De seneste dage har der været en livlig debat i de danske medier, efter Facebook annoncerede, at de nu vil give mulighed for at folk kan tilføje en lokation til deres indlæg, i Facebook verden kaldt “Places”. Når selv det når “Go’Morgen Danmark” på TV2, så kan vi med sikkerhed regne med, at det kommer til at køre endnu en gang igennem møllen.
I dagens udgave af “Go’Morgen Danmark” blev der rejst den eneste valide bekymring jeg hidtil har hørt i debatten, nemlig at hvis man er sammen med andre personer, så kan de “tagge” en, hvilket dermed vil give ens lokation ud på nettet, uden man selv har aktivt “checket ind” på kortet.
Jeg har selv ikke de store bekymringer omkring “places” som medierne åbenbart har, måske fordi jeg har brugt det igennem længere tid på Twitter, hvor jeg hver gang jeg skriver et indlæg via min iPhone, automatisk sender mine GPS position, en feature man kan slå til og fra, som man selv ønsker det.
Mit store spørgsmål er dog, hvor ligger folks bekymring henne, og er den så stor som medierne gør den til?
Flere “eksperter” (også i Go’Morgen Danmark) nævner, at ved brug af “Places” (som endnu ikke er slået til i Danmark), vil det være muligt for folk at se hvis man ikke er hjemme, hvilket dermed vil udgøre en sikkerheds risiko for at man evt. vil kunne få indbrud. Det er de samme “eksperter” som igennem det sidste år har udtalt sig utallige gange i diverse medier, om at man skal sikre sin Facebook konto, så alle ikke har mulighed for at se ens status opdateringer, ligesom Facebook selv har strammet den defaulte sikkerhed på ens konto, således at kun venner eller “venners venner” kan se dem.
Jeg har selv svært ved at forstille mig, at nogle af mine venner på Facebook sidder og planlægger at lave indbrud i mit hjem, ligesom jeg også finder chancen for, at en af mine venners venner sidder og holder øje med min konto, for at se hvornår jeg har placeret mig uden for hjemmet i et indlæg. Selvfølgelig kan alle følge mine aktiviteter på Twitter, der ikke er omgivet af samme lukkethed som Facebook, men sikkerheds risikoen finder jeg så lille, at det ikke er noget jeg bruger min dag på at tænke over. Det kræver trods alt, at en person skal sidde og følge mig på twitter, for derefter at være klar til at rykke ud til vores hus, hvis han (m/k) skulle se at jeg ikke lige er i nærheden af mit hjem.
Jeg mener man altid skal overvej hvad man skriver på nettet, det gælder både Facebook, Twitter eller for den sags skyld en blog som denne. De sociale medier er dog efterhånden blevet en så stor del af mange menneskers liv, at man nok skal overvej hvor meget man ønsker at dele.






