Jeg er blevet en af den slags forældre som jeg hadet for 10 år siden – den gang var det kvalmende at sidde og høre på et forældre par, der ikke kunne snakke om andet end deres børn. Man havde mest af alt lyst til at råbe dem ind i hovedet, at nu var man sgu træt af at høre om deres unger.

Nu er det så mig selv der sidder og snakker om min knægt(e) (der er ikke så meget at fortælle om Niclas endnu, han sover, spiser og skider). Jeg har dog lært at have styr på hvem jeg snakker med, da jeg ved hvor stor en “pain-in-the-ass” det kan være for folk der ikke selv er forældre at høre om anders unger. Så hvis du som læser ikke har børn, ikke finder interesse for børn, så klik videre, for dette indlæg handler om børn… :)

Da Marcus og jeg skulle afsted mod børnehaven i morges ville han cykle, ikke på sin egen tre-hjulet cykel, næ nej, vi skulle cykle på mors cykel. Jeg har ikke nogen cykel selv, så jeg cykler på Camillas cykel, til stor lykke for Marcus, der elsker at cykle sammen med sin far. Jeg fortalte dog Marcus, at vi ikke kunne cykle ned til børnehaven i dag, men at vi kunne cykle en tur når jeg hentede ham i børnehaven. Camilla, Niclas og jeg kom dog i bil for at hente Marcus i dag, da vi kom hjem nede fra byen, og lige så godt kunne hente ham, nu da vi lige kørte forbi på vejen hjem.

Nede i børnehaven havde en meget venlig ældre mand, sat en seddel op om, at han havde en køjeseng i god stand, som han gerne ville give væk, da hans børnebørn ikke længere havde brug for den. Jeg ringede straks vi så sedlen, da vi netop gik og planlagde, at det var ved at være på tide, at Marcus skulle til at have en “stor drengs seng”, i stedet for tremmesengen. Jeg kørte derfor Camilla og Niclas hjem, mens Marcus og jeg kørte ned for at hente sengen, mens Marcus brokkede sig højlydt, da han ville ned og se på toge ved stationen.

Vi fik hentet sengen, kørte hurtigt hjem, lod sengen blive i bilen, for derefter at kaste os op på cyklen, så vi kunne komme ud og cykle vores tur. Med “cykel en tur”, mener Marcus ikke at vi bare skal ud og køre på må og få – næ nej – vi skal cykle ned til Køge Station, så vi kan stå og kikke på alle togene. Marcus kan sidde på cyklen i timevis, mens han sidder og holder øje med om der kommer et tog.

Efter en time på Køge Station, besluttede jeg mig for, at nu måtte det være nok for i dag. Vi cyklede hjem, da jeg godt var klar over, at det ikke kun ville tage 20 minutter at samle hans seng, og jeg havde allerede besluttet, at han skulle sove i den i nat.

Sengen blev samlet med hjælp fra Marcus, der gladeligt hentede skruer til sin far, ligesom han også gladeligt spredte dem ud og hele gulvet. Da det endelig blev senge tid og sengen stod klar, fik han læst Halfdans A-B-C (som altid), hvorefter der blev sagt godnat som altid. Jeg havde forinden lavet et væddemål med Camilla, om hvor mange gange jeg skulle ind for at ligge ham til at sove, når nu han selv kunne komme ud af sengen. Det blev til 3 gange, hvoraf de 2 af gangene jeg fandt ham sidde på gulvet (ganske stille og roligt) sidde og lege med sit legetøj. Jeg må derfor erkende, at jeg tabte væddemålet…

Sidste gang jeg var inde hos ham, lå han i sengen og var tæt på at falde i søvn – dog på den forkerte led. Jeg havde allerede inden jeg gik der ind, besluttet mig for, at jeg ville ligge mig hos ham i 10 minutter, hvis det kunne være med til at gøre det nemmere for ham at falde til ro. Efter 2 minutter lå han blot og stirrede på mig, hvorefter jeg spurte ham, om jeg skulle gå ud – svaret kom tydeligt og klart – ja!

20 minutter efter kikkede jeg ind til ham, og kunne konstatere at han lå i den dybeste søvn, for første gang i hans nye seng – det var en stolt far der lukkede døren stille efter sig.

Nu kommer det spændende så i morgen… normalt står Marcus inde i sengen og råber “FAR!”, når han er vågen – i morgen har han muligheden for at komme ud af sengen selv. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg i morgen tidelig har en unge der står og rusker i mig – og han skal være mere end velkommen, så længe klokken blot er over 6:00. Camilla og jeg skal nok overleve at blive vækket, Camilla er alligevel oppe hver 3 time med Niclas, og Daniel sover inde hos naboen, som han går i klasse med og efterhånden er blevet bedste venner med.

Daniel har været med “klubben” på fisketorvet i dag, hvor han fik 50 kroner med – en del af pengene gik åbenbart til et Happy-Meal på McDonald’s, for han havde legetøj med hjem til sin lillebror. Det må man give ham, han er satme betænksom over for sin små brødre.

Nå – jeg kan høre Niclas skriger, så jeg må nok heller give Camilla en hånd, da det er den stolte far der står for bøvs-ningen her i huset… :)

Jeg er måske ikke den rette til at lave et “review” af iOS4, da jeg desværre “kun” har en iPhone 3G, der ikke kan udnytte alle nye funktioner der er med i iOS4. Jeg vil dog alligevel forsøge at give min lille mening om det nye stykke operativ system som Apple lagde ud til brugerne i går aftes klokken 19.00.

Jeg var allerede klar over, at jeg ikke ville få multitaskning med i iOS4 på min 3G, det forventede jeg heller ikke, da min telefon trods alt er 2 generationer gammel (med udgivelsen af iPhone4). Jeg har ikke de store problemer med kun at kunne have et program åbent på min telefon af gangen, selvom det måske ville være rart at kunne skifte hurtigt imellem mail, twitter, facebook og de seneste scoringer ved VM. For mig var den nok vigtigste nye ting i iOS4 den nye e-mail del, da jeg efterhånden var ved at blive træt af at skulle skifte mellem mine to inboxe, hvis jeg skulle finde en mail, som jeg ikke var sikker på hvilke konto jeg havde modtaget med. Nu kan jeg blot åbne min mail, se hvad der ligger af ulæste mails, uden at jeg skal tænke på, om den er modtaget på min exchange server, eller på min gmail konto.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg virkelig kunne spare en masse plads på min telefon med iOS4, da jeg nu kunne smide alle mine apps i mapper, så jeg i stedet for 7 skærme fyldt med apps, nu har 1½ skærm, hvor samme antal apps kan være. Jeg har tit siddet og bladret rundt, fordi jeg skulle finde en app, som jeg vidste jeg havde, men ikke lige kunne huske hvor lå. Flere gange har jeg tænkt “fuck det!”, fordi jeg simpelthen mistede tålmodigheden. Jeg føler selv jeg har fået et langt bedre overblik, så der er Appels mission helt sikkert lykkes.

Jeg ved ikke helt om det er indbilling, men jeg føler også min telefon er blevet hurtigere. Min telefon føles mere “snappy” når jeg starter en app op, hvilket nok ikke kommer til at betyde så meget i længden, da man jo hurtigt vender sig til det, men det gør alligevel, at ventetiden indtil jeg får købt mig en iPhone4 bliver lidt nemmere.

I foto delen er der også kommet nogle forbedringer, måske ikke den store revolution, men jeg syntes nu alligevel det er meget sødt, at man nu kan se på et kort hvor man har taget billederne. Jeg sad og legede lidt med det her i morges sammen med Daniel, som syntes det var sjovt at se på et kort, hvor det helt præcist var vi tog billederne på vores skiferie i Norge. Apple har også lagt 5 gange digitalt zoom med i foto delen, jeg tvivler dog på det er noget jeg kommer til at gøre meget brug af, da de billeder jeg tager, mest af alt er af ungerne, hvor jeg er rimelig tæt på i forvejen.

Billede taget med 5x Zoom

Billede taget uden Zoom

Alt i alt er jeg dog ganske godt tilfreds med iOS4, det ville dog ha’ været rart, hvis iPhone3G også havde haft mulighed for baggrundsbilleder, men det lever jeg nok med :).

Så er Niclas første nat i Køge overstået – vel overstået faktisk.

Jeg har altid ment, at Marcus var noget af den mest nemme unge man kunne få ind af døren da han blev født. På intet tidspunkt skabte han sig eller skreg som en gris. Selvfølgelig kom der lidt hyl hist og her når han var sulten, men høre under den slags ting som man ikke regner for noget, ligesom bleskift, det er noget der bare skal være der, om man syntes det er sjovt eller ej.

Så Camilla og jeg har skulle vende os til Niclas, han “skriger” nemlig ikke. Jeg ved ikke om man kan forstille sig, men der er mere kattekilling over ham end baby. Den lyd som kun helt små killinger kan lave, er lidt det samme der kommer ud af Niclas når han er vågen. Jeg har aldrig oplevet en mere rolig baby end den unge. Nå – både Niclas og Camilla har det godt, og det er jo det vigtigste.

Camilla og jeg har set frem med spænding til hvordan Marcus ville reagere på Niclas. I onsdags på hospitalet kikkede han på ham i 3 sekunder, hvorefter han gik i gang med at lege med klodser og derefter nægtede at komme i nærheden af ham. Man kunne derfor godt forstille sig, at ham måske ikke ville syntes det var helt super, at Niclas pludselig lå her hjemme når ham kom hjem fra børnehaven. Man må dog sige, at Marcus gjorde alle vores forstillinger til skamme.

Marcus lyste op i det største smil da han så Niclas her hjemme, ligesom han både ville nusse og “møsse” ham. Der blev også fundet tid til en lille “skideballe” til hans nye lillebror, som med fast stemme fik besked på, at han ikke måtte bide mor. Det er sgu svært at forklare en knægt på 2½, at lillebror ikke bidder mor, men spiser aftensmad. :)

Daniel har været utrolig opmærksom på sin nye lillebror, han kan knap nok gå forbi ham, uden lige at stikke hånden ned til ham, ligesom han har været utrolig hjælpsom de sidste par dage – der er ingen tvivl om at det er en stolt storebror, der nok skal passe godt på hans små brødre.

I dag kommer svigerfamilien fra Ikast, så der bliver noget at se til… :)

Jeg syntes selv jeg er et ganske fornuftigt menneske, jeg kender forskel på rigtig og forkert og syntes selv jeg er god ved dyr (undtagen når Camilla beder mig jagte en små kryb i huset). Jeg er dog også klar over, at jeg ikke er en person der nyder de store sociale sammenkomster, specielt ikke hvis det er over længere tid. Jeg fortrækker at kunne sige stop og få noget fred om ørene. Det er nok også derfor jeg elsker mit kontor her i huset. Her kan jeg trække mig ned og få lidt fred, med små afbrydelser af Marcus – men det lever jeg gerne med.

Det pisser mig voldsomt af, når andre pludselig skal bestemme, hvem jeg skal ha’ ind i mit hus. Kontaktforældrene i Daniels klasse har nemlig besluttet, at ungerne skal til at have legeaftaler, således at ungerne på skift skal have 3 klassekammerater på besøg fra klokken 15 til klokken 20. Hvad fanden tror de lige det er – hvorfor fanden skal jeg tvinges til at have 3 ekstra unger ind i huset, fordi nogle andre forældre mener det er en god ide. Hvornår fanden er det lige blevet indført at andre forældres pædagoiske idealer skal tvinges ned over hovedet på mig?

Jeg er så pisse træt af at vi alle skal være så fandens pædagoiske og alle skal være venner med alle – sådan fungere verden ikke. Jeg kan stadig godt huske min skoletid, og der var personer i min klasse som jeg aldrig ville drømme om at invitere hjem, ligesom jeg har været på arbejdspladser, hvor der var folk som jeg ikke talte med når jeg havde fri.

Jeg syntes det er fint hvis Daniel vil lege med nogen over fra skolen efter skoletid, for min skyld må de gerne være her, men jeg vil fandme ikke tvinges til at det skal være 3, samt at andre bestemmer hvilket tidspunkt de skal være her i. Så længe det ikke er Daniel eller hans skole der betaler huslejen her, så er det ikke dem der sætter reglerne.

Camilla er heller ikke vild med ideen, men hun er nu engang mor, “Hvis vi siger nej, så kommer Daniel måske udenfor sammenholdet”. Meget muligt trunte, men så syntes jeg du skal nyde de 3 ekstra unger i huset, for du finder ikke mig her hjemme mens de er her. Vi mænd har nemlig et sted hvor vi kan tage hen, når der sker ting som dette…

Skål!

Det har været noget af en stille uge her på bloggen, mest fordi vi alle 4 har ligget syge, men også fordi jeg ikke rigtig har kunne finde noget der tilnærmelsesvis kunne frembringe mere end lidt hovedrysten.

Jeg var faktisk i denne uge, gået i gang med at skrive et indlæg om Danmarks svar på de overfyldte flødeskumskager, Susan K og Mascha Vang, og deres “kamp” på nettet – specielt efter Mascha Vang besluttede sig for pludselig at påtage sig rollen som skolefrøken, og fortælle Susan K hvordan hun skulle opføre sig – flot Mascha, DU er jo lige præcis den rollemodel vi alle gerne så give gode råd til andre piger.

Jeg må dog indrømme, at jeg simpelthen fandt det for nemt og et alt for billigt point at “score”, så jeg opgav indlæget – det er sgu svært at hidse sig op over de to gimper, når det er så tydeligt, at de slet ikke har nogen som helst idé om, hvor tåbelige de selv udlægger sig. På den anden side, hvis man beslutter sig for at spille dart med et ølglas på et discotek i Århus – med et garderobepige som dartskive – så fortjæner man ikke den store sympati. Mascha Vang er måske bare ikke ligefrem den bedste til at fortælle andre om moral og etik.

Nå, weekenden er ved at nærme sig, Daniel har stadig betændelse løbende ud af ørene – jeps, det er så lækkert som det lyder – mens Camilla har snot løbende ud af næsen. Det er et fantastisk syn, hvis det ikke lige var fordi, man er ved at knække sig, hver gang man kikker på dem. :)

Dermed er det kun den ældste og den yngste i huset, der er friske nok til at klare sig igennem dagen. Marcus besluttede sig dog for at vågne i nat omkring klokken 4. Jeg har lidt på fornæmmelsen, at han er begyndt at drømme, for det ligner sgu ikke ham at ligge og græde hvis han vågner. Hvis jeg ikke husker meget forkert, så læste jeg på et tidspunkt, at det var omkring 2-års alderen, at børn begyndte at drømme i billeder, hvis det er rigtigt, så passer det meget godt med tidspunktet.

Jeg besluttede mig for at være den gode far i nat, så han fik lov til at komme med ind i stuen, hvor han nød at sidde i 10 minutter, sammen med ham den gamle i sofaen - sådan for lige at få ham til at falde til ro. Da han var faldet til ro, ville han dog ikke tilbage i seng, for jeg viste ham hvor mørkt udenfor – derefter syntes han det var okay at komme ind i sengen igen. Han formåede da også at falde i søvn med det samme, og sove helt til klokken 7.

Så skete det – det alle forældre hader – vi ligger alle syge her hjemme. Jeg er heldigvis ikke så slemt ramt mere, smærten i hele kroppen er overstået, nu er det “kun” den evige strøm af snot der vælter ud af næsen der skal overstås.

Camilla har også været godt snottet de sidste par dage, men i går fik vi så bonusen… begge unger har lagt sig syge… YAY!

Daniel begyndte at flippe over, at han havde ondt i øret, hvilket straks fik Camilla på sporet af mellemøresbetændelse, et besøg hos lægevagten kunne dog ikke bekræftige dette, men mistanken ligger stadig på dette. Marcus besluttede sig for at pumpe hans temptratur op på 39.4, hvilket jo altid bringer en jubel frem her i huset.

Dermed bliver denne tirsdag en dag hvor fire, godt sygdomsramte og dermed godt irritabel personer, skal tilbringe deres tid under samme tag.

Heldigvis er Daniel nu så stor, at han selv kan fortælle hvor det gør ondt, ligesom han også godt er klar over, at det eneste der virkelig hjælper, er hvis han bare ligger i sengen og stener fjernsyn eller Playstation2. Marcus har med sine knap 2 år ikke helt forståelsen for, at hvis man er syg, så skal man bare slappe af i sengen. Lige nu er han dog placeret det sted, hvor han forbliver mest rolig, nemlig foran fjernsynet i selskab med Pengvinerne fra Madagascar.

Jeg vil smide mig ind på sofaen og gøre ham selskab…

Så er vi ved at være ved årets slutning, tiden hvor man kan slå en streg i sandet, gøre året op, og se sig lidt tilbage. Set tilbage, har det været et spændende år for Camilla og mig, vi har været ude for nogle positive ting, men også et par enkelte negative.

Camilla tabte desværre et par fostre i løbet af året, men heldigvis ser det nu ud til, at dette sidder hvor det skal, og vi kan se frem til at blive forældre igen til juni 2010. Pudsigt nok 10 år efter Daniel, som hun fik da hun var tyve (så kan i selv gætte, hvad hun fylder i 2010 ;)).

2009 var også året, hvor Marcus begyndte at vise sin personlighed for alvor. Jeg har altid sagt, at småbørn ikke siger mig noget, men de ord har jeg måtte æde i mig selv. Jeg er blevet en af disse hjernedøde fædre, der kan sidde og snakke om sit barn i flere timer – noget jeg dog gør mit bedste for ikke at gøre, da jeg ved hvor “pain in the ass” det kan være at høre på for andre.

Det var også i 2009, at Camilla og jeg flyttede i hus – jeg måtte æde en kamel og flytte til Køge, noget jeg ellers havde svoret aldrig at gøre igen. Vi er dog alle fire utrolig glade for at være flyttet. Vi glæder os alle til det bliver sommer, så vi også kan komme til at nyde haven til fulde.

Her i dag fik vi endnu en glædelig besked, da min bror har fået job igen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at han nok skulle finde noget snart, men jeg ved hvor meget det betyder for ham, at kunne gå ind i det nye år, med en viden om, at tingene ser noget lysere ud. Jeg har sjovt nok fået et langt bedre forhold til min bror de sidste måneder, specielt efter vi er flyttet til Køge. Jeg tror ikke der ligger noget specielt bag det, det virker bare som om vi er kommet tættere på hinanden og kan snakke om langt mere end vi nogensinde har gjort før. Jeg havde selv tænkt det samme for et par dage siden, men nu nævnte min mor det også her i søndags, så jeg tror ikke det bare er indbildning.

Jeg ser frem til 2010, går året i møde med løftet pande – godt nytår :)

Jeg ved jeg har et tempramangt af de helt store – det ved mine nærmeste også (læs: Camilla og min mor). Jeg har lært at holde det nede for det meste, men nogle gange kan jeg bare mærke, at denne gang kan det ikke holdes tilbage, for så ender det med at jeg koger helt over. Her til aften kunne jeg mærke, at denne gang kunne jeg ikke æde det i mig.

Daniel ringede til mig i eftermiddags, og spurte om han kunne lege med en fra klassen. Jeg sagde det var fint, ligesom det også var helt okay med mig at han gik tidligere fra sin SFO, da hun skulle gå klokken 14. Jeg fortalte dog Daniel, at han skulle være hjemme 17:30, da Camilla havde aftalt med ham i morges, at maden ville stå på bordet der, så de kunne nå at åbne julekalender og hygge, inden det blev for sent for Marcus.

Camilla havde da også maden klar klokken 17:30 (sådan cirka) – men der var intet spor af Daniel. Camilla var sikker på, at han havde glemt alt om tiden, og sikkert mente at han skulle være hjemme til ”normal” tid, som er klokken 18. Vi får dog sat os ned – jeg går i gang med at sørge for at Marcus får mad på sin talerken – og så er det, at det begynder at gå galt…

Marcus kommer i sin iver for at få mad, til at hælde et glas mælk ud over mig, så jeg må skifte bukser. Det kan han naturligvis ikke gøre for, men jeg er allerede godt gnaven over at Daniel ikke er kommet hjem endnu til den aftalte tid. Kvart i seks ringer telefonen så – det er Daniel der gerne vil hentes! Camilla kikker så på mig og siger, ”Du henter ham ik?” … Lige i det øjeblik kunne jeg mærke 3 pulsåre i panden eksplodere!

Jeg havde lige nøjagtig nået at få én(!) bid af min aftensmad, og skulle nu ud for at finde Daniel, hos en legekammarart, som jeg ikke havde den fjerneste idé om hvor boede – hvilket ville resultere i, at jeg ikke fik nogen varm mad. Lad mig sige det på denne måde – jeg tror ikke Camilla på noget tidspunkt fik indtrykket af at det var noget jeg brød mig om. Jeg er også ret sikker på at både min kniv og gaffel ikke længere lå på bordet da jeg forlod huset.

Efter små 20 minutters forsøg på at finde Daniel, var jeg stadig ikke faldet ned – hvilket Daniel vist også bemærkede, efter han fik besked på at sætte sig ind på bagsædet i bilen.

Nå, der er ikke grund til at gå mere i detaljer – jeg har lige haft en snak med Daniel om det der skete i dag. Daniel har nu fået besked på, at hvis han ikke overholder de tider han får i December, eller hvis han løber udenfor og leger uden jakke, så napper jeg 2 pakker fra hans pakkekalder – det skal forhåbentlig nok holde ham i skindet – og mit tempramangt i ro… for denne gang… :)

Det er ikke fordi jeg har det store på hjertet for tiden – lige pt. syntes jeg det meste af min tid går med at ryde op, eller være en sur gammel mand, når ungerne ikke kan finde ud af opføre sig bare nogenlunde ordenligt.

Lidt har jeg dog på programmet i dag… Daniel kom hjem i går og sagde, at der var noget forældre halløj på hans SFO i dag. Jeg lovede Daniel at komme der over – på trods af det er noget af det værste jeg ved… Jeg ved ikke hvorfor, men alt sådan noget “Nu skal vi komme hinanden ved” er bare ikke mig. Det har det aldrig været, og det vil det heller aldrig blive. Jeg har heller aldrig været til de store famillie kommesammen ting. Allerede da jeg var helt lille (så langt jeg kan huske tilbage), var det en pinsel for mig når vi skulle ned og besøge famillie, og sådan er det faktisk lidt stadivæk.

Jeg kan huske den gang jeg blev omkring 13-14 år, og endelig fik lov til at blive hjemme, hvis min mor skulle til famillie halløj, det var en befrielse. Jeg kan huske at jeg tænkte, “Nu får jeg ENDELIG lov til selv at bestemme!”. Det har jeg så kunne i mange år, men har måtte konstatere, at det nu også er slut…

Nu er det ikke min mor det slæber mig med til famillie ting – næ, nu er det Camilla… Misforstå mig ikke, jeg kan virkelig godt li’ Camillas famillie – jeg har fået en fantastisk svigermor og svigerfar, som jeg snakker rigtig godt sammen med, og jeg tror ikke jeg ville bytte dem for nogen andre. Problemet ligger ikke i at der er nogen jeg ikke kan li, problemet ligger i når huset er fyldt med mennesker og man bare føler at man skal være social. Når Camilla fortæller mig, at hun nu har aftalt, at vi skal over og besøge hendes mor og far, så ser jeg faktisk frem til at besøge svigermor og svigerfar (Hanne & Kaj).

Hanne er lidt ligesom den svigermor som alle forstiller sig… Man når lige ind af døren, så får man en kop kaffe i hånden, og sådan forsætter det. Jeg ved ikke om hun har overnaturlige kræfter, men nogle gange virker det sådan… Det er som om hun kan høre på ens stemme om man er tørstig efter kaffe før man selv er klar over det. Jeg har flere gange oplevet, at jeg ville lave kaffe – men liiiiiige skulle på toilettet inden jeg ville sætte en kande over – når man så kom ud fra toilettet 2½ minut efter, så var kanden sat over (og det var uden at give et hint om det til nogen)?!?

Der hvor “filmen” knækker for mig, er at når vi er over hos Kaj og Hanne, så er der altid 10 andre gæster også. Det er som regl Camillas søskende, og det er også helt fint. Jeg har ingen problemer med Camillas søskende, og så vidt jeg ved, har de ingen andre problemer med mig, end at de nok mener jeg er lidt for meget “Københavner”. Det kan jeg sagtens leve med – og det kan de forhåbentlig også. Jeg kan sagtens hygge mig en aften sammen med dem, hvor det bliver spillet spil, hygget og fortalt løgnhistorier – helt fint…

Men efter en dag, så begynder jeg altså at få nok af socialt samvær… Camilla ved hvordan jeg har det, og ved at det ikke er fordi jeg ikke kan li dem. Camilla og jeg har derfor lavet en aftale omkring julen. Hvert andet år holder vi den på Sjælland, og de andre år i Jylland hos Camillas famillie. I år står den på Jylland. Vi har allerede aftalt, at vi køre hjemmefra omkring den 22 december, og det var så meningen at vi ville køre hjem den 26 december om aften.

Camilla har dog fundet ud af, at hele famillien (som skal være der juleaften) + et par stykker mere også kommer 1. juledag til frokost og hele baduljen… her valgte jeg så at sætte min fod ned. Jeg syntes det er helt fint at alle er samlet juleaften, det skal der ikke herske nogen tvivl om – men at gentage det dagen efter… 1. juledag har altid været en slap-af-dag for mig, nu er den så også blevet en slap-af-med-ungerne-dag. For mig er det ungernes dag, dagen hvor de kan lege med alt deres nye legetøj sammen med “de gamle”. Specielt i år syntes jeg dette er vigtig, da det er den første jul, hvor Marcus kan begynde at forstå hvad der sker.

Jeg er som sagt (eller skrevet, hvis vi skal være helt korrekte) sat min fod ned denne jul. Vi køre derfor hjem allerede 1. juledag om formiddagen. Ikke fordi vi ikke kan li’ famillien – men fordi vi vil være sammen med ungerne og nyde lidt hjemmelig hygge og ro.

Puha, det blev lidt længere end først planlagt – nu håber jeg bare, at hvis der er nogen fra Camillas famillie der læser det – forstår det som det er skrevet…

Her til eftermiddag fik jeg så “endelig” sat vores lille stationære maskine op her i kontoret. Det er nu ikke fordi Camilla eller jeg har savnet den, da vi begge har vores bærbare, ligesom jeg også har min iPhone, hvis jeg ikke lige gidder sidde og glo på en 12″ skærm.

Det er Daniel der har savnet en computer at spille på, da hverken Camilla eller jeg er specielt vilde med at låne vores computer ud til Daniel (som har lidt af en historie for at være klodset), har han ikke rigtig haft en mulighed for at spille på computer. Derfor passer det også ganske fint, at vi kunne genbruge den maskine – da den faktisk er langsommere end både Camillas og min, men samtidig er hurtig nok til at kunne spille de flash/java spil som Daniel gerne vil spille.

Her i dag fik jeg så også endelig sat min PlayStation3 Media Server op, og jeg må sige at der virkelig køre som en drøm! Hvis man har en PlayStation3 og ønsker at steame ting til den (Billeder, Musik og Film), så kan dette stykke software varmt anbefales.

Jeg har installeret PlayStation3 Media Server (PS3MS) på min Server, hvor jeg har alle mine billeder, musik, film og serier liggende, og det var en ren drøm her til formiddag at sidde og teste med at se afsnit af Two And a Half Men. Udvikleren af PS3MS skriver selv, at det med at spole i filmene ikke køre så godt, men det kan jeg absolut også godt leve med. I en af de seneste firmware opdateringer af PS3′en (kan ikke huske om det kom før 3.10), er der nemlig kommet en lille niftig funktion. Hvis man trykker på firkant på kontroleren (eller remoten som jeg bruger når jeg ser film/serier), kan man nemlig hoppe frem i filmen i forskellige tidsintavaler (man får et lille preview), hvilket fungere absolut perfekt.

Det eneste problem jeg har oplevet med PS3MS, er faktisk ved musik afspilning. Når jeg har afspillet en mp3, har min Playstation tabt lyden 3-4 gange i løbet af hvert nummer. Det drejer sig om under et sekundt at lyden forsvinder, men det er nok til at man ligger mærke til det. Jeg er dog ret sikker på, at en tuning af PS3MS vil løse problemet – jeg har bare ikke lige sat mig ned for at gøre det.

Her til aften har jeg også fået kikket på et andet lille problem i mit setup – eller problem er nok så meget sagt – nemlig timeserver. Hvis der er noget jeg hader, så er det at uret på en computer går forkert. Det har derfor også pisset mig af, at D-Link ikke har lagt et lille batteri ind i routeren, da den sætter året til 2004 hver gang man hiver strømen på den. Nu ved jeg godt at de fleste ikke slukker for deres router specielt tit – og det ville da også være til at leve med, hvis deres egen timeserver virkede!

Nu har jeg endelig fundet et par timeservere der virker og er hurtige. Jeg har derfor også sat min ene server op til at fungere som timeserver for vores computere her hjemme – så nu bliver alle maskiner tids synkroniseret hver halve time. Det er måske lidt overkill at gøre det så tit, men hellere det end at det bliver gjort en gang om ugen.

Nå, klokken er ved at være 20:45, så jeg vil smutte ind på sofaen (hvor Camilla ligger og sover lige nu), da det endnu en gang er tid til lidt fodbold :).