Der er ikke meget ved internettet der kan gøre mig harm, men lige på ét punkt kan det næsten få mig til at blive hvidglødende – betalingen for forsendelsen…

Der kan siges meget positivt ved at købe ting via nettet, man kan gøre det når det passer en, om det er klokken 9 om morgen, eller klokken 2 om natten, når man lige kommer i tanke om, at man står og mangler et eller andet. Jeg har altid talt positivt om at handle på nettet, men på trods af at jeg arbejder i IT branchen, har jeg aldrig været speciel god til at benytte det selv. Jeg er nok lidt gammeldags på det punkt, da jeg godt kan li’ at stå med produktet i hånden, samt få det med hjem med det samme – den der ventetid fra man har bestilt, til Post Danmark får snøvlet sig sammen til at få afleveret pakken, finder jeg ulidelig.

Jeg kan simpelthen ikke klare at sidde og kikke på en e-mail fra “butikken”, der fortæller mig at nu har de afsendt pakken, mens jeg ved at nu er “skæbnen” overladt til Post Danmark eller et pakkefirma. Post Danmark har i årevis klaget over, at danskerne ikke længere sender så mange breve, samtidig med at de forringer deres udbringning mere og mere. Vi har boet her i Køge siden den 1. november, og jeg har slet ikke tal på hvor mange gange vi har fået post til naboen og genboerne, da det åbenbart er for svært for posten lige at checke adressen og navnet på brevene – noget der åbenbart er for meget at forlange.

Det der dog pisser mig mest af, er de horrible priser som internetbutikkerne tager for forsendelsen. Camilla købte her den anden dag sutter til Niclas og Marcus, fornuftig pris og hurtig levering – alt sammen ganske fint. Jeg kikkede tilfældigt på kvitteringen og så at prisen for forsendelsen var 38.- kroner. Jeg tænkte ikke videre over det, indtil jeg så kuverten de var sendt i, hvor der sad et portomærke på 12.00 kroner. Vi taler altså om, at butikken har “scoret” 26.- kroner bare på forsendelsen!

At “score” 26.- kroner på forsendelsen, svare til at jeg gik ned i Fona for at købe et PS3 spil til 449.- kroner, hvorefter de så forlangte 25.- kroner for at jeg fik lov til at tage spillet med ud af butikken! Jeg er godt klar over, at man spare en masse ved at købe via nettet, men internetbutikkerne spare også en masse penge ved at sælge deres vare på den måde. De har intet behov for en forretning, ligesom der heller ikke er ansat personale til at servicere kunderne. En internetbutik af de mindre kan i det fleste tilfælde klare sig med 2-5 ansatte, hvoraf den største del kan være ungarbejdere under 18, der pakker vare og står for forsendelsen.

Selvfølgelig er jeg godt klar over, at det ville være fysisk umuligt at beregne portoen for alle forsendelser ved bestillingen – det ville være et mareridt at skulle kode sig ud af, da man så skulle veje alle vare, samt lave en beregning for hvad portoen ville være for den samlet vægt, men det ville kunne lade sig gøre, hvis folk ikke bare accepterede at skulle betale overpris for forsendelsen. Nu vil der sikkert være nogen der gør opmærksom på, at man nogle gange kan komme ud for, at forsendelsen var billigere end det man betalte – og ja, det sker nogle gange – men i langt de fleste tilfælde, så er det kunden der kommer til at betale ekstra, hvis det ikke er, så er det fordi butikken slet ikke kan finde ud af at lave forretning. Nogle butikker vælger at gøre forsendelsen gratis, hvis man vel og mærket handler over et vis beløb (ofte 500.- kroner), hvilket sikkert er med til at øge omsætningen, da mange der har købt for 400.- kroner, nok lige køber for 100.- kroner mere, da de så “spare” portoen.

Jeg syntes det er helt fair at man selv skal betale for forsendelsen, det er det man betale for bekvemmeligheden ved at få leveret sin vare direkte ved døren (når posten kan finde ud af det). Jeg syntes dog ikke det er fair, at man skal betale ekstra for en vare, som man kan se prisen på, men kommer til at betale 3 gange så meget for.

Nu vil jeg sætte mig til at vente på de 2 PS3 spil som Camilla har købt til mig, som blev afsendt i går – og så håbe at Post Danmark kan finde ud af hvor jeg bor henne i dag…

Jeg har en mærkelig uro i kroppen, ikke fordi jeg er ved at blive syg – jeg har det bare lidt skidt… Heldigvis ved jeg hvad det skyldes, samt hvornår det stopper igen.

Det begyndte faktisk i onsdags – omkring middagstid – sådan en mærkelig fornemmelse i maven, den der fornemmelse der siger en, at der er et eller andet galt. Hele min krop fortalte mig der var noget galt, selvom mit hoved prøvede at fortælle kroppen noget andet. En stor del af min bevidsthed er helt klar over, at der ikke er noget galt, alt er i den fineste orden, alligevel prøver min underbevidsthed at fortælle mig noget andet – og jeg finder det faktisk lidt belastende.

Heldigvis er det hele overstået på søndag – Marcus er nemlig på ferie.

Jeg ved at mange vil mene jeg er pylret og overbeskyttende, Camilla griner af mig og har sagt tyve gange, at det er sundt for både ham og mig, at han for lov til at komme lidt væk på ferie. Det er da heller ikke fordi jeg ikke under ham at komme ud og opleve noget, ligesom jeg under hans bedsteforældre, at de for lov til at tilbringe noget tid sammen med ham alene, uden hans forældre.

Jeg er helt sikker på, at Marcus på ingen måder lider overlast, ligesom jeg ved at han hygger sig til den helt store guldmedalje, hvilket også er grunden til, at jeg ikke allerede har startet bilen og kørt til Langeland for at hente ham.

I går morges ringede Camilla ned for at høre hvordan det gik, og vi fik snakket med ham i telefonen. Vi havde ellers aftalt at vi ikke ville snakke med ham i telefonen før lørdag, for ikke at gøre ham for forvirret. Svigerfar var dog ikke blevet breefet om planen, så Marcus fik telefonen inden Camilla kunne nå at sige noget. Nu da Camilla havde talt med ham, fik jeg også lige telefonen for at sige “Hej” – det skulle jeg aldrig ha’ gjort! Marcus snakkede lystigt om alle de ting han havde lavet sammen med Bedstefar i løbet af morgnen, han var i rigtig godt humør, da han både havde set fugle, været ude på gyngen og kørt på rutsjebane, helt sikkert en morgen lige efter hans smag.

Jeg kunne dog mærke på mig selv, at det absolut ikke var en samtale jeg havde nydt, da jeg gav telefonen tilbage til Camilla, der kom et stort tomt hul lige midt i brystet på mig. Det var en samtale jeg absolut godt kunne ha’ været foruden. Siden jeg snakkede med ham, har jeg været ekstra meget restløs, ligesom jeg har svært ved at vente til det bliver søndag.

Det er sikkert mig der er pyldret – men for pokker hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen!

Jeg er blevet en af den slags forældre som jeg hadet for 10 år siden – den gang var det kvalmende at sidde og høre på et forældre par, der ikke kunne snakke om andet end deres børn. Man havde mest af alt lyst til at råbe dem ind i hovedet, at nu var man sgu træt af at høre om deres unger.

Nu er det så mig selv der sidder og snakker om min knægt(e) (der er ikke så meget at fortælle om Niclas endnu, han sover, spiser og skider). Jeg har dog lært at have styr på hvem jeg snakker med, da jeg ved hvor stor en “pain-in-the-ass” det kan være for folk der ikke selv er forældre at høre om anders unger. Så hvis du som læser ikke har børn, ikke finder interesse for børn, så klik videre, for dette indlæg handler om børn… :)

Da Marcus og jeg skulle afsted mod børnehaven i morges ville han cykle, ikke på sin egen tre-hjulet cykel, næ nej, vi skulle cykle på mors cykel. Jeg har ikke nogen cykel selv, så jeg cykler på Camillas cykel, til stor lykke for Marcus, der elsker at cykle sammen med sin far. Jeg fortalte dog Marcus, at vi ikke kunne cykle ned til børnehaven i dag, men at vi kunne cykle en tur når jeg hentede ham i børnehaven. Camilla, Niclas og jeg kom dog i bil for at hente Marcus i dag, da vi kom hjem nede fra byen, og lige så godt kunne hente ham, nu da vi lige kørte forbi på vejen hjem.

Nede i børnehaven havde en meget venlig ældre mand, sat en seddel op om, at han havde en køjeseng i god stand, som han gerne ville give væk, da hans børnebørn ikke længere havde brug for den. Jeg ringede straks vi så sedlen, da vi netop gik og planlagde, at det var ved at være på tide, at Marcus skulle til at have en “stor drengs seng”, i stedet for tremmesengen. Jeg kørte derfor Camilla og Niclas hjem, mens Marcus og jeg kørte ned for at hente sengen, mens Marcus brokkede sig højlydt, da han ville ned og se på toge ved stationen.

Vi fik hentet sengen, kørte hurtigt hjem, lod sengen blive i bilen, for derefter at kaste os op på cyklen, så vi kunne komme ud og cykle vores tur. Med “cykel en tur”, mener Marcus ikke at vi bare skal ud og køre på må og få – næ nej – vi skal cykle ned til Køge Station, så vi kan stå og kikke på alle togene. Marcus kan sidde på cyklen i timevis, mens han sidder og holder øje med om der kommer et tog.

Efter en time på Køge Station, besluttede jeg mig for, at nu måtte det være nok for i dag. Vi cyklede hjem, da jeg godt var klar over, at det ikke kun ville tage 20 minutter at samle hans seng, og jeg havde allerede besluttet, at han skulle sove i den i nat.

Sengen blev samlet med hjælp fra Marcus, der gladeligt hentede skruer til sin far, ligesom han også gladeligt spredte dem ud og hele gulvet. Da det endelig blev senge tid og sengen stod klar, fik han læst Halfdans A-B-C (som altid), hvorefter der blev sagt godnat som altid. Jeg havde forinden lavet et væddemål med Camilla, om hvor mange gange jeg skulle ind for at ligge ham til at sove, når nu han selv kunne komme ud af sengen. Det blev til 3 gange, hvoraf de 2 af gangene jeg fandt ham sidde på gulvet (ganske stille og roligt) sidde og lege med sit legetøj. Jeg må derfor erkende, at jeg tabte væddemålet…

Sidste gang jeg var inde hos ham, lå han i sengen og var tæt på at falde i søvn – dog på den forkerte led. Jeg havde allerede inden jeg gik der ind, besluttet mig for, at jeg ville ligge mig hos ham i 10 minutter, hvis det kunne være med til at gøre det nemmere for ham at falde til ro. Efter 2 minutter lå han blot og stirrede på mig, hvorefter jeg spurte ham, om jeg skulle gå ud – svaret kom tydeligt og klart – ja!

20 minutter efter kikkede jeg ind til ham, og kunne konstatere at han lå i den dybeste søvn, for første gang i hans nye seng – det var en stolt far der lukkede døren stille efter sig.

Nu kommer det spændende så i morgen… normalt står Marcus inde i sengen og råber “FAR!”, når han er vågen – i morgen har han muligheden for at komme ud af sengen selv. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg i morgen tidelig har en unge der står og rusker i mig – og han skal være mere end velkommen, så længe klokken blot er over 6:00. Camilla og jeg skal nok overleve at blive vækket, Camilla er alligevel oppe hver 3 time med Niclas, og Daniel sover inde hos naboen, som han går i klasse med og efterhånden er blevet bedste venner med.

Daniel har været med “klubben” på fisketorvet i dag, hvor han fik 50 kroner med – en del af pengene gik åbenbart til et Happy-Meal på McDonald’s, for han havde legetøj med hjem til sin lillebror. Det må man give ham, han er satme betænksom over for sin små brødre.

Nå – jeg kan høre Niclas skriger, så jeg må nok heller give Camilla en hånd, da det er den stolte far der står for bøvs-ningen her i huset… :)

Så er Niclas første nat i Køge overstået – vel overstået faktisk.

Jeg har altid ment, at Marcus var noget af den mest nemme unge man kunne få ind af døren da han blev født. På intet tidspunkt skabte han sig eller skreg som en gris. Selvfølgelig kom der lidt hyl hist og her når han var sulten, men høre under den slags ting som man ikke regner for noget, ligesom bleskift, det er noget der bare skal være der, om man syntes det er sjovt eller ej.

Så Camilla og jeg har skulle vende os til Niclas, han “skriger” nemlig ikke. Jeg ved ikke om man kan forstille sig, men der er mere kattekilling over ham end baby. Den lyd som kun helt små killinger kan lave, er lidt det samme der kommer ud af Niclas når han er vågen. Jeg har aldrig oplevet en mere rolig baby end den unge. Nå – både Niclas og Camilla har det godt, og det er jo det vigtigste.

Camilla og jeg har set frem med spænding til hvordan Marcus ville reagere på Niclas. I onsdags på hospitalet kikkede han på ham i 3 sekunder, hvorefter han gik i gang med at lege med klodser og derefter nægtede at komme i nærheden af ham. Man kunne derfor godt forstille sig, at ham måske ikke ville syntes det var helt super, at Niclas pludselig lå her hjemme når ham kom hjem fra børnehaven. Man må dog sige, at Marcus gjorde alle vores forstillinger til skamme.

Marcus lyste op i det største smil da han så Niclas her hjemme, ligesom han både ville nusse og “møsse” ham. Der blev også fundet tid til en lille “skideballe” til hans nye lillebror, som med fast stemme fik besked på, at han ikke måtte bide mor. Det er sgu svært at forklare en knægt på 2½, at lillebror ikke bidder mor, men spiser aftensmad. :)

Daniel har været utrolig opmærksom på sin nye lillebror, han kan knap nok gå forbi ham, uden lige at stikke hånden ned til ham, ligesom han har været utrolig hjælpsom de sidste par dage – der er ingen tvivl om at det er en stolt storebror, der nok skal passe godt på hans små brødre.

I dag kommer svigerfamilien fra Ikast, så der bliver noget at se til… :)

Jeg har det svært når jeg skal aflevere Marcus i vuggestuen om morgen, ikke fordi jeg har svært ved at aflevere ham, det har vi det begge fint med. Jeg ved han kommer til at hygge sig og have det sjovt, ligesom han også ved at Far kommer og henter ham igen, eller er hjemme de dage hvor det er Mor der henter ham.

Mit problem er de voksne over i vuggestuen, ikke nødvendigvis dem der passer Marcus, og slet ikke fordi jeg ikke tror de er gode ved ham, for det er jeg sikker på de er. Nej, det er ALLE voksne jeg møder på min vej hen til vuggestuen, og henne i vuggestuen, alle de voksne som jeg ikke kender, men som åbenbart mener at det at ha’ fået et barn, automatisk gør at man kommer ind i en ”Go’ Morgen Klub”.

Jeg ved jeg er mærkelig på mange punkter, det gør Camilla mig ofte opmærksom på. Jeg kan ikke selv komme med nogen speciel god forklaring på det, men jeg bryder mig simpelthen bare ikke om, at folk jeg ikke kender snakker til mig. Det er dog ikke sådan at folk slet ikke må snakke til mig, jeg har det fint med at folk spørger om vej, ligesom jeg også sagtens kan snakke med ansatte i butikker.

Jeg tror der ligger i, at jeg ikke føler, at jeg har nogen som helst kontrol over samtalen, for det ligger ikke i, at jeg slet ikke kan li at snakke. Jeg kan snakke i timevis, hvis det er folk jeg kender og føler mig i godt selskab med. Jeg har det også fint med at snakke med børn, jeg kunne aldrig drømme om ikke at hilse på et barn som snakker til mig, selvom jeg ikke har set ungen før. Jeg finder det dybt uforskammet, når en voksen ignorere et barn der siger hej, da barnet blot udtrykker en glæde ved at møde en.

Jeg fandet det utrolig svært i starten da jeg boede i Fredericia, her hilser man på fremmede på gaden, hvilket slet ikke passede ind i mit verdenbillede. Jeg kom direkte fra Hellerup, hvor man passede sine egne ting og blot hilste på naboen og andre folk man havde sin omgang med. På nogle punkter ligner Køge lidt Fredericia, da Køge altid vil være en provinsby, ligemeget hvor meget den gerne vil være en port til København.

Jeg glemmer aldrig en situation her i Køge, der skete lige efter vi var flyttet her til. Jeg gik ind i en kiosk for at købe cigaretter til Camilla og mig selv, i sig selv ikke den store begivenhed. En ældre dame var i gang med at betale for sin lotto, hvilket gik overraskende hurtigt, i betragtning af hvor lang tid ældre mennesker normalt skal bruge på at finde kontanter frem – det virker lidt som om, det altid kommer som en kæmpe overraskelse, at når det er deres tur i køen, så betyder det at de skal til at betale. Da det blev min tur, bad jeg om cigaretter, hvilket åbenbart vækkede den ældre dame fra sin døs. Jeg fik en svada om, at jeg burde tænke på mit helbred, hvis jeg genne ville blive så gammel som hende! Jeg indrømmer, at jeg skulle bruge et kvart sekundt på at samle mig, hvorefter jeg kort for hovedet fik fortalt hende, at det bestemt ikke ragede hende hvad jeg brugte mine penge på, samt at hun nok skulle holde sig fra yderlige kommentare, hvis hun da ønskede at blive ældre.

Den stakkels mand bag disken gav mig et sympatisk træk på skulderen, efter den ældre dame hurtigt havede lukket døren efter sig, da jeg er sikker på han udmærket kunne fornemme, at jeg måske ikke lige var i humør til en kæk bemærkning.

Situation kunne helt sikkert have fundet sted 2000 steder i landet, men den ramte bare en kæmpe nerve i min krop. For det første snakkede den ældre dame til mig (i en nedladende tone ovenikøbet), og ikke nok med det, hun blandede sig i mit privatliv, omkring et valg jeg har taget.

Lige omkring rygning, så har jeg ofte en kamp. Camilla er gravid, så vi kommer i løbende kontakt med personer der er ansat i sundhedssektoren. Jeg har gang på gang oplevet sygeplejesker og læger, der ikke vil acceptere at jeg (og Camilla) ryger fordi vi har børn. Jeg har en enkelt gang oplevet en læge, der sidestillede det at jeg røg med vanrøgt af Marcus. Jeg måtte så fortælle hende, at hvis hun mente jeg gjorde noget ulovligt, så skulle hun ringe til politiet (jeg tilbød hende endda at hun måtte bruge min telefon til opkaldet), ellers ville jeg råde hende til at stoppe med at snakke, ligesom jeg fortalte hende, at hun skulle være glad for at jeg havde mit barn siddende ved siden af mig, samt at jeg ikke var 25 år mere, da jeg ellers ville ha’ smasket hende en på siden af hovedet.

Jeg forstår godt at læger, sygeplejesker og jordmødre skal informere om de skadelige virkninger som rygning kan ha’, men de må også acceptere at det ikke er deres valg, ligesom de skal acceptere at personen de snakker til, ikke er forpligtet til at følge deres råd. Det er som om, at mange ansatte i sundhedsplejen tror de er de første til at informere om at rygning er skadeligt – som om, at de tror at så snart de har fortalt at det er skadeligt at ryge, så ligger jeg mine cigaretter og vender ryggen til dem for altid.

Nå, jeg fik bevæget mig lidt rundt i emnerne – min pointe var blot … hold op med at hils på mig, hvis du ikke kender mig! :)

Jeg syntes selv jeg er et ganske fornuftigt menneske, jeg kender forskel på rigtig og forkert og syntes selv jeg er god ved dyr (undtagen når Camilla beder mig jagte en små kryb i huset). Jeg er dog også klar over, at jeg ikke er en person der nyder de store sociale sammenkomster, specielt ikke hvis det er over længere tid. Jeg fortrækker at kunne sige stop og få noget fred om ørene. Det er nok også derfor jeg elsker mit kontor her i huset. Her kan jeg trække mig ned og få lidt fred, med små afbrydelser af Marcus – men det lever jeg gerne med.

Det pisser mig voldsomt af, når andre pludselig skal bestemme, hvem jeg skal ha’ ind i mit hus. Kontaktforældrene i Daniels klasse har nemlig besluttet, at ungerne skal til at have legeaftaler, således at ungerne på skift skal have 3 klassekammerater på besøg fra klokken 15 til klokken 20. Hvad fanden tror de lige det er – hvorfor fanden skal jeg tvinges til at have 3 ekstra unger ind i huset, fordi nogle andre forældre mener det er en god ide. Hvornår fanden er det lige blevet indført at andre forældres pædagoiske idealer skal tvinges ned over hovedet på mig?

Jeg er så pisse træt af at vi alle skal være så fandens pædagoiske og alle skal være venner med alle – sådan fungere verden ikke. Jeg kan stadig godt huske min skoletid, og der var personer i min klasse som jeg aldrig ville drømme om at invitere hjem, ligesom jeg har været på arbejdspladser, hvor der var folk som jeg ikke talte med når jeg havde fri.

Jeg syntes det er fint hvis Daniel vil lege med nogen over fra skolen efter skoletid, for min skyld må de gerne være her, men jeg vil fandme ikke tvinges til at det skal være 3, samt at andre bestemmer hvilket tidspunkt de skal være her i. Så længe det ikke er Daniel eller hans skole der betaler huslejen her, så er det ikke dem der sætter reglerne.

Camilla er heller ikke vild med ideen, men hun er nu engang mor, “Hvis vi siger nej, så kommer Daniel måske udenfor sammenholdet”. Meget muligt trunte, men så syntes jeg du skal nyde de 3 ekstra unger i huset, for du finder ikke mig her hjemme mens de er her. Vi mænd har nemlig et sted hvor vi kan tage hen, når der sker ting som dette…

Skål!

Det har været noget af en stille uge her på bloggen, mest fordi vi alle 4 har ligget syge, men også fordi jeg ikke rigtig har kunne finde noget der tilnærmelsesvis kunne frembringe mere end lidt hovedrysten.

Jeg var faktisk i denne uge, gået i gang med at skrive et indlæg om Danmarks svar på de overfyldte flødeskumskager, Susan K og Mascha Vang, og deres “kamp” på nettet – specielt efter Mascha Vang besluttede sig for pludselig at påtage sig rollen som skolefrøken, og fortælle Susan K hvordan hun skulle opføre sig – flot Mascha, DU er jo lige præcis den rollemodel vi alle gerne så give gode råd til andre piger.

Jeg må dog indrømme, at jeg simpelthen fandt det for nemt og et alt for billigt point at “score”, så jeg opgav indlæget – det er sgu svært at hidse sig op over de to gimper, når det er så tydeligt, at de slet ikke har nogen som helst idé om, hvor tåbelige de selv udlægger sig. På den anden side, hvis man beslutter sig for at spille dart med et ølglas på et discotek i Århus – med et garderobepige som dartskive – så fortjæner man ikke den store sympati. Mascha Vang er måske bare ikke ligefrem den bedste til at fortælle andre om moral og etik.

Nå, weekenden er ved at nærme sig, Daniel har stadig betændelse løbende ud af ørene – jeps, det er så lækkert som det lyder – mens Camilla har snot løbende ud af næsen. Det er et fantastisk syn, hvis det ikke lige var fordi, man er ved at knække sig, hver gang man kikker på dem. :)

Dermed er det kun den ældste og den yngste i huset, der er friske nok til at klare sig igennem dagen. Marcus besluttede sig dog for at vågne i nat omkring klokken 4. Jeg har lidt på fornæmmelsen, at han er begyndt at drømme, for det ligner sgu ikke ham at ligge og græde hvis han vågner. Hvis jeg ikke husker meget forkert, så læste jeg på et tidspunkt, at det var omkring 2-års alderen, at børn begyndte at drømme i billeder, hvis det er rigtigt, så passer det meget godt med tidspunktet.

Jeg besluttede mig for at være den gode far i nat, så han fik lov til at komme med ind i stuen, hvor han nød at sidde i 10 minutter, sammen med ham den gamle i sofaen - sådan for lige at få ham til at falde til ro. Da han var faldet til ro, ville han dog ikke tilbage i seng, for jeg viste ham hvor mørkt udenfor – derefter syntes han det var okay at komme ind i sengen igen. Han formåede da også at falde i søvn med det samme, og sove helt til klokken 7.

Så skete det – det alle forældre hader – vi ligger alle syge her hjemme. Jeg er heldigvis ikke så slemt ramt mere, smærten i hele kroppen er overstået, nu er det “kun” den evige strøm af snot der vælter ud af næsen der skal overstås.

Camilla har også været godt snottet de sidste par dage, men i går fik vi så bonusen… begge unger har lagt sig syge… YAY!

Daniel begyndte at flippe over, at han havde ondt i øret, hvilket straks fik Camilla på sporet af mellemøresbetændelse, et besøg hos lægevagten kunne dog ikke bekræftige dette, men mistanken ligger stadig på dette. Marcus besluttede sig for at pumpe hans temptratur op på 39.4, hvilket jo altid bringer en jubel frem her i huset.

Dermed bliver denne tirsdag en dag hvor fire, godt sygdomsramte og dermed godt irritabel personer, skal tilbringe deres tid under samme tag.

Heldigvis er Daniel nu så stor, at han selv kan fortælle hvor det gør ondt, ligesom han også godt er klar over, at det eneste der virkelig hjælper, er hvis han bare ligger i sengen og stener fjernsyn eller Playstation2. Marcus har med sine knap 2 år ikke helt forståelsen for, at hvis man er syg, så skal man bare slappe af i sengen. Lige nu er han dog placeret det sted, hvor han forbliver mest rolig, nemlig foran fjernsynet i selskab med Pengvinerne fra Madagascar.

Jeg vil smide mig ind på sofaen og gøre ham selskab…

Så kom dagen, hvor knægten skulle starte i vuggestue. Marcus er snart 2 år (fylder 2 år den 5. februar), men kom allerede ud i Dagplejen da han var 6 måneder. Camilla og jeg har altid gjort meget ud af, at han skal være tryg ved andre mennesker, hvilket har gjort, at de gange han er blevet passet, har vi kunne gå fra ham, uden han brokkede sig det mindste.

Jeg husker tydeligt den første dag i Dagplejen, vi var der i 2 timer, hvor Marcus stort set ikke ænsede at jeg var i lejligheden – vi besluttede os derfor, at dagen efter skulle han blot komme som de andre unger, selvfølgelig med det forbehold, at Marianne kunne ringe til mig, hvis der var noget der gik helt galt – jeg hørte intet før jeg kom og hentede ham.

Jeg var derfor ikke spor nervøs, da jeg tog ned i vuggestuen sammen med Marcus her til morgen – det viste sig også at min eneste opgave i de to timer vi var der, var at tøre hans næse et par gange – hvilket han selv kom hen og bad om. Pædagogen på stuen så dog helst, at han kun får en halv dag i morgen, hvilket vi så gøre. Jeg er dog sikker på, at hvis jeg ikke kom og hentede ham før klokken 16, så ville han være helt okay med det.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til pædagoger, jeg kan ikke helt sætte min finger på hvorfor, hvilket faktisk pisser mig lidt af. På en eller anden måde virker de bare bedrevidende, og i mine øre lyder det ofte som om de starter alle sætninger med, “Ja, det er dit barn, men nu skal du bare høre hvad jeg ved…”. Jeg syntes ofte pædagoger udtaler sig, som om de kender ens barn bedre end en selv, fordi de har læst i 3 år. Selvfølgelig har de en masse teori fra deres studier, de kan ingen tage fra dem, men om de så havde læst i 20 år, så er der stadig ingen der kender min unge bedre end mig – incl hans mor.

Jeg ved godt jeg kommer med en dårlig sammenligning nu her, men bær lige over med mig – Som System Administrator kan jeg læse i 10 år om opsætninger af Microsoft servere, det betyder ikke, at jeg på 2 timer kan sætter mig ind i alle virksomheders serveropsætning. Jo, hvis virksomheden har sat alt op efter Microsofts guides og forskrifter – det er der bare ingen der gør. Man bliver nød til at sætte sig ind i systemet, finde de steder hvor der er blevet skåret nogle hjørner eller lavet nogle tilrettelser, for lige netop at gøre systemet bruligt for den aktuelle virksomhed. Sådan ser jeg også lidt på det med børn… Forældre har også tilrettet deres børn, så de passer ind. Jeg ved ikke hvor mange forældre, der allerede lære deres 18 måneders unge, at han altså sagtens selv kan gå ud med ting i skraldespanden, ligesom han også fint selv kan sætte sine sko på plads. Jeg siger på ingen måde at vi har et vidunderbarn (eller jo, i mine øjne :)), men for mig er det ting som lige så godt kan læres fra starten.

Derfor “pisser” det min også af, at en pædagog står og siger, “jeg syntes vi skal gøre som vi plejer”. Jeg ved godt, at i en vuggestue med 10-15 unger, og 3 voksne til at se efter dem, ikke er tid til at alle børn bliver nusset i hoved og røv 4 timer om dagen. Det er heller ikke det jeg efterlyser, for så ville jeg blot have en endnu mere forkælet unge end jeg har nu. Jeg syntes måske blot, at pædagoger skulle være lidt bedre til at lytte til forældre, tage det man finder relavant og så bruge det – i stedet for, som jeg opfatter det, holde sig stift til hvad der står i lærebøgerne.

Jeg ved godt dette kan lyde som en hård kritik af pædagoger, sådan er det dog ikke ment – mere som en opfordring. Jeg var selv utrolig glad for den børnehave som jeg gik i som lille, jeg besøger dem stadig mindst en gang om året, nok fordi at der stadig er en del ansatte, som også var der den gang jeg selv gik der – det er lidt et tryghedssted, tingene ændre sig, men alligevel er mange af tingene der nede de samme.

Nå, det gik fint i dag med Marcus – jeg er sikker på det går lige så godt i morgen :)

Så er vi ved at være ved årets slutning, tiden hvor man kan slå en streg i sandet, gøre året op, og se sig lidt tilbage. Set tilbage, har det været et spændende år for Camilla og mig, vi har været ude for nogle positive ting, men også et par enkelte negative.

Camilla tabte desværre et par fostre i løbet af året, men heldigvis ser det nu ud til, at dette sidder hvor det skal, og vi kan se frem til at blive forældre igen til juni 2010. Pudsigt nok 10 år efter Daniel, som hun fik da hun var tyve (så kan i selv gætte, hvad hun fylder i 2010 ;)).

2009 var også året, hvor Marcus begyndte at vise sin personlighed for alvor. Jeg har altid sagt, at småbørn ikke siger mig noget, men de ord har jeg måtte æde i mig selv. Jeg er blevet en af disse hjernedøde fædre, der kan sidde og snakke om sit barn i flere timer – noget jeg dog gør mit bedste for ikke at gøre, da jeg ved hvor “pain in the ass” det kan være at høre på for andre.

Det var også i 2009, at Camilla og jeg flyttede i hus – jeg måtte æde en kamel og flytte til Køge, noget jeg ellers havde svoret aldrig at gøre igen. Vi er dog alle fire utrolig glade for at være flyttet. Vi glæder os alle til det bliver sommer, så vi også kan komme til at nyde haven til fulde.

Her i dag fik vi endnu en glædelig besked, da min bror har fået job igen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at han nok skulle finde noget snart, men jeg ved hvor meget det betyder for ham, at kunne gå ind i det nye år, med en viden om, at tingene ser noget lysere ud. Jeg har sjovt nok fået et langt bedre forhold til min bror de sidste måneder, specielt efter vi er flyttet til Køge. Jeg tror ikke der ligger noget specielt bag det, det virker bare som om vi er kommet tættere på hinanden og kan snakke om langt mere end vi nogensinde har gjort før. Jeg havde selv tænkt det samme for et par dage siden, men nu nævnte min mor det også her i søndags, så jeg tror ikke det bare er indbildning.

Jeg ser frem til 2010, går året i møde med løftet pande – godt nytår :)