Der er ikke meget ved internettet der kan gøre mig harm, men lige på ét punkt kan det næsten få mig til at blive hvidglødende – betalingen for forsendelsen…
Der kan siges meget positivt ved at købe ting via nettet, man kan gøre det når det passer en, om det er klokken 9 om morgen, eller klokken 2 om natten, når man lige kommer i tanke om, at man står og mangler et eller andet. Jeg har altid talt positivt om at handle på nettet, men på trods af at jeg arbejder i IT branchen, har jeg aldrig været speciel god til at benytte det selv. Jeg er nok lidt gammeldags på det punkt, da jeg godt kan li’ at stå med produktet i hånden, samt få det med hjem med det samme – den der ventetid fra man har bestilt, til Post Danmark får snøvlet sig sammen til at få afleveret pakken, finder jeg ulidelig.
Jeg kan simpelthen ikke klare at sidde og kikke på en e-mail fra “butikken”, der fortæller mig at nu har de afsendt pakken, mens jeg ved at nu er “skæbnen” overladt til Post Danmark eller et pakkefirma. Post Danmark har i årevis klaget over, at danskerne ikke længere sender så mange breve, samtidig med at de forringer deres udbringning mere og mere. Vi har boet her i Køge siden den 1. november, og jeg har slet ikke tal på hvor mange gange vi har fået post til naboen og genboerne, da det åbenbart er for svært for posten lige at checke adressen og navnet på brevene – noget der åbenbart er for meget at forlange.
Det der dog pisser mig mest af, er de horrible priser som internetbutikkerne tager for forsendelsen. Camilla købte her den anden dag sutter til Niclas og Marcus, fornuftig pris og hurtig levering – alt sammen ganske fint. Jeg kikkede tilfældigt på kvitteringen og så at prisen for forsendelsen var 38.- kroner. Jeg tænkte ikke videre over det, indtil jeg så kuverten de var sendt i, hvor der sad et portomærke på 12.00 kroner. Vi taler altså om, at butikken har “scoret” 26.- kroner bare på forsendelsen!
At “score” 26.- kroner på forsendelsen, svare til at jeg gik ned i Fona for at købe et PS3 spil til 449.- kroner, hvorefter de så forlangte 25.- kroner for at jeg fik lov til at tage spillet med ud af butikken! Jeg er godt klar over, at man spare en masse ved at købe via nettet, men internetbutikkerne spare også en masse penge ved at sælge deres vare på den måde. De har intet behov for en forretning, ligesom der heller ikke er ansat personale til at servicere kunderne. En internetbutik af de mindre kan i det fleste tilfælde klare sig med 2-5 ansatte, hvoraf den største del kan være ungarbejdere under 18, der pakker vare og står for forsendelsen.
Selvfølgelig er jeg godt klar over, at det ville være fysisk umuligt at beregne portoen for alle forsendelser ved bestillingen – det ville være et mareridt at skulle kode sig ud af, da man så skulle veje alle vare, samt lave en beregning for hvad portoen ville være for den samlet vægt, men det ville kunne lade sig gøre, hvis folk ikke bare accepterede at skulle betale overpris for forsendelsen. Nu vil der sikkert være nogen der gør opmærksom på, at man nogle gange kan komme ud for, at forsendelsen var billigere end det man betalte – og ja, det sker nogle gange – men i langt de fleste tilfælde, så er det kunden der kommer til at betale ekstra, hvis det ikke er, så er det fordi butikken slet ikke kan finde ud af at lave forretning. Nogle butikker vælger at gøre forsendelsen gratis, hvis man vel og mærket handler over et vis beløb (ofte 500.- kroner), hvilket sikkert er med til at øge omsætningen, da mange der har købt for 400.- kroner, nok lige køber for 100.- kroner mere, da de så “spare” portoen.
Jeg syntes det er helt fair at man selv skal betale for forsendelsen, det er det man betale for bekvemmeligheden ved at få leveret sin vare direkte ved døren (når posten kan finde ud af det). Jeg syntes dog ikke det er fair, at man skal betale ekstra for en vare, som man kan se prisen på, men kommer til at betale 3 gange så meget for.
Nu vil jeg sætte mig til at vente på de 2 PS3 spil som Camilla har købt til mig, som blev afsendt i går – og så håbe at Post Danmark kan finde ud af hvor jeg bor henne i dag…