Det er sjældent en god idé, at besøge steder som har betydet meget for ens barndom, specielt hvis der er gået mange år siden sidst man har set stedet. Sådan et sted har jeg på Falster, nærmere et hus i den lille by Moseby, en lille flække som de fleste aldrig har hørt om.

Allerede inden Camilla og jeg kørte til Langeland, havde jeg besluttet mig for at køre forbi Moseby på vej hjem. Jeg var klar over at jeg med sikkerhed ville blive skuffet, samt at turen ville blive noget længere, end hvis vi bare nappede broen og holdte farten på 130 km/t.

Vel over med færgen og turen over Lolland, kørte vi over Falster igennem en masse små byer, som jeg med sikkerhed ville ha’ kunne navnene på, hvis det ikke var fordi, at sidst jeg har kørt der, nok var engang i sommeren 1982, hvilket betyder, at jeg ikke har været meget mere end 6 år gammel, sidst jeg kørte der. Nu jeg lige sidder og tænker tilbage, så har det nok været senere end ’82, men engang i starten/midten af 80′erne har det helt sikkert været.

Jeg var sikker på, at jeg sagtens ville kunne genkende huset, og kunne også mærke en mærkelig følelse i kroppen, da jeg så byskiltet. Jeg kunne fortælle Camilla, at når vi kom rundt om det første hjørne, så ville der komme en stor gård, der lå helt ude til vejen, hvilket der også ganske rigtig gjorde. Camilla spurte mig, om jeg kunne adressen, hvilket jeg måtte indrømme at ikke kunne, men at jeg var sikker på, at jeg ville kunne genkende huset når jeg så det.

Jeg blev dog et øjeblik i tvivl, da jeg så to hvide huse, lige ved siden af hinanden, begge med stårtag. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at det ene hus var af mursten, mens det “rigtige” var med bindingsværk – huset var fundet. Vi fik stoppet bilen og jeg hoppede ud som den “københavner” jeg nu er, og begyndte at tage billeder af huset.

Jeg fik ikke taget mere end 3-4 billeder, før en lidt ældre kvinde kom ud af huset, og spurte mig i en meget venlig tone, hvilken interesse jeg havde i huset. Jeg undskyldte mange gange for sådan at fotografere hendes hus, men fortalte hende, at min farmor og farfar havde haft huset da jeg var barn, og derfor havde tilbragt rigtig mange dage af mine sommerferier i huset. Hun spurte mig straks om jeg ikke ville indenfor og se nærmere på huset, og hun kunne se jeg havde min kone og børn med, så de skulle da også med ind.

Jeg fik parkeret bilen i indkørslen og fik pillet Marcus ud af bilen, mens Camilla benyttede chancen til at give Niclas lidt mad, samt skifte en ble. Kvinden (som hedder Vibeke), spurte mig hvem min farmor og farfar var (det var vist en lille test), og jeg kunne fortælle at det var Hans og Else Termansen, hvilket var som at sige de magiske ord.

Vibeke har aldrig kendt min farmor eller farfar, men der var ingen tvivl om, at hun havde hørt om dem, ligesom det også var tydeligt, at hun fundet ud af meget af husets historie. Da vi kom ud i haven, var det tydeligt, at der var lagt et stort og kærligt arbejde i haven. Der var stadig en del jeg kunne genkende, valnødetræet, æbletræerne og andre små ting hist og her. Vibeke var tydeligvis meget interesseret i at høre om, hvordan haven så ud tidligere, men jeg måtte indrømme, at det ikke var det store jeg kunne huske af detaljer, da det mere var minderne om min farmor og farfar der pressede sig på – hvilket også resulterede i, at jeg pludselig stod og stortudede midt i haven – ikke ligefrem noget jeg oplever hver dag.

Vibeke blev næsten ked af det, men jeg kunne berolige hende med, at jeg bare var super glad, fordi hun netop havde holdt haven i min farmors ånd, med massere af blomster og frugt planter – huset i Moseby var min farmors fristed om sommeren, og jeg er sikker på, at det mere hårdt end nogen af os kunne forstå, da hun blev nød til at sælge huset, da min farfar blev syg.

Camilla var nu blevet færdig med at amme, og Vibeke inviterede os indenfor i huset, så vi kunne se hvordan huset nu stod. Jeg kunne med det samme genkende køkkenet, hvor der dog var flyttet rundt på alt, ligesom hun også havde fået lavet badeværelset helt om – og kun til det bedre med begge rum. Jeg husker ikke så mange detaljer fra min barndom om huset indvendigt, da det absolut ikke var der hvor jeg tilbragte tiden, men jeg kunne da give hende et par detaljer som hun ikke var klar over. Vibeke undskyldte dog, at der ikke længere var nogle døre indenfor, men at de skam stadig stod oppe på loftet.

Det var tydeligt, at det nu var en kvinde der ejede huset, som virkelig var glad for stedet. Jeg fortalte hende, at jeg syntes det var dejligt at se huset igen, ligesom hun absolut intet havde at undskylde med hensyn til de ting hun havde lavet ved huset – jeg ville selv ha’ lavet de samme ting, hvis det var mit hus, men jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne ha’ lavet det halvt så godt.

Det var virkelig en dejlig oplevelse at se huset igen. Vibeke afsluttede vores besøg med at sige, at hvis vi en anden gang var i nærheden af Moseby, så var vi mere end velkommen til at kikke forbi igen – og jeg er bange for, at det nok er et tilbud jeg vil holde hende fast på :).

Jeg er heldigvis i den situation, at jeg nyder at være i selskab med min svigerfar og svigermor, hvilket altid gør det til en hyggelig og dejlig oplevelse at komme ned og besøge dem i deres sommerhus på Langeland. Heldigvis virker det også til at svigerforældrene også nyder når vi kommer her ned, hvilket unægteligt gør det hele lidt nemmere :).

Camilla, Niclas og jeg har nu tilbragt en lille uge (siden søndag) her, mens Marcus har været her nede et par dage ekstra. De sidste par dage har vi dog brugt på at se os lidt rundt omkring på Langeland, da jeg stort set kun har set Rudkøbing og Spodsbjerg, samt vejen mellem de to byer.

Denne gang har vi så været lidt rundt, med tur til både Lohals og Bagenkop, samt en masse af de mindre byer der ligger spredt rundt på Langeland. I går gjorde vi også et forsøg med Egeskov Slot, men det viste sig nok at være en lidt for stor mundfuld for Marcus, der ikke helt kunne håndtere alle de indtryk på en gang. Vi fandt hurtigt ud af, at det passede os alle meget bedre, hvis vi kørte rundt på må og få i bilen, kikkede på det vi så på vejen og stoppede når vi så noget spændende.

I går eftermiddags vendte vi bilen mod det nordlige Langeland, med Lohals som ende destination, men med indlagte stop i Tranekær og  Snøde. Jeg indrømmer blankt, at stoppet i Tranekær var min idé, da jeg ved at Camilla nok ikke syntes at Tranekær Slot var så spændende, men det var også kun for at tage et par billeder at der blev stoppet. I Snøde blev der stoppet hos “Bolchepigen”, hvor Marcus (med lidt hjælp fra sin far) fik lavet en stor fin slikkepind til 10.- kroner (som han har glemt alt om – vi må hellere huske at give ham den i morgen), mens moren og faren fik købt lidt bolcher.

I dag kørte vi mod syd og Bagenkop, som viste sig at være langt mindre end jeg havde forstillet mig. Camilla og Marcus fik dog jagtet måger på havnen, mens jeg fik taget lidt billeder af fiskekutterne og talt lidt med en af de gamle fiskere. Efter Bagenkop så jeg et skilt, der fik mig til at tænke på noget jeg havde læst om for lang tid siden – “Vilde Heste”. Bilen blev kastet ind af en smal vej og 7 kilometer senere var de der, de vilde heste. Vi kørte lidt videre og endte ved Dovnsklint, som jeg efterfølgende kunne konstatere, er det sydligste punkt på øen.

I morgen vender vi så snuden mod Sjælland, med en tur hen over Lolland-Falster og Moseby, hvor min Farmor og Farfar havde sommerhus. Jeg er ret sikker på jeg ikke har været der i mindst 20 år, så det bliver lidt mærkeligt at se stedet igen.

Jeg har en mærkelig uro i kroppen, ikke fordi jeg er ved at blive syg – jeg har det bare lidt skidt… Heldigvis ved jeg hvad det skyldes, samt hvornår det stopper igen.

Det begyndte faktisk i onsdags – omkring middagstid – sådan en mærkelig fornemmelse i maven, den der fornemmelse der siger en, at der er et eller andet galt. Hele min krop fortalte mig der var noget galt, selvom mit hoved prøvede at fortælle kroppen noget andet. En stor del af min bevidsthed er helt klar over, at der ikke er noget galt, alt er i den fineste orden, alligevel prøver min underbevidsthed at fortælle mig noget andet – og jeg finder det faktisk lidt belastende.

Heldigvis er det hele overstået på søndag – Marcus er nemlig på ferie.

Jeg ved at mange vil mene jeg er pylret og overbeskyttende, Camilla griner af mig og har sagt tyve gange, at det er sundt for både ham og mig, at han for lov til at komme lidt væk på ferie. Det er da heller ikke fordi jeg ikke under ham at komme ud og opleve noget, ligesom jeg under hans bedsteforældre, at de for lov til at tilbringe noget tid sammen med ham alene, uden hans forældre.

Jeg er helt sikker på, at Marcus på ingen måder lider overlast, ligesom jeg ved at han hygger sig til den helt store guldmedalje, hvilket også er grunden til, at jeg ikke allerede har startet bilen og kørt til Langeland for at hente ham.

I går morges ringede Camilla ned for at høre hvordan det gik, og vi fik snakket med ham i telefonen. Vi havde ellers aftalt at vi ikke ville snakke med ham i telefonen før lørdag, for ikke at gøre ham for forvirret. Svigerfar var dog ikke blevet breefet om planen, så Marcus fik telefonen inden Camilla kunne nå at sige noget. Nu da Camilla havde talt med ham, fik jeg også lige telefonen for at sige “Hej” – det skulle jeg aldrig ha’ gjort! Marcus snakkede lystigt om alle de ting han havde lavet sammen med Bedstefar i løbet af morgnen, han var i rigtig godt humør, da han både havde set fugle, været ude på gyngen og kørt på rutsjebane, helt sikkert en morgen lige efter hans smag.

Jeg kunne dog mærke på mig selv, at det absolut ikke var en samtale jeg havde nydt, da jeg gav telefonen tilbage til Camilla, der kom et stort tomt hul lige midt i brystet på mig. Det var en samtale jeg absolut godt kunne ha’ været foruden. Siden jeg snakkede med ham, har jeg været ekstra meget restløs, ligesom jeg har svært ved at vente til det bliver søndag.

Det er sikkert mig der er pyldret – men for pokker hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen!