Jeg har en mærkelig uro i kroppen, ikke fordi jeg er ved at blive syg – jeg har det bare lidt skidt… Heldigvis ved jeg hvad det skyldes, samt hvornår det stopper igen.

Det begyndte faktisk i onsdags – omkring middagstid – sådan en mærkelig fornemmelse i maven, den der fornemmelse der siger en, at der er et eller andet galt. Hele min krop fortalte mig der var noget galt, selvom mit hoved prøvede at fortælle kroppen noget andet. En stor del af min bevidsthed er helt klar over, at der ikke er noget galt, alt er i den fineste orden, alligevel prøver min underbevidsthed at fortælle mig noget andet – og jeg finder det faktisk lidt belastende.

Heldigvis er det hele overstået på søndag – Marcus er nemlig på ferie.

Jeg ved at mange vil mene jeg er pylret og overbeskyttende, Camilla griner af mig og har sagt tyve gange, at det er sundt for både ham og mig, at han for lov til at komme lidt væk på ferie. Det er da heller ikke fordi jeg ikke under ham at komme ud og opleve noget, ligesom jeg under hans bedsteforældre, at de for lov til at tilbringe noget tid sammen med ham alene, uden hans forældre.

Jeg er helt sikker på, at Marcus på ingen måder lider overlast, ligesom jeg ved at han hygger sig til den helt store guldmedalje, hvilket også er grunden til, at jeg ikke allerede har startet bilen og kørt til Langeland for at hente ham.

I går morges ringede Camilla ned for at høre hvordan det gik, og vi fik snakket med ham i telefonen. Vi havde ellers aftalt at vi ikke ville snakke med ham i telefonen før lørdag, for ikke at gøre ham for forvirret. Svigerfar var dog ikke blevet breefet om planen, så Marcus fik telefonen inden Camilla kunne nå at sige noget. Nu da Camilla havde talt med ham, fik jeg også lige telefonen for at sige “Hej” – det skulle jeg aldrig ha’ gjort! Marcus snakkede lystigt om alle de ting han havde lavet sammen med Bedstefar i løbet af morgnen, han var i rigtig godt humør, da han både havde set fugle, været ude på gyngen og kørt på rutsjebane, helt sikkert en morgen lige efter hans smag.

Jeg kunne dog mærke på mig selv, at det absolut ikke var en samtale jeg havde nydt, da jeg gav telefonen tilbage til Camilla, der kom et stort tomt hul lige midt i brystet på mig. Det var en samtale jeg absolut godt kunne ha’ været foruden. Siden jeg snakkede med ham, har jeg været ekstra meget restløs, ligesom jeg har svært ved at vente til det bliver søndag.

Det er sikkert mig der er pyldret – men for pokker hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen!