge at drible igennem 6 mand gang på gang, da det kun vil skabe nederlag.

Vi har nogle drenge som virkelig godt kan spille fodbold, der virkelig godt forstår hvad der er vigtigt på en fodboldbane. Drenge som ikke bare kan skyde til en bold, men også ved, at det er vigtigt at løbe med hjem, at spille sine medspillere på det rigtige tidpunkt og være en del af et hold. Vi har også drenge som mister overblikket når de får bolden, drenge som nok ikke er de første der bliver valgt, når der bliver spillet fodbold over i skolen.

Mit ansvar som træner er mindst lige så stort over for de drenge. Som træner har jeg også en socialt ansvar over for drengene, de er alle en del af truppen og skal føle de er en del af truppen. Jeg har den holdning, at alle drengene skal med ud og spille kamp, men jeg har også den indstilling, at vi skal vinde de kampe vi spiller.

Jeg får stadig et smil på læberne, når jeg husker tilbage på vores træningskamp mod Lille Skensved i onsdags. Forfærdelig kamp på en forfærdelig bane. En af drengene som lige er startet på holdet, var dog med for første gang til en kamp, mor sad ude på sidelinjen og så score han et mål. Vi er mere eller mindre håbløst bagud, men bare den glæde han viste og den stolthed han havde efter kampen over at have scoret, var hele kampen værd. Han havde fået en personlig sejr, som intet kunne røre ved, han havde scoret et mål i hans første kamp.

Det er derfor en balancegang hver gang truppen skal udvælges. Derfor kan jeg heller ikke stille med 2 næsten forskellige hold hver anden uge, der bliver nød til at være en stamme, som resten af holdet kan læne sig op af, en stamme som der selvfølgelig kan ske udskiftninger i, hvis en eller flere spillere gør jeg fortjent til det.

Nå, bottom line var, at jeg har genfundet min glæde ved fodbold og jeg glæder min til i morgen, så skal der nemlig trænes på træningsbanen igen.

Der er ingen tvivl om, at jeg har haft set frem til denne dag. Jeg har haft set frem til den både med glæde og spænding, men også med en smule skeptisk. Glæden og spændingen siger sig næsten sig selv, jeg ville få officiel debut som træner for “mine” U11 drenge i rækken, det kan man kun glæde sig til.

Det skeptiske kom af, at vores 2 trænings kampe ikke helt er gået som forventet – og så dog alligevel. Efter vores 3-4 sejr over Herfølge Boldklub i forkampen til HB Køges forårs debut på hjemmebane, har vi spillet 2 træningskampe. Med alt respekt for de to klubber vi har mødt, så har deres baner været tæt på skandaløse ringe. Vi har også stillet med lidt uvante hold, hvor vi tog mere hensyn til alder end evner på fodboldbanen, da hele trænerteamet har den indstilling, at alle selvfølgelig skal have lov til at komme ud og spille.

Måske derfor er det også endt med 2 rungende nederlag, hvilket selvfølgelig ikke har været super sjovt for ungerne, men det har måske også lært dem, at de altså ikke kan gå på vandet. Jeg har også lært meget af de 2 kampe, både hvordan spillerne klare det på lidt uvante pladser, men så sandelig også om hvordan de håndtere lidt svære kampe rent mentalt.

I dagens kamp mod Køge Boldklub – ægte lokal opgør – stillede vi derfor i noget nær stærkeste opstilling. Jeg var før kampe klar over, at vores angriber og anfører ikke ville kunne spille onsdag, så jeg valgte at spare en af drengene til den kamp. Det der dog gjorde kampen ekstra god fra mit synspunkt, var dog ikke så meget at vi vandt, men at drengene overholdt vores aftale vi lavede før kampen, samt jeg kunne se de fulgte nogle af de ting som vi har haft talt om til træning. At “dommeren” så gjorde sit bedste for at bringe mit pis i kog, ja det tog drengene ikke så tungt, der var intet brok fra deres side, selv om jeg stod og bed mig i underlæben flere gange.

Jeg må klart indrømme, at jeg skal holde igen når jeg står ude på sidelinjen. Det er ikke fordi jeg er ved at svine dommeren til eller noget – jeg er meget bevidst om hvilket sprog jeg bruger når drengene er i nærheden – men det er sgu svært ikke at råbe til dommeren at han godt må dømme efter fodboldreglerne. Det var måske også derfor at vores holdleder Tommy, begyndte at nævne José Mourinho, da jeg har lidt svært ved at holde mig helt tilbage med mine gestikuleringer med armene under kampene.

Min ærlige mening er, at hvis man som træner ikke kan leve sig 100 procent ind i kampene og være drøn uenig med dommeren om domme i kampen – eller mangel på samme – så skal man holde sig væk fra at være træner. Selvfølgelig skal man gøre det i en ordenlig tone, uden man på nogen måde taler grimt, men man må godt fortælle dommeren at man er uenig. Jeg vil dog på ingen måde acceptere at mine spillere begynder at brokke sig til dommeren, det er 9/10/11 årige drenge slet ikke store nok til, lad de voksne om det.

Alt i alt var det dog en dejlig måde at starte lørdagen på, Daniel stod en fantastisk kamp, hvor han dirigerede sit forsvar som en ren prof, mens Mikkel voksede 100 procent med opgaven som anfører og målsluger. Set overordnet, så spillede drengene stort set en fejlfri kamp og de små fejl der blev begået, er ting der altid vil blive begået i den aldersgruppe. Så jeg må sgu indrømme, at det var en stolt træner der tog hjem efter kampen, noget drengene helt klart også kommer til at høre når trænings banerne kalder igen på mandag.

Vi er nu igang med det andet forår her på Drusesvej, hvilket naturligvis betyder, at der skal til at ligges nogle timer i haven. Sidste år lagde jeg rigtig mange timer i haven, da den virkelig trængte til en ordenlig omgang. Hele foråret og sommeren sidste år gik tiden i haven med at beskærer træerne og køre haveaffald på genbrugspladsen. 14-15 gange måtte jeg køre på genbrugspladsen med haveaffald, alene nedfaldne nåle fra de træerne fyldte 22 fyldte plasticsække.

Sidste år fik jeg også etableret en lille køkkenhave, samt mit højtelskede jordbærbed. Vi fik desværre ikke så meget ud af køkkenhaven sidste år, hvilket mest af alt nok skyldes min mangel på pleje og omsorg, da resten af haven simpelthen tog alt tid. Jordbærbedet gav heller ikke det store udbytte, men det skyldes at jeg først fik plantet vores medbragte jordbærplanter omkring den 1. november 2009 da vi flyttede ind – ikke det optimale tidspunkt at plante ud. I år kan jeg se jordbærplanterne virkelig har sat sig, hvilket helt sikkert vil bringe lykke blandt ungerne til sommer.

Hækken er vokset helt enormt den seneste måned, hvilket passer og ganske godt. Sidste år klippede jeg den stort set kun på siderne, da vi ønskede lidt mere højde på den – det må man sige vi har fået her til foråret. Hækken mangler stadig lidt tæthed, men det ser ud til at komme.

Mit helt store projekt sidste år var opstamningen af vores træer i haven. Træerne havde fået lov til at vokse “vildt” de sidste 10-15 år, hvilket betød at de var alt for voldsomme og tog så meget lys fra haven, at ca. 30 m2 af grunden var fuldstændig utilgængelig. Efter opstamningen fik jeg sået græs, som rent faktisk kom ganske godt. Her til foråret er alt det nye græs dog forsvundet og da jeg ikke er den store have ekspert, har jeg ikke en forklaring på problemet.

I går gik jeg dog i gang med riven, så jeg kom godt ned i jorden. Jeg gik derfor straks igang med at så noget nyt græs, samt vande jorden godt igennem, mens jeg krydsende fingerne for et godt resultat. Jeg er dog ret sikker på, at ligemeget hvad, så skal jeg så græs igen til efteråret, bare lige for at være sikker på et godt resultat til næste år.

Dermed er der kun ukrudtpleje - som altid – samt det helt store projekt i år, nemlig malingen af alt træværket udenfor. Når man kikker på træværket udenfor, så er det næppe mange der er i tvivl om, at det er mange år siden det sidst har set en pensel. Dette skal der gøres noget ved i år hen over foråret / sommeren.

Lige nu vil jeg dog fokusere på dagen i dag, da Camilla har fødselsdag og næppe acceptere, at jeg bruger hele dagen i haven. :)