Jeg har det svært når jeg skal aflevere Marcus i vuggestuen om morgen, ikke fordi jeg har svært ved at aflevere ham, det har vi det begge fint med. Jeg ved han kommer til at hygge sig og have det sjovt, ligesom han også ved at Far kommer og henter ham igen, eller er hjemme de dage hvor det er Mor der henter ham.
Mit problem er de voksne over i vuggestuen, ikke nødvendigvis dem der passer Marcus, og slet ikke fordi jeg ikke tror de er gode ved ham, for det er jeg sikker på de er. Nej, det er ALLE voksne jeg møder på min vej hen til vuggestuen, og henne i vuggestuen, alle de voksne som jeg ikke kender, men som åbenbart mener at det at ha’ fået et barn, automatisk gør at man kommer ind i en ”Go’ Morgen Klub”.
Jeg ved jeg er mærkelig på mange punkter, det gør Camilla mig ofte opmærksom på. Jeg kan ikke selv komme med nogen speciel god forklaring på det, men jeg bryder mig simpelthen bare ikke om, at folk jeg ikke kender snakker til mig. Det er dog ikke sådan at folk slet ikke må snakke til mig, jeg har det fint med at folk spørger om vej, ligesom jeg også sagtens kan snakke med ansatte i butikker.
Jeg tror der ligger i, at jeg ikke føler, at jeg har nogen som helst kontrol over samtalen, for det ligger ikke i, at jeg slet ikke kan li at snakke. Jeg kan snakke i timevis, hvis det er folk jeg kender og føler mig i godt selskab med. Jeg har det også fint med at snakke med børn, jeg kunne aldrig drømme om ikke at hilse på et barn som snakker til mig, selvom jeg ikke har set ungen før. Jeg finder det dybt uforskammet, når en voksen ignorere et barn der siger hej, da barnet blot udtrykker en glæde ved at møde en.
Jeg fandet det utrolig svært i starten da jeg boede i Fredericia, her hilser man på fremmede på gaden, hvilket slet ikke passede ind i mit verdenbillede. Jeg kom direkte fra Hellerup, hvor man passede sine egne ting og blot hilste på naboen og andre folk man havde sin omgang med. På nogle punkter ligner Køge lidt Fredericia, da Køge altid vil være en provinsby, ligemeget hvor meget den gerne vil være en port til København.
Jeg glemmer aldrig en situation her i Køge, der skete lige efter vi var flyttet her til. Jeg gik ind i en kiosk for at købe cigaretter til Camilla og mig selv, i sig selv ikke den store begivenhed. En ældre dame var i gang med at betale for sin lotto, hvilket gik overraskende hurtigt, i betragtning af hvor lang tid ældre mennesker normalt skal bruge på at finde kontanter frem – det virker lidt som om, det altid kommer som en kæmpe overraskelse, at når det er deres tur i køen, så betyder det at de skal til at betale. Da det blev min tur, bad jeg om cigaretter, hvilket åbenbart vækkede den ældre dame fra sin døs. Jeg fik en svada om, at jeg burde tænke på mit helbred, hvis jeg genne ville blive så gammel som hende! Jeg indrømmer, at jeg skulle bruge et kvart sekundt på at samle mig, hvorefter jeg kort for hovedet fik fortalt hende, at det bestemt ikke ragede hende hvad jeg brugte mine penge på, samt at hun nok skulle holde sig fra yderlige kommentare, hvis hun da ønskede at blive ældre.
Den stakkels mand bag disken gav mig et sympatisk træk på skulderen, efter den ældre dame hurtigt havede lukket døren efter sig, da jeg er sikker på han udmærket kunne fornemme, at jeg måske ikke lige var i humør til en kæk bemærkning.
Situation kunne helt sikkert have fundet sted 2000 steder i landet, men den ramte bare en kæmpe nerve i min krop. For det første snakkede den ældre dame til mig (i en nedladende tone ovenikøbet), og ikke nok med det, hun blandede sig i mit privatliv, omkring et valg jeg har taget.
Lige omkring rygning, så har jeg ofte en kamp. Camilla er gravid, så vi kommer i løbende kontakt med personer der er ansat i sundhedssektoren. Jeg har gang på gang oplevet sygeplejesker og læger, der ikke vil acceptere at jeg (og Camilla) ryger fordi vi har børn. Jeg har en enkelt gang oplevet en læge, der sidestillede det at jeg røg med vanrøgt af Marcus. Jeg måtte så fortælle hende, at hvis hun mente jeg gjorde noget ulovligt, så skulle hun ringe til politiet (jeg tilbød hende endda at hun måtte bruge min telefon til opkaldet), ellers ville jeg råde hende til at stoppe med at snakke, ligesom jeg fortalte hende, at hun skulle være glad for at jeg havde mit barn siddende ved siden af mig, samt at jeg ikke var 25 år mere, da jeg ellers ville ha’ smasket hende en på siden af hovedet.
Jeg forstår godt at læger, sygeplejesker og jordmødre skal informere om de skadelige virkninger som rygning kan ha’, men de må også acceptere at det ikke er deres valg, ligesom de skal acceptere at personen de snakker til, ikke er forpligtet til at følge deres råd. Det er som om, at mange ansatte i sundhedsplejen tror de er de første til at informere om at rygning er skadeligt – som om, at de tror at så snart de har fortalt at det er skadeligt at ryge, så ligger jeg mine cigaretter og vender ryggen til dem for altid.
Nå, jeg fik bevæget mig lidt rundt i emnerne – min pointe var blot … hold op med at hils på mig, hvis du ikke kender mig! :)