Det er sjældent en god idé, at besøge steder som har betydet meget for ens barndom, specielt hvis der er gået mange år siden sidst man har set stedet. Sådan et sted har jeg på Falster, nærmere et hus i den lille by Moseby, en lille flække som de fleste aldrig har hørt om.

Allerede inden Camilla og jeg kørte til Langeland, havde jeg besluttet mig for at køre forbi Moseby på vej hjem. Jeg var klar over at jeg med sikkerhed ville blive skuffet, samt at turen ville blive noget længere, end hvis vi bare nappede broen og holdte farten på 130 km/t.

Vel over med færgen og turen over Lolland, kørte vi over Falster igennem en masse små byer, som jeg med sikkerhed ville ha’ kunne navnene på, hvis det ikke var fordi, at sidst jeg har kørt der, nok var engang i sommeren 1982, hvilket betyder, at jeg ikke har været meget mere end 6 år gammel, sidst jeg kørte der. Nu jeg lige sidder og tænker tilbage, så har det nok været senere end ’82, men engang i starten/midten af 80′erne har det helt sikkert været.

Jeg var sikker på, at jeg sagtens ville kunne genkende huset, og kunne også mærke en mærkelig følelse i kroppen, da jeg så byskiltet. Jeg kunne fortælle Camilla, at når vi kom rundt om det første hjørne, så ville der komme en stor gård, der lå helt ude til vejen, hvilket der også ganske rigtig gjorde. Camilla spurte mig, om jeg kunne adressen, hvilket jeg måtte indrømme at ikke kunne, men at jeg var sikker på, at jeg ville kunne genkende huset når jeg så det.

Jeg blev dog et øjeblik i tvivl, da jeg så to hvide huse, lige ved siden af hinanden, begge med stårtag. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at det ene hus var af mursten, mens det “rigtige” var med bindingsværk – huset var fundet. Vi fik stoppet bilen og jeg hoppede ud som den “københavner” jeg nu er, og begyndte at tage billeder af huset.

Jeg fik ikke taget mere end 3-4 billeder, før en lidt ældre kvinde kom ud af huset, og spurte mig i en meget venlig tone, hvilken interesse jeg havde i huset. Jeg undskyldte mange gange for sådan at fotografere hendes hus, men fortalte hende, at min farmor og farfar havde haft huset da jeg var barn, og derfor havde tilbragt rigtig mange dage af mine sommerferier i huset. Hun spurte mig straks om jeg ikke ville indenfor og se nærmere på huset, og hun kunne se jeg havde min kone og børn med, så de skulle da også med ind.

Jeg fik parkeret bilen i indkørslen og fik pillet Marcus ud af bilen, mens Camilla benyttede chancen til at give Niclas lidt mad, samt skifte en ble. Kvinden (som hedder Vibeke), spurte mig hvem min farmor og farfar var (det var vist en lille test), og jeg kunne fortælle at det var Hans og Else Termansen, hvilket var som at sige de magiske ord.

Vibeke har aldrig kendt min farmor eller farfar, men der var ingen tvivl om, at hun havde hørt om dem, ligesom det også var tydeligt, at hun fundet ud af meget af husets historie. Da vi kom ud i haven, var det tydeligt, at der var lagt et stort og kærligt arbejde i haven. Der var stadig en del jeg kunne genkende, valnødetræet, æbletræerne og andre små ting hist og her. Vibeke var tydeligvis meget interesseret i at høre om, hvordan haven så ud tidligere, men jeg måtte indrømme, at det ikke var det store jeg kunne huske af detaljer, da det mere var minderne om min farmor og farfar der pressede sig på – hvilket også resulterede i, at jeg pludselig stod og stortudede midt i haven – ikke ligefrem noget jeg oplever hver dag.

Vibeke blev næsten ked af det, men jeg kunne berolige hende med, at jeg bare var super glad, fordi hun netop havde holdt haven i min farmors ånd, med massere af blomster og frugt planter – huset i Moseby var min farmors fristed om sommeren, og jeg er sikker på, at det mere hårdt end nogen af os kunne forstå, da hun blev nød til at sælge huset, da min farfar blev syg.

Camilla var nu blevet færdig med at amme, og Vibeke inviterede os indenfor i huset, så vi kunne se hvordan huset nu stod. Jeg kunne med det samme genkende køkkenet, hvor der dog var flyttet rundt på alt, ligesom hun også havde fået lavet badeværelset helt om – og kun til det bedre med begge rum. Jeg husker ikke så mange detaljer fra min barndom om huset indvendigt, da det absolut ikke var der hvor jeg tilbragte tiden, men jeg kunne da give hende et par detaljer som hun ikke var klar over. Vibeke undskyldte dog, at der ikke længere var nogle døre indenfor, men at de skam stadig stod oppe på loftet.

Det var tydeligt, at det nu var en kvinde der ejede huset, som virkelig var glad for stedet. Jeg fortalte hende, at jeg syntes det var dejligt at se huset igen, ligesom hun absolut intet havde at undskylde med hensyn til de ting hun havde lavet ved huset – jeg ville selv ha’ lavet de samme ting, hvis det var mit hus, men jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne ha’ lavet det halvt så godt.

Det var virkelig en dejlig oplevelse at se huset igen. Vibeke afsluttede vores besøg med at sige, at hvis vi en anden gang var i nærheden af Moseby, så var vi mere end velkommen til at kikke forbi igen – og jeg er bange for, at det nok er et tilbud jeg vil holde hende fast på :).