“Digital selvtægt…”
søndag, marts 25th, 2012B.T. har her i nat lagt en artikel online, hvor de beskriver hvordan flere og flere offentlige ansatte oplever, at borgere griber til “digital selvtægt”.
Nu har jeg aldrig selv hængt personer ud, hverken her på siden eller på Facebook, da det går ret kraftigt imod mine moralske begreber, ligesom jeg heller ikke har kæmpet de store kampe med det offentlige – og forhåbentlig aldrig kommer til det. Jeg har dog haft en enkelt kamp med en virksomhed, som jeg gjorde offentlig, nemlig min lille sag med ComputerPlanet, som dog blev løst til – forhåbentlig – alles tilfredshed.
Artiklen i B.T. fortæller, at flere og flere offentlige ansatte oplever, at borgere optager samtaler på deres telefoner, for derefter at ligge dem online, enten på blogs eller på Facebook. Jeg skal blankt indrømme, at hvis jeg lå i en kamp om tvangsfjernelse af mine børn, så ville jeg optage samtlige samtaler med det offentlige, ligesom jeg ville kræve alle personlige samtaler optaget, enten på min telefon eller på en diktafon, hvor jeg fik en kopi inden jeg gik ud af døren.
Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg pludselig sad 2 eller 7 måneder senere og ikke kunne dokumentere et eller andet en offentlig ansat havde sagt til mig, hvorfor mine børn så ville blive fjernet.
Selvfølgelig skal man ikke bruge skjulte optagelser til at hænge folk ud med, men offentlige ansatte sidder ofte og tager beslutninger omkring borgere, der virkelig kan vende deres verden fuldstændig rundt på hovedet. Det kan være i situationer hvor man ikke har noget job, eller i forbindelse med tvangsfjernelser af børn.
Jeg er seriøst af den overbevisning, at hvis man sidder og tager afgørelser omkring tvangsfjernelser af børn, og vel og mærket tager en beslutning der er himmelråbende forkert, så må man også stilles til ansvar for denne fejl. Selvfølgelig skal medarbejderne ikke trues på nogen måde, hverken i samtaler eller via Facebook grupper – det høre på ingen måde hjemme – men hvis man skal publicere en telefonsamtale for at kunne dokumentere en fejl, så er det helt fint med mig. Vi kan vel hurtigt blive enige om, at hvis medarbejderen ikke har lavet en fejl, så har man vel intet problem med at samtalen kommer i offentlighedens kendskab… for så har man jo bare passet sit arbejde.
Vi lever i et samfund, hvor der er så mange regler og love, at det er umuligt for den enkelte borger at kende til alt, ligesom de fleste offentlige ansatte også har problemer med det, på trods af de arbejder med det til dagligt. Jeg har flere gange oplevet, at jeg måtte gøre en ansat ved kommunen opmærksom på, at i henhold til gældende lovgivning, var det altså direkte forkert det personen sad og fortalte mig. Jeg har også oplevet, at jeg har måtte hive en 4 måneder gammel e-mail frem, for at kunne dokumentere, at jeg altså havde ret, hvilket den ansatte havde nægtet flere gange.
Når man sidder i situationer, hvor man føler sig som den lille, der bare bliver førsøgt kørt over af et stort offentligt system, vil man ofte ty til de metoder man kan for at komme til orde, det må de offentlige ansatte altså lærer. Offentlige ansatte glemmer ofte, at det altså er borgerne der betaler deres løn, og derfor også kan blive stillet til ansvar af borgerne… det er der ikke ret mange i det offentlige der husker på…
Og det er sagt af en tidligere offentlig ansat…





















