Der er ikke meget ved internettet der kan gøre mig harm, men lige på ét punkt kan det næsten få mig til at blive hvidglødende – betalingen for forsendelsen…

Der kan siges meget positivt ved at købe ting via nettet, man kan gøre det når det passer en, om det er klokken 9 om morgen, eller klokken 2 om natten, når man lige kommer i tanke om, at man står og mangler et eller andet. Jeg har altid talt positivt om at handle på nettet, men på trods af at jeg arbejder i IT branchen, har jeg aldrig været speciel god til at benytte det selv. Jeg er nok lidt gammeldags på det punkt, da jeg godt kan li’ at stå med produktet i hånden, samt få det med hjem med det samme – den der ventetid fra man har bestilt, til Post Danmark får snøvlet sig sammen til at få afleveret pakken, finder jeg ulidelig.

Jeg kan simpelthen ikke klare at sidde og kikke på en e-mail fra “butikken”, der fortæller mig at nu har de afsendt pakken, mens jeg ved at nu er “skæbnen” overladt til Post Danmark eller et pakkefirma. Post Danmark har i årevis klaget over, at danskerne ikke længere sender så mange breve, samtidig med at de forringer deres udbringning mere og mere. Vi har boet her i Køge siden den 1. november, og jeg har slet ikke tal på hvor mange gange vi har fået post til naboen og genboerne, da det åbenbart er for svært for posten lige at checke adressen og navnet på brevene – noget der åbenbart er for meget at forlange.

Det der dog pisser mig mest af, er de horrible priser som internetbutikkerne tager for forsendelsen. Camilla købte her den anden dag sutter til Niclas og Marcus, fornuftig pris og hurtig levering – alt sammen ganske fint. Jeg kikkede tilfældigt på kvitteringen og så at prisen for forsendelsen var 38.- kroner. Jeg tænkte ikke videre over det, indtil jeg så kuverten de var sendt i, hvor der sad et portomærke på 12.00 kroner. Vi taler altså om, at butikken har “scoret” 26.- kroner bare på forsendelsen!

At “score” 26.- kroner på forsendelsen, svare til at jeg gik ned i Fona for at købe et PS3 spil til 449.- kroner, hvorefter de så forlangte 25.- kroner for at jeg fik lov til at tage spillet med ud af butikken! Jeg er godt klar over, at man spare en masse ved at købe via nettet, men internetbutikkerne spare også en masse penge ved at sælge deres vare på den måde. De har intet behov for en forretning, ligesom der heller ikke er ansat personale til at servicere kunderne. En internetbutik af de mindre kan i det fleste tilfælde klare sig med 2-5 ansatte, hvoraf den største del kan være ungarbejdere under 18, der pakker vare og står for forsendelsen.

Selvfølgelig er jeg godt klar over, at det ville være fysisk umuligt at beregne portoen for alle forsendelser ved bestillingen – det ville være et mareridt at skulle kode sig ud af, da man så skulle veje alle vare, samt lave en beregning for hvad portoen ville være for den samlet vægt, men det ville kunne lade sig gøre, hvis folk ikke bare accepterede at skulle betale overpris for forsendelsen. Nu vil der sikkert være nogen der gør opmærksom på, at man nogle gange kan komme ud for, at forsendelsen var billigere end det man betalte – og ja, det sker nogle gange – men i langt de fleste tilfælde, så er det kunden der kommer til at betale ekstra, hvis det ikke er, så er det fordi butikken slet ikke kan finde ud af at lave forretning. Nogle butikker vælger at gøre forsendelsen gratis, hvis man vel og mærket handler over et vis beløb (ofte 500.- kroner), hvilket sikkert er med til at øge omsætningen, da mange der har købt for 400.- kroner, nok lige køber for 100.- kroner mere, da de så “spare” portoen.

Jeg syntes det er helt fair at man selv skal betale for forsendelsen, det er det man betale for bekvemmeligheden ved at få leveret sin vare direkte ved døren (når posten kan finde ud af det). Jeg syntes dog ikke det er fair, at man skal betale ekstra for en vare, som man kan se prisen på, men kommer til at betale 3 gange så meget for.

Nu vil jeg sætte mig til at vente på de 2 PS3 spil som Camilla har købt til mig, som blev afsendt i går – og så håbe at Post Danmark kan finde ud af hvor jeg bor henne i dag…

Lørdag startede ellers så fint her hjemme, vi havde en hyggelig dag, inden vi alle fire (Daniel er stadig i Pakistan) tog ned til min storebror, hvor vi skulle tilbringe aften sammen med fælles bekendte. Invitationen lød, at der ville blive tændt op på grillen, så kunne man selv medbringe kød eller andet til grillen, mens min bror og hans kone ville stå for tilbehør og drikkevare.

Vi havde alle en hyggelig aften, Marcus gik kold omkring klokken 22, men tog det utrolig pænt da jeg løftede ham ud til bilen, på trods af jeg kom til at sætte ham oven på dynen i hans autostol, så han løfte “måsen” for at få selen på. Efter et hurtigt bleskifte på Marcus da vi kom hjem, kunne jeg godt mærke, at jeg havde en lidt mærkelig “rumlen” i maven, sådan lidt tømmermænds mave, hvilket jeg ikke få til at stemme, da tømmermænd normalt ikke forekommer så tidligt efter en “våd” aften, ligesom jeg heller ikke havde indtaget nok til at fremprovokere tømmermænd.

Jeg lagde mig derfor til at sove, med tanken om, at det nok var væk søndag når jeg stod op… Klokken 6:30 (Grrrr) besluttede Marcus sig for at stå op, hvilket medførte at jeg så åbenbart også skulle vækkes, noget jeg normalt ikke har nogen problemer med, da han altid vækker mig ganske blidt med et sødt “Go’morgen Far”, men lige søndag morgen kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt klar til en ny dag.

Jeg fik hurtigt smidt en tegnefil på fjernsynet, hvorefter jeg luntede ud til toilettet – her kom det første tegn på der var noget galt. Jeg skal nok skåne alle for at komme med det store grafiske fortællinger, men det var helt sikkert ikke et tegn på en mave i balance der viste sig. Nå, jeg tænkte at jeg hvis det var det værste kroppen kunne stille op, så skulle jeg nok komme igennem dagen… Jeg havde dog forregnet mig med den tanke.

Knap havde jeg sat mig ind i sofaen igen, før jeg kunne mærke den var helt gal, denne gang ville der ting ud af min krop, fra samme sted som det var kommet ind – og det skulle gå hurtigt – så hurtigt, at jeg kunne mærke at toilettet absolut ikke var muligt at nå. Valget stod mellem gulvet eller haven, og da jeg ikke lige mente, at en gulvvask var det jeg var mest opstemt på at fortage, så blev det haven. Her står jeg altså og knækker mig i haven, mens der inde fra sofaen kommer et spørgsmål fra en søvnig barnestemme, “Hva laver du Far?”.

Resten af dagen lå jeg enten i sengen eller på sofaen, bare gennemført træt og øm i kroppen, noget Camilla også klagede over senere på aften. Camilla fik dog natten til i dag nogle voldsomme kramper i maven, hvilke absolut ikke så morsomme ud. Her i morges følte jeg mig faktisk ganske ok, mens Camilla stadig havde kramper i maven, kramper der kom og gik. Camilla fik derfor en tid hos lægen, som straks ville indlægge Camilla, da hun havde mistanke til, at det måske var den brok, som hun har fået efter sit kejsersnit der skabte problemerne.

Marcus var allerede i børnehave, så Camilla og Niclas blev smidt på Køge Sygehus, hvor hun stadig er. Lægerne tror ikke længere det er hendes brok der er årsagen, men ville gerne beholde hende natten over, specielt fordi hun stadig ammer Niclas. Marcus og jeg har derfor tilbragt aften alene hjemme – jeg havde planlagt at vi skulle hygge med lidt ostehaps, chokolade og chips, men efter en lang dag i børnehaven uden middagslur, gik han simpelthen kold klokken 18.

1½ time senere vågnede han dog med ordene, “Mig stået op”. Jeg fik hurtigt smurt en mad med leverpostej, hvorefter vi spiste ostehaps og chips, mens vi så “FCK Light” tabe 1-0 til Horsens, til farens store fornøjelse.

Marcus er dog hoppet tilbage i seng (uden sure miner) og jeg nyder lige nu, at der bare er stille og roligt i huset. I morgen står den på aflevering af Marcus i børnehaven, samt en tur til Køge Sygehus, for lige at checke op på Camilla og Niclas.

Ligger på sofaen, har nu vendt og drejet mig i to timer, intet hjælper. Har haft en svær samtale i går (mandag), tog en svær beslutning, men sådan må det være.

Har for meget i tankerne til at der er plads til personer i min famillie, der prioterere “fremmede” frem for famillien. Ingen grund til at komme ind på det nærmere her, da det er lidt for privat til nettet, men bliver nød til bare at få sat lidt ord på det.

Har det af helveds til, men skal nok klare mig… Ked af det mor, men du forstyrre for meget i mit hoved til at jeg har plads til dig. Du vil ikke høre på mine argumenter og virker ikke til at ville ændre mening, og jeg ved, at jeg ikke ændre min mening.

Ked af det skulle ende sådan…

Det er sjældent en god idé, at besøge steder som har betydet meget for ens barndom, specielt hvis der er gået mange år siden sidst man har set stedet. Sådan et sted har jeg på Falster, nærmere et hus i den lille by Moseby, en lille flække som de fleste aldrig har hørt om.

Allerede inden Camilla og jeg kørte til Langeland, havde jeg besluttet mig for at køre forbi Moseby på vej hjem. Jeg var klar over at jeg med sikkerhed ville blive skuffet, samt at turen ville blive noget længere, end hvis vi bare nappede broen og holdte farten på 130 km/t.

Vel over med færgen og turen over Lolland, kørte vi over Falster igennem en masse små byer, som jeg med sikkerhed ville ha’ kunne navnene på, hvis det ikke var fordi, at sidst jeg har kørt der, nok var engang i sommeren 1982, hvilket betyder, at jeg ikke har været meget mere end 6 år gammel, sidst jeg kørte der. Nu jeg lige sidder og tænker tilbage, så har det nok været senere end ’82, men engang i starten/midten af 80′erne har det helt sikkert været.

Jeg var sikker på, at jeg sagtens ville kunne genkende huset, og kunne også mærke en mærkelig følelse i kroppen, da jeg så byskiltet. Jeg kunne fortælle Camilla, at når vi kom rundt om det første hjørne, så ville der komme en stor gård, der lå helt ude til vejen, hvilket der også ganske rigtig gjorde. Camilla spurte mig, om jeg kunne adressen, hvilket jeg måtte indrømme at ikke kunne, men at jeg var sikker på, at jeg ville kunne genkende huset når jeg så det.

Jeg blev dog et øjeblik i tvivl, da jeg så to hvide huse, lige ved siden af hinanden, begge med stårtag. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at det ene hus var af mursten, mens det “rigtige” var med bindingsværk – huset var fundet. Vi fik stoppet bilen og jeg hoppede ud som den “københavner” jeg nu er, og begyndte at tage billeder af huset.

Jeg fik ikke taget mere end 3-4 billeder, før en lidt ældre kvinde kom ud af huset, og spurte mig i en meget venlig tone, hvilken interesse jeg havde i huset. Jeg undskyldte mange gange for sådan at fotografere hendes hus, men fortalte hende, at min farmor og farfar havde haft huset da jeg var barn, og derfor havde tilbragt rigtig mange dage af mine sommerferier i huset. Hun spurte mig straks om jeg ikke ville indenfor og se nærmere på huset, og hun kunne se jeg havde min kone og børn med, så de skulle da også med ind.

Jeg fik parkeret bilen i indkørslen og fik pillet Marcus ud af bilen, mens Camilla benyttede chancen til at give Niclas lidt mad, samt skifte en ble. Kvinden (som hedder Vibeke), spurte mig hvem min farmor og farfar var (det var vist en lille test), og jeg kunne fortælle at det var Hans og Else Termansen, hvilket var som at sige de magiske ord.

Vibeke har aldrig kendt min farmor eller farfar, men der var ingen tvivl om, at hun havde hørt om dem, ligesom det også var tydeligt, at hun fundet ud af meget af husets historie. Da vi kom ud i haven, var det tydeligt, at der var lagt et stort og kærligt arbejde i haven. Der var stadig en del jeg kunne genkende, valnødetræet, æbletræerne og andre små ting hist og her. Vibeke var tydeligvis meget interesseret i at høre om, hvordan haven så ud tidligere, men jeg måtte indrømme, at det ikke var det store jeg kunne huske af detaljer, da det mere var minderne om min farmor og farfar der pressede sig på – hvilket også resulterede i, at jeg pludselig stod og stortudede midt i haven – ikke ligefrem noget jeg oplever hver dag.

Vibeke blev næsten ked af det, men jeg kunne berolige hende med, at jeg bare var super glad, fordi hun netop havde holdt haven i min farmors ånd, med massere af blomster og frugt planter – huset i Moseby var min farmors fristed om sommeren, og jeg er sikker på, at det mere hårdt end nogen af os kunne forstå, da hun blev nød til at sælge huset, da min farfar blev syg.

Camilla var nu blevet færdig med at amme, og Vibeke inviterede os indenfor i huset, så vi kunne se hvordan huset nu stod. Jeg kunne med det samme genkende køkkenet, hvor der dog var flyttet rundt på alt, ligesom hun også havde fået lavet badeværelset helt om – og kun til det bedre med begge rum. Jeg husker ikke så mange detaljer fra min barndom om huset indvendigt, da det absolut ikke var der hvor jeg tilbragte tiden, men jeg kunne da give hende et par detaljer som hun ikke var klar over. Vibeke undskyldte dog, at der ikke længere var nogle døre indenfor, men at de skam stadig stod oppe på loftet.

Det var tydeligt, at det nu var en kvinde der ejede huset, som virkelig var glad for stedet. Jeg fortalte hende, at jeg syntes det var dejligt at se huset igen, ligesom hun absolut intet havde at undskylde med hensyn til de ting hun havde lavet ved huset – jeg ville selv ha’ lavet de samme ting, hvis det var mit hus, men jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne ha’ lavet det halvt så godt.

Det var virkelig en dejlig oplevelse at se huset igen. Vibeke afsluttede vores besøg med at sige, at hvis vi en anden gang var i nærheden af Moseby, så var vi mere end velkommen til at kikke forbi igen – og jeg er bange for, at det nok er et tilbud jeg vil holde hende fast på :).

Jeg er heldigvis i den situation, at jeg nyder at være i selskab med min svigerfar og svigermor, hvilket altid gør det til en hyggelig og dejlig oplevelse at komme ned og besøge dem i deres sommerhus på Langeland. Heldigvis virker det også til at svigerforældrene også nyder når vi kommer her ned, hvilket unægteligt gør det hele lidt nemmere :).

Camilla, Niclas og jeg har nu tilbragt en lille uge (siden søndag) her, mens Marcus har været her nede et par dage ekstra. De sidste par dage har vi dog brugt på at se os lidt rundt omkring på Langeland, da jeg stort set kun har set Rudkøbing og Spodsbjerg, samt vejen mellem de to byer.

Denne gang har vi så været lidt rundt, med tur til både Lohals og Bagenkop, samt en masse af de mindre byer der ligger spredt rundt på Langeland. I går gjorde vi også et forsøg med Egeskov Slot, men det viste sig nok at være en lidt for stor mundfuld for Marcus, der ikke helt kunne håndtere alle de indtryk på en gang. Vi fandt hurtigt ud af, at det passede os alle meget bedre, hvis vi kørte rundt på må og få i bilen, kikkede på det vi så på vejen og stoppede når vi så noget spændende.

I går eftermiddags vendte vi bilen mod det nordlige Langeland, med Lohals som ende destination, men med indlagte stop i Tranekær og  Snøde. Jeg indrømmer blankt, at stoppet i Tranekær var min idé, da jeg ved at Camilla nok ikke syntes at Tranekær Slot var så spændende, men det var også kun for at tage et par billeder at der blev stoppet. I Snøde blev der stoppet hos “Bolchepigen”, hvor Marcus (med lidt hjælp fra sin far) fik lavet en stor fin slikkepind til 10.- kroner (som han har glemt alt om – vi må hellere huske at give ham den i morgen), mens moren og faren fik købt lidt bolcher.

I dag kørte vi mod syd og Bagenkop, som viste sig at være langt mindre end jeg havde forstillet mig. Camilla og Marcus fik dog jagtet måger på havnen, mens jeg fik taget lidt billeder af fiskekutterne og talt lidt med en af de gamle fiskere. Efter Bagenkop så jeg et skilt, der fik mig til at tænke på noget jeg havde læst om for lang tid siden – “Vilde Heste”. Bilen blev kastet ind af en smal vej og 7 kilometer senere var de der, de vilde heste. Vi kørte lidt videre og endte ved Dovnsklint, som jeg efterfølgende kunne konstatere, er det sydligste punkt på øen.

I morgen vender vi så snuden mod Sjælland, med en tur hen over Lolland-Falster og Moseby, hvor min Farmor og Farfar havde sommerhus. Jeg er ret sikker på jeg ikke har været der i mindst 20 år, så det bliver lidt mærkeligt at se stedet igen.

Jeg har en mærkelig uro i kroppen, ikke fordi jeg er ved at blive syg – jeg har det bare lidt skidt… Heldigvis ved jeg hvad det skyldes, samt hvornår det stopper igen.

Det begyndte faktisk i onsdags – omkring middagstid – sådan en mærkelig fornemmelse i maven, den der fornemmelse der siger en, at der er et eller andet galt. Hele min krop fortalte mig der var noget galt, selvom mit hoved prøvede at fortælle kroppen noget andet. En stor del af min bevidsthed er helt klar over, at der ikke er noget galt, alt er i den fineste orden, alligevel prøver min underbevidsthed at fortælle mig noget andet – og jeg finder det faktisk lidt belastende.

Heldigvis er det hele overstået på søndag – Marcus er nemlig på ferie.

Jeg ved at mange vil mene jeg er pylret og overbeskyttende, Camilla griner af mig og har sagt tyve gange, at det er sundt for både ham og mig, at han for lov til at komme lidt væk på ferie. Det er da heller ikke fordi jeg ikke under ham at komme ud og opleve noget, ligesom jeg under hans bedsteforældre, at de for lov til at tilbringe noget tid sammen med ham alene, uden hans forældre.

Jeg er helt sikker på, at Marcus på ingen måder lider overlast, ligesom jeg ved at han hygger sig til den helt store guldmedalje, hvilket også er grunden til, at jeg ikke allerede har startet bilen og kørt til Langeland for at hente ham.

I går morges ringede Camilla ned for at høre hvordan det gik, og vi fik snakket med ham i telefonen. Vi havde ellers aftalt at vi ikke ville snakke med ham i telefonen før lørdag, for ikke at gøre ham for forvirret. Svigerfar var dog ikke blevet breefet om planen, så Marcus fik telefonen inden Camilla kunne nå at sige noget. Nu da Camilla havde talt med ham, fik jeg også lige telefonen for at sige “Hej” – det skulle jeg aldrig ha’ gjort! Marcus snakkede lystigt om alle de ting han havde lavet sammen med Bedstefar i løbet af morgnen, han var i rigtig godt humør, da han både havde set fugle, været ude på gyngen og kørt på rutsjebane, helt sikkert en morgen lige efter hans smag.

Jeg kunne dog mærke på mig selv, at det absolut ikke var en samtale jeg havde nydt, da jeg gav telefonen tilbage til Camilla, der kom et stort tomt hul lige midt i brystet på mig. Det var en samtale jeg absolut godt kunne ha’ været foruden. Siden jeg snakkede med ham, har jeg været ekstra meget restløs, ligesom jeg har svært ved at vente til det bliver søndag.

Det er sikkert mig der er pyldret – men for pokker hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen!

Kære Sola Kruchov Sørensen,

Jeg skriver dette blog indlæg til dig, da du i går (08. juli 2010), har skrevet en “artikel” på Ekstra Bladet Online, som virkelig bringer en voldsom harme frem i mig.

Jeg er på ingen måde den store fan af Wayne Rooney, eller for den sags skyld Manchester United, faktisk er det meget lidt positivt jeg kan sige om Hr. Rooney eller den klub han spiller for, hvilket nok skyldes at min sympati i engelsk fodbold ligger hos London klubben Chelsea.

På trods af min hang til en anden klub end Manchester United, kunne jeg aldrig falde så dybt, at jeg kunne finde på, at blot antyde at jeg mente at Hr. Rooneys barn var grimt, hvilket er nøjagtigt hvad du gør i omtalte artikel. Hvad fanden bilder du dig enlig ind?

Er Ekstra Bladet virkelig sunket så dybt, at det er blevet velset, at du skal sidde som smagsdommer over andres folks børn?

Jeg håber virkelig ikke du har børn, hvilket jeg tvivler meget på du har, for hvis du havde, så ville du ikke kunne drømme om at skrive sådan en “artikel” – for den er både usmagelig og nedladende. Jeg håber virkelig du sidder tilbage med en dårlig smag i munden, for hvis du ikke gør, så er du satme en ussel person i mine øjne!

Jeg er blevet en af den slags forældre som jeg hadet for 10 år siden – den gang var det kvalmende at sidde og høre på et forældre par, der ikke kunne snakke om andet end deres børn. Man havde mest af alt lyst til at råbe dem ind i hovedet, at nu var man sgu træt af at høre om deres unger.

Nu er det så mig selv der sidder og snakker om min knægt(e) (der er ikke så meget at fortælle om Niclas endnu, han sover, spiser og skider). Jeg har dog lært at have styr på hvem jeg snakker med, da jeg ved hvor stor en “pain-in-the-ass” det kan være for folk der ikke selv er forældre at høre om anders unger. Så hvis du som læser ikke har børn, ikke finder interesse for børn, så klik videre, for dette indlæg handler om børn… :)

Da Marcus og jeg skulle afsted mod børnehaven i morges ville han cykle, ikke på sin egen tre-hjulet cykel, næ nej, vi skulle cykle på mors cykel. Jeg har ikke nogen cykel selv, så jeg cykler på Camillas cykel, til stor lykke for Marcus, der elsker at cykle sammen med sin far. Jeg fortalte dog Marcus, at vi ikke kunne cykle ned til børnehaven i dag, men at vi kunne cykle en tur når jeg hentede ham i børnehaven. Camilla, Niclas og jeg kom dog i bil for at hente Marcus i dag, da vi kom hjem nede fra byen, og lige så godt kunne hente ham, nu da vi lige kørte forbi på vejen hjem.

Nede i børnehaven havde en meget venlig ældre mand, sat en seddel op om, at han havde en køjeseng i god stand, som han gerne ville give væk, da hans børnebørn ikke længere havde brug for den. Jeg ringede straks vi så sedlen, da vi netop gik og planlagde, at det var ved at være på tide, at Marcus skulle til at have en “stor drengs seng”, i stedet for tremmesengen. Jeg kørte derfor Camilla og Niclas hjem, mens Marcus og jeg kørte ned for at hente sengen, mens Marcus brokkede sig højlydt, da han ville ned og se på toge ved stationen.

Vi fik hentet sengen, kørte hurtigt hjem, lod sengen blive i bilen, for derefter at kaste os op på cyklen, så vi kunne komme ud og cykle vores tur. Med “cykel en tur”, mener Marcus ikke at vi bare skal ud og køre på må og få – næ nej – vi skal cykle ned til Køge Station, så vi kan stå og kikke på alle togene. Marcus kan sidde på cyklen i timevis, mens han sidder og holder øje med om der kommer et tog.

Efter en time på Køge Station, besluttede jeg mig for, at nu måtte det være nok for i dag. Vi cyklede hjem, da jeg godt var klar over, at det ikke kun ville tage 20 minutter at samle hans seng, og jeg havde allerede besluttet, at han skulle sove i den i nat.

Sengen blev samlet med hjælp fra Marcus, der gladeligt hentede skruer til sin far, ligesom han også gladeligt spredte dem ud og hele gulvet. Da det endelig blev senge tid og sengen stod klar, fik han læst Halfdans A-B-C (som altid), hvorefter der blev sagt godnat som altid. Jeg havde forinden lavet et væddemål med Camilla, om hvor mange gange jeg skulle ind for at ligge ham til at sove, når nu han selv kunne komme ud af sengen. Det blev til 3 gange, hvoraf de 2 af gangene jeg fandt ham sidde på gulvet (ganske stille og roligt) sidde og lege med sit legetøj. Jeg må derfor erkende, at jeg tabte væddemålet…

Sidste gang jeg var inde hos ham, lå han i sengen og var tæt på at falde i søvn – dog på den forkerte led. Jeg havde allerede inden jeg gik der ind, besluttet mig for, at jeg ville ligge mig hos ham i 10 minutter, hvis det kunne være med til at gøre det nemmere for ham at falde til ro. Efter 2 minutter lå han blot og stirrede på mig, hvorefter jeg spurte ham, om jeg skulle gå ud – svaret kom tydeligt og klart – ja!

20 minutter efter kikkede jeg ind til ham, og kunne konstatere at han lå i den dybeste søvn, for første gang i hans nye seng – det var en stolt far der lukkede døren stille efter sig.

Nu kommer det spændende så i morgen… normalt står Marcus inde i sengen og råber “FAR!”, når han er vågen – i morgen har han muligheden for at komme ud af sengen selv. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg i morgen tidelig har en unge der står og rusker i mig – og han skal være mere end velkommen, så længe klokken blot er over 6:00. Camilla og jeg skal nok overleve at blive vækket, Camilla er alligevel oppe hver 3 time med Niclas, og Daniel sover inde hos naboen, som han går i klasse med og efterhånden er blevet bedste venner med.

Daniel har været med “klubben” på fisketorvet i dag, hvor han fik 50 kroner med – en del af pengene gik åbenbart til et Happy-Meal på McDonald’s, for han havde legetøj med hjem til sin lillebror. Det må man give ham, han er satme betænksom over for sin små brødre.

Nå – jeg kan høre Niclas skriger, så jeg må nok heller give Camilla en hånd, da det er den stolte far der står for bøvs-ningen her i huset… :)

Det er ikke ofte jeg ser nyheder klokken 19, 21 eller 22 for den sags skyld, det passer simpelthen ikke ind i min måde at se fjernsyn på, hvilket også er grunden til at jeg er rigtig glad for TV2 News, eller DR Update hvis det går helt galt.

Her den anden dag, sad jeg dog tilfældigt i sofaen klokken 19, hvor jeg så frem til en hurtig gennemgang af, hvad TV2 var de primære nyheder fra ind- og udland. Hvis jeg ikke havde haft mulighed for at læse nyheder i løbet af dagen, kunne jeg hurtigt ha’ fået det indtryk, at hele verden havde ligget stille, da samtlige mennesker på jorden havde fulgt de sidste krampetrækninger hos en hval i Vejle Fjord.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk sad og blev lidt muggen på TV2 (jeg er sikker på DR ikke var meget bedre), der åbenbart havde beslutte sig for at lukke hele nyheds afdelingen ned, for derefter at sende 3 praktikanter afsted til Vejle, med ordene, “kom tilbage med det som danskerne gerne vil se!”. Nyheds redaktioner glemmer ofte, at deres fornemmeste opgave er ikke at give danskerne det de gerne vil se, det er faktisk underholdnings afdelingens job, men at give danskerne en 25 minutters overblik over de vigtigste begivenheder fra ind- og udland.

Det er meget muligt, at jeg er en iskold person, som ikke fatter hvor tragisk det er der dør en hval i Vejle Fjord, men det er ikke ligefrem noget der rykker noget i min hverdag. Jeg er ret sikker på, at det ikke var den sidste af sin art, ligesom det heller ikke var regeringens skyld (selv om der sikkert er nogen der ville ønske det).

Det er sgu sørgeligt når en nyhedsudsendelse skal bestå af 75 procent dækning af en hvals død, 20 procent med indslag om hvorfor Dennis Rommedahl ikke spiller som lort mere (hvilket han gør 80 procent af tiden), samt 5 procent vejr.

Nu er hvalen så død, så kunne man jo formode at historien var afsluttet – men nej! Efterfølgende skulle vi have historien om at hvalen som nogle mente var af hunkøn, havde en penis på 2 meter, hvilket ikke helt passede med et hunkøns anatomi. Vi havde altså at gøre med en “dreng”. Så startede slagsmålet om hvem der skulle ha’ hvalen – Vejle borgmester mente at hvalen tilhørte Vejle, da byen ikke har haft så meget positiv opmærksomhed siden 1984, hvor Vejle Boldklub sidst vandt det danske mesterskab i fodbold.

Arne Sigtenbjerggaard havde dog ikke lige læst lovgivningen på området, eller også satsede han på at embedsfolkene i Købehavn ikke havde læst den, da loven ellers er ret klar på området – hvalen er statens ejendom.

I dag var den store historie så, at hvalen nu er pateret og er ved at blive klar til at blive transporteret til København – jeg er dog sikker på, at vi kommer til at høre meget mere til hvalen, da det er tydeligt, at de fleste af TV2′s journalister er tager på sommerferie – og praktikanterne skal jo lave et eller andet…

Så er Niclas første nat i Køge overstået – vel overstået faktisk.

Jeg har altid ment, at Marcus var noget af den mest nemme unge man kunne få ind af døren da han blev født. På intet tidspunkt skabte han sig eller skreg som en gris. Selvfølgelig kom der lidt hyl hist og her når han var sulten, men høre under den slags ting som man ikke regner for noget, ligesom bleskift, det er noget der bare skal være der, om man syntes det er sjovt eller ej.

Så Camilla og jeg har skulle vende os til Niclas, han “skriger” nemlig ikke. Jeg ved ikke om man kan forstille sig, men der er mere kattekilling over ham end baby. Den lyd som kun helt små killinger kan lave, er lidt det samme der kommer ud af Niclas når han er vågen. Jeg har aldrig oplevet en mere rolig baby end den unge. Nå – både Niclas og Camilla har det godt, og det er jo det vigtigste.

Camilla og jeg har set frem med spænding til hvordan Marcus ville reagere på Niclas. I onsdags på hospitalet kikkede han på ham i 3 sekunder, hvorefter han gik i gang med at lege med klodser og derefter nægtede at komme i nærheden af ham. Man kunne derfor godt forstille sig, at ham måske ikke ville syntes det var helt super, at Niclas pludselig lå her hjemme når ham kom hjem fra børnehaven. Man må dog sige, at Marcus gjorde alle vores forstillinger til skamme.

Marcus lyste op i det største smil da han så Niclas her hjemme, ligesom han både ville nusse og “møsse” ham. Der blev også fundet tid til en lille “skideballe” til hans nye lillebror, som med fast stemme fik besked på, at han ikke måtte bide mor. Det er sgu svært at forklare en knægt på 2½, at lillebror ikke bidder mor, men spiser aftensmad. :)

Daniel har været utrolig opmærksom på sin nye lillebror, han kan knap nok gå forbi ham, uden lige at stikke hånden ned til ham, ligesom han har været utrolig hjælpsom de sidste par dage – der er ingen tvivl om at det er en stolt storebror, der nok skal passe godt på hans små brødre.

I dag kommer svigerfamilien fra Ikast, så der bliver noget at se til… :)