Så er jeg langt om længe hjemme i lille Danmark igen. Efter en længere dag, der startede klokken 4:45 med at telefonen bimlede, sidder jeg nu her på mit lille kontor og nyder den fred og ro der er omkring mig.

Selve turen hjem gik helt efter planen. Først med tog fra Vitré til Le Mans, hvor jeg ventede en lille halv time på TGV toget til Charles De Gaull lufthavnen i Paris. Da jeg ikke havde fået noget kaffe inde jeg tog afsted fra hotellet, besluttede jeg mig for at bruge lidt mønter på en kop kaffe i toget… 2.50€ var prisen - pr. kop!

På den café jeg er kommet mest på i Vitré, for jeg serveret en kop kaffe (espresso) med et smil, samt et håndtryk efterfulgt et venligt “Ça Va” for blot 1.10€. Kvinden i toget virkede nærmest fornærmet over at skulle lave en kop kaffe!

Indcheckning og aflevering af bagage gik fint, på trods af at 2 ud af 3 checkin automater hos SAS var ude af drift. De 4 franske kvinder i køen mente heller ikke at kø kultur var noget de burde tage hensyn til, hvilket kostede dem en røffel på engelsk af underteget. De var næsten helt morsomt at se dem krype tilbage bagerst i køen, da de fandt ud af, at de rent faktisk var de eneste franskmænd i nærheden, samt at resten af køen absolut ikke udviste dem noget som helst sympati.

Turen hjem i flyet udviklede sig dog til noget af et helvede. SAS havde dog ingen skyld denne gang, det havde dog de svenske forældre, der mente at det var helt okay, at deres lille datter sad og skreg i flyet fra de kom ombord, til de forlod flyet igen i København. Havde det været en af mine unger, var han blevet flået ned på toilettet, og blevet der indtil han kunne holde sin kæft. Der findes næsten ikke noget værre, end at 300 mennesker skal sidde og høre på en unge skrige i over 2 timer, fordi forældrene ikke kan tage hånd om problemet. Fair nok hvis ungen ikke kan li’ at flyve, eller er bange - SÅ TAGER MAN BARE BILEN ELLER TOGET I STEDET!

Nå, jeg ankom til Kastrup lufthavn, hvor man blev mødt af “fantastisk danske effektivitet”. Det tog personalet i CDG 15 minutter at tømme flyet på rejsen til Frankrig, med samme antal pasagere - Kastrup Lufthavn? Tæt på 45 minutter! Min kuffert lå på bageagebåndet da jeg ankom til CDG lufthavn for 6 uger siden - i Kastrup lufthavn har de opstillet en pølsevogn, vel i erkendelse at de kan koste et måltid at vente på sin bagage!

Nå, jeg fik min kuffert og fik bevæget mig igennem tolden, hvor Camilla og ungerne ventede på den anden side. Her blev jeg mødt af mine 2 drenge, der kom løbende mig i møde, hvilket - indrømmet - sgu fik en lille tåre frem. Jeg havde forventet at Niclas (der lige er blevet 2 år) ville være ret reserveret når jeg kom hjem, men han har bare hængt på mig lige siden jeg kom til Danmark. Jeg kan rent faktisk mærke, at han virkelig har savnet mig, hvilket jo er dejligt.

Nu sidder jeg så her, klokken har passeret midnat og jeg har officielt fødselsdag. Fredagen skal bruges sammen med familien, samt en cykeltur sammen med Marcus, der har fået sin nye cykel mens jeg har været væk. Hvor kedeligt det end lyder, så skal der også vasken en ordelig bunke tøj…

Jeg sidder her i trygge Frankrig, eller det virker i det mindste mere trygt end Danmark, hvis mand læser Ekstra Bladet, hvor der ligefrem er artikler om, hvad man skal gøre, hvis man møder en Tiger.

Artiklen er naturligvis kommet i verden på den triste begivenhed i Københavns ZOO, hvor en mand valgte at forcere tigernes indhegning - et mindre smart valg, hvis man ønsker at opleve flere dage i levende live. Jeg skal naturligvis ikke gøre mig klog på hvilke steder journalister på Ekstra Bladet opsøger, men en artikel omkring hvad jeg skal stille op, hvis jeg møder en tiger, er ikke ligefrem aktuel for mig. Jeg har ikke de store ambitioner om at løbe ind i tigere, hverken hjemme i Køge, eller her nede i Frankrig.

Netop Køge er min næste destination, da jeg langt om længe vender hjem til Danmark i morgen. Jeg må indrømme - og har gjort det flere gange her på siden - at det, at være væk hjemmefra i mere end en måned, det er absolut ikke noget jeg gør med glæde igen i fremtiden.

Jeg har allerede pakket de fleste af mine ting, alt det jeg ikke skal ha’ med til Danmark står nu på arbejdet her i Frankrig. Jeg har en del ting her nede, som jeg ved jeg ikke får brug for der hjemme, så jeg har valgt at efterlade dem her nede i de 2 1/2 uge jeg skal være der hjemme.

Dagen i morgen står i rejsens tegn. Jeg skal senest op klokken 5 i morgen, da toget køre her fra Vitré klokken 5:51.

Forventet ankomsttid i København: 13:00

Jeg har nu været i Frankrig i over en måned. En måned hvor det eneste danske jeg har snakket, har været i telefonen eller over Skype/Facebook. Frankrig har ellers gjort sit bedste for at føle mig hjemme, blandt andet har vejret været noget lig det der hjemme i Køge. Faktisk tror jeg, at Vitré nappede det regn i går der var ment for Køge.

Jeg indrømmer blankt, at de første 7-14 dage blev nydt til maximale. Der var fred og ro omkring mig når jeg kom hjem fra arbejde og weekenderne kunne bruges på at læse, sove, surfe rundt på nettet eller hvad jeg nu ellers kunne finde på.

Nu sidder jeg her efter en måned og næsten savner at Camilla står og brokker sig over et eller andet, eller at en af ungerne har brug for at jeg skal hjælpe dem med. Jeg savner også bare den lille ting, at man kan smutte ned i supermarkedet og købe det man lige har løst til. Det er ikke fordi der ikke er nogle supermarkeder her i Vitré, for det er der skam, og de er også langt større end dem vi har der hjemme - på trods af her kun bor 15.000 mennesker. Det er bare ikke samme udbyd vi har hjemme i Danmark, så de ting man måske lige bliver lækkersulten efter (kanelsnegle!), dem finder man bare ikke her nede.

Sproget har helt klart været det største problem her nede. Efter en arbejdsdag hvor der hovedsageligt bliver talt fransk - med mindre det er til mig - er man helt smadret i hovedet. Det er ikke helt nemt at skulle lærer et helt nyt system, når man hele tiden skal fokusere på det engelske der bliver snakket.

Jeg glæder mig til at komme hjem og slappe af i mit hoved, uden at skulle fokusere på at oversætte hvert eneste ord der bliver sagt. Nyde at kunne stå og spørge en person i en forretning om noget, uden der kommer et skræmt udtryk i ansigtet på personen, efterfulgt af “No no no”, når man spørger om personen taler engelsk.

Jeg glæder mig til, at man bliver mødt af liv når jeg kommer hjem. Lige nu er grædende unger bedre end bare at komme tilbage til et tomt hotelværelse.

Heldigvis kan jeg øjne turen hjem. Torsdag morgen klokken 5:51 kører jeg med toget mod Le Mans, hvor jeg skal vente en lille 1/2 time, inden turen går mod Paris og CDG Lufthavnen… og videre mod København…

Jeg glæder mig helt vildt til at Camilla og ungerne henter mig i Kastrup lufthavn om små fem dage…

Jeg er nu for alvor begyndt at få en hverdag til at køre her i Frankrig. Jeg er begyndt at få styr på flere og flere detaljer, deltaljer som man bare tager for givet der hjemme i Danmark.

Jeg bor godt nok stadig på hotel, men stuepigen har fanget reglerne her på værelset - hun må tømme askebægeret, men det er også det eneste der må røres på det lille skrivebord der er på værelset.

Denne uge har som de fleste ved budt på semifinaler i EURO 2012. Jeg tilbragte semifinalen mellem Spanien og Portugal sammen med Sébastien på “min” lokale cafe her i Vitré.  Som jeg skrev på Facebook dagen efter, så bestod min “aftensmad” af 4 øl og en kop kaffe - jeg havde intet problem med at falde i søvn da jeg kom tilbage på hotellet.

Torsdag var alle fra Pre Production hjemme hos vores chef, som var blevet gift lige før jeg ankom her nede. Jeg blev inviteret med, men gik dermed også glip af første halvleg af Italien - Tyskland. Det var dog en ganske hyggelig aften, der dog for 98 procent af tiden forgik på fransk, så det var ret begrænset hvad jeg fik ud af det.

Min største bekymring her i denne uge, var at min udvalg af rent tøj efterhånden var yderst begrænset. Godt nok havde jeg to kufferter med tøj med her ned, men jeg var også godt klar over, at det ikke ville holde til halvanden måned. Jeg skulle derfor - ret hurtigt - finde et sted hvor jeg kunne få vasket noget tøj.

Onsdag havde jeg faktisk spottet et møntvaskeri, men da det lå i den anden ende af byen, ville jeg gerne finde et der var inde for gå afstand. Med hjælp fra Google Translate, Google Maps og lidt kreativ tænkning, fandt jeg ud af, at der måske var et møntvaskeri under 500 meter fra hotellet, et af de eneste steder jeg ikke havde været endnu i lokalområdet. Problemet var dog, at på trods af, at det meste af Vitré faktisk er filmet af Google Street View, så er lige netop den vej ikke dækket. Jeg gik derfor lørdag formiddag ud for at se for mig selv, om jeg havde fundet et møntvaskeri, eller et sted der solgte vaskemaskiner.

Heldigvis var det et lille møntvaskeri jeg fandt, sådan et ganske lokalt et, der ikke ligefrem gjorde meget ud af at reklamere for sig selv. Ganske overraskede var der dog skilte der inde, hvor instrukserne var oversat til engelsk og tysk, noget man absolut ikke ser til hverdag her nede.

Mens jeg var inde og checke priser og andet info, kom en mand på min egen alder ind for at vaske. Jeg tænkte jeg ville forsøge at stille ham et par enkelte spørgsmål på engelsk, da det tydeligvis ikke var første gang han var der inde. Jeg lagde ud med det klassiske spørgsmål om han talte engelsk, hvor jeg som fik det forventede svar, “No”.

Hvis der er noget jeg har lært i min tid her i det franske, er det dog, at man ikke skal tage det svar for gode vare. Folk forstår rent faktisk engelsk ganske godt, de er bare ikke specielt glade for at tale det, da de - sådan virker det - er bange for at dumme sig. Jeg stillede derfor et par ganske enkle spørgsmål om hvordan det hele virkede og jeg fik da også svar på mine spørgsmål. Vaskemaskiner er jo ikke ligefrem kendte for at være vildt komplicerede, men når alt står på fransk, så er det rart lige at være sikker.

Lørdag middag kunne jeg derfor få vasket 2 maskiner tøj. Jeg har stadig lidt tøj der skal vaskes, men da vejret er ganske okay - borset fra noget regn - så var min priotet at få vasket mine knickers. 

Da der lørdag også var stor markedsdag her i Vitré, lykkes det mig også at få købt 2 par knickers (og 2 trøjer). Jeg regner dog med at skulle vaske mine jeans her i løbet af den uge vi kommer ind i. Det gør det lidt nemmere, at jeg nu ved, at der ikke er langt til vaskeriet, selvom det ikke er helt billigt.

Dagen i dag er gået med en god gåtur rundt i Vitré, med indlagt pauser i solen på bænke, mens jeg har lyttet til podcasts. I aften skal jeg selvfølgelig se EM finalen mellem Italien og Spanien, med et håb om sejr til Italien.

Jeg tror alle rygere kender det, fornemmelsen af ikke af ha’ nok smøger. Man kan sidde med 10 smøger i pakken, men fordi klokken er 11 om formiddagen, så ved man der bare ikke er nok til resten af dagen.

Efterhånden som vores politikere hjemme i Danmark har set fornuften i, at alt ikke behøver at være hermetisk lukket fordi der står søndag på kalenderen, er problemet ikke længere så stort. I Frankrig er det dog en helt anden historie.

Jeg ved helt ærligt ikke, om det er fordi de har en lukkelov a la Danmark for 10 år siden, eller om det simpelthen bare er et valg af ejerene her nede, men alle kiosker er mere eller mindre lukket her nede om søndagen, ligesom supermarkederne - lukket!

Jeg vidste derfor allerede i går aftes, at jeg ville få et problem her i dag. Da klokken var lidt i 11 i går aftes, kunne jeg nemlig se på indeholdet af min sidste pakke Marlboro, at den absolut ikke ville kunne trække mig igennem hele søndagen. Gode råd var derfor dyre, da jeg simpelthen ikke kunne overskue at stoppe en på gaden, for så derefter bruge 10 minutter med fingretegn og mit ordforråd på 9 franske ord, på at finde et sted hvor man kunne købe smøger.

Heldigvis var det manageren af hotellet der var på arbejde her til eftermiddag, en af de få her på hotellet, hvor man kan tale (lidt langsomt, men dog tale) engelsk og være sikker på at man rent faktisk er blevet forstået. Forstå mig ret, alle er rigtig flinke og hjælpsomme her på hotellet, men man er ikke altid 100 procenet sikker på at være forstået rigtigt.

Jeg fik derfor spurt manageren, om der slet ikke var nogle steder der havde åbent, hvor man kunne købe cigaretter. Han hev straks et kort op og satte to krydser ved barer, hvor han var sikker på mindst én af dem havde åben og at de helt sikkert solgte cigaretter der begge steder.

Jeg begav mig derfor udenfor og på vej i den stille støvregn, med fire smøger tilbage i pakken og en del optimisme…

Inden jeg ankom til den bar der lå nærmest hotellet, kom jeg dog til den gade, hvor vi alle fra jobbet spiste frokost i onsdags, nemlig på Rez Pierre. I starten af den gade ligger nemlig det der mest af alt udefra ligner en Café. Det er dog nok nemere det vi her hjemme ville kalde en kiosk, for der er alle de vare som man vil forbinde med en lille kiosk, men samtidig kan man også få en espresso (det hedder en Café Petit her nede) eller en øl, mens man nyder sine ny indkøbte smøger, tanker op på sit taletidskort, eller skraber et par lodder i det lokale “Quick spil”.

Jeg elsker at kunne sidde på en lille lokal Café og få mig en espresso (drikker næsten ikke andet mere) til €1.10 (ca. 8 kr.), inden man igen tumler ud i den travle hverdag. Jeg mener virkelig, at det ville gøre rigtig mange der hjemme godt, hvis de lige satte sig ned med en kaffe, bare én eller to gange om dagen, fik ordnet verdenssituationen med de andre i lokalet, hvorefter man så igen kom videre med sin egen lille hverdag.

Hjemme i Danmark er vi så glade for at tale om, at Danmark er det eneste sted i verden hvor ordet Hygge eksisterer. Det er meget muligt, at vi er gode til at hygge hjemme i sofaen med 2 poser chips og ét kilo chokolade, men det er sgu også så langt som hyggen rækker.

Jeg finder det super fedt, at når jeg kommer ind på en bar - som mere eller mindre fremmed - så husker bartenderen mig og giver mig hånden med et “Ça Va” (kan frit oversættes til “Hva’ så”). Det er sgu da noget man kan bruge til noget, i stedet for en sur bartender, der udelukkende tænker på hvorfor der er kunder i biksen, så han ikke kan sidde på Facebook og chatte med vennerne. Selvfølgelig er der kulturforskel på Danmark og Frankrig, det ville være mærkelig andet. Der er også ting her nede, hvor man tænker at det gør vi sgu bedre hjemme i Danmark.

Vi burde måske bare åbne os en smule mere mod det store udland og tage de ting som fungere, i stedet for bare at dyrke os selv og tænke på kunder som besværlige. Måske ville lidt mere imødekommenhed indbyde til lidt flere kunder i butikken…

Her i dag havde jeg taget en beslutning om, at nu skulle jeg langt om længe en tur til “storbyen”, hvilket her nede betyder Rennes…

Jeg havde regnet med at tilbringe et par timer i Rennes, men da der åbenbart ikke er timedrift i togdriften mellem Rennes, stod valget mellem 20 minutter, eller 4 timer i Rennes. Det ville selvfølgelig været tåbeligt at tage til Rennes for kun 20 minutter, så jeg besluttede mig for at tilbringe 4 timer inde i Rennes.

Jeg havde dog ikke de store planer om hvad jeg skulle se inde i Rennes, da min viden om byen kunne ligge et meget lille sted. Jeg besluttede mig derfor at gå mod det centrale af byen, da jeg i det mindste ville kunne finde noget frokost der. Før jeg ramte det centrale Rennes, fandt jeg dog “Jardin du Thabor”, der mest af alt lignede en park set udefra. Jardin du Thabor er dog mest af alt en botaniskhave med et kæmpe udvalg af utrolig flotte blomster - og specielt roser. Billedet af roserne i dette indlæg er da også fra Jardin du Thabor. Ud over blomster, buske og træer, virker Jardin du Thabor også som et fristed for indbyggerne i Rennes.

Efter en tur igennem Jardin du Thabor, fandt jeg centrum af Rennes. En yderst hyggelig by, hvor man ganske overraskede finder flere skandinaviske butikker. B&O, Jack & Jones og H&M er alle repræsenteret i Rennes. Jeg fandt dog en Subway, hvor jeg fik købt mig en sandwich som jeg kunne nyde til frokost. Jeg besluttede mig dog for at komme lidt væk fra det store lørdags rush i Rennes og søgte derfor ned mod floden der løber igennem Rennes. Jeg fandt et lille grønt sted med en bænk, hvor jeg kunne nyde min sandwich.

Under 500 meter fra hvor jeg havde spist min sandwich ser jeg pludselig et kendt ansigt. Pludselig står Clair fra mit arbejde her i Vitré foran mig og er på vej ind i en butik. Jeg er dermed løbet ind i den éneste person jeg kender som bor i Rennes - der bor også kun 200.000 mennesker i byen.

Clair var sammen med en stor flok af hendes venner og hun invitere mig straks til at gøre dem selskab. Fra at gå alene rundt i Rennes uden noget rigtigt mål eller planer, sidder jeg nu sammen med 10 andre på en fortorvscafé i Rennes og nyder mit selskab og et par iskolde øl.

Når man er i godt selskab, så løber tiden dog hurtigt. Mens jeg sidder og drikker min øl og snakker ringer min telefon dog. Camilla ringede og spurte om jeg havde mulighed for at komme på Skype, hvilket ikke ligefrem var muligt til en pris på 15 kr. pr. MB (prisen falder drastisk den 1. juli, men jeg får snart et telefon abb. af firmaet med fri data). Det viste sig, at mens Camilla har slået græs, er Niclas på en eller anden måde kommet til skade og han ville pludselig ikke støtte på sit ene ben. Camilla ville derfor tage på skadestuen med ham. 

Jeg har lige fået besked fra Camilla, at Niclas har brækket en lille knogle i foden, så nu venter jeg bare på de kommer hjem, så jeg kan få hele historien og snakke med den lille uheldige mand…

Så er der gået endnu en uge her i det franske, en uge hvor vejret har været alt fra høj solskin og 22 grader, til halvkoldt med regn der væltede ned.

Torsdag var det den årlige musik festivals dag her i Frankrig, hvor alle byer i Frankrig bliver forvandlet til et mylder af musik af alle former. Vitré er naturligvis ingen undtagelse her, omend det ikke ligefrem er verdensnavne der optræder her. Sebastien var så flink at invitere mig torsdag, da der jo som bekendt for det fleste også var fodbold på programmet.

Efter lidt aftensmad (kebab) fandt vi vejen til en af de mest populære barer i Vitré. Jeg havde været der en enkelt gang før, faktisk var det den bar jeg havde opsøgt i min første uge her nede, i mit forsøg på at finde et sted som jeg kunne bruge som “base”, når fodboldsæsonen igen starter rundt om i Europa. Mit forsøg gav dog ikke det store, da kommunikationen på engelsk ikke lige var deres stærke sidde.

Med Sebastien ved min side, var der dog mere held. Det viste sig nemlig, at de rent faktisk har den kanal som viser stort set alt international fodbold her i Frankrig, nemlig alt fra den Franske Liga (Liegue1) til Champions League og Premiere League. Dermed er min “Fodbold Fremtid” mere eller mindre sikret her i Vitré, der er øl til fornuftige priser og fodbold på fjernsynet.

Da regnen stod ned over Vitré det meste af torsdagen, valgte Sebastien og jeg at tilbringe aften i selskab med Portugal og Tjekkiet, samt en bartænder der godt kunne huske mig fra mit første besøg i baren. Jeg ved ikke om jeg skiller mig voldsomt ud fra den “normale” franskmand, eller om han bare stadig kunne huske mig som ham der pludselig stod og talte engelsk i baren.

Vi havde dog en hyggelig aften, men et par gode glas øl og godt selskab, samt en god fodboldkamp i fjernsynet. Jeg glæder mig allerede til Ligue1 starter, da Sebastien har lovet mig at tage mig med ind og se Rennes spille, da det også er det hold han følger.

Jeg har ikke rigtig de store planer her for weekenden, måske bliver det til en tur til Rennes, for at se storbyen her i området (200.000 indbyggere), men jeg regner helt sikkert med at tilbringe aften nede i Vitré på “min” lokale bar, da Frankrig jo som bekendt spiller mod Spanien i aften og det skal sgu opleves i selskab med de lokale…

Nu har jeg efterhånden været her i Frankrig i 2 uger og noget af der rent arbejdsmæssigt er mest anderledes, er faktisk frokostpausen…

Hjemme i Danmark har vi normalt en frokostpause på en 1/2 time, mens man her i Frankrig har 1 time. Der er derfor tid til at man tager ud og spiser, enten på det vi her hjemme mest af alt vil kalde et cafeteria, eller man kan vælge og klasse den lidt op og gå på restaurant.

Normalt er Sebastien så flik, at han vælger at tage mig med ud og holde frokost. Hver onsdag er vi en del fra afdelingen der alle spiser sammen. I dag faldt valget så på et pizzaria der hedder “Rez Pierre”. Jeg fik faktisk en ganske god pizza med Parma skinke og kartofler, samt noget ost jeg ikke lige kan huske hvad var.

Jeg syntes jeg efterhånden er ved at blive mere og mere en del af flokken her nede, folk er ligesom begyndt at give sig mere i kast med det engelske. Jeg ved ikke om det er fordi, at de har opdaget, at jeg ikke render rundt og griner af folk fordi de måske ikke lige udtaler et ord eller to forkert. Det er måske også fordi, at jeg så småt er begyndt at samle lidt franske ord op hist og her og dermed er med til at indbyde til dialog.

Det er dog stadig svært for mig at vende mig til, at man først møder klokken 9 her nede og dermed har jeg så først fri klokken 17:30. Jeg syntes virkelig det er nogle lange dage, men mon ikke jeg vender mig til det hen af vejen… Så bliver det bare svært igen, når man pludselig skal hjem og møde klokken 7 igen :).

Men alt i alt, så syntes jeg det går fint her nede, jeg savner selvfølgelig Camilla og ungerne der hjemme, men vi får heldigvis snakket sammen via Skype både morgen og aften, så det skal nok gå…

Da jeg ankom her til Frankrig, besluttede jeg mig for, at jeg langt om længe ville oprette en konto hos et bettingfirma. Min beslutning blev kun bekræftet af, at jeg ligger klart i spidsen af den pool vi har lavet på jobbet omkring Euro 2012 - blandt andet ramte jeg Spanien - Irland (4-0) spot on.

Jeg valgte bet365 som bettingfirma, da det lige var det første der poppede op, da jeg skulle træffe mit valg. Jeg må indrømme, at jeg så småt er begyndt at fortryde mit valg.

Jeg skal med det samme fastslå, at jeg ikke ved hvordan proceduren er hos andre betting firmaer, men det er fandme en af de mest bureaukratiske omgange jeg har været med til. Selve det med at oprette kontoen gik fint, jeg fik udfyldt alle mine oplysninger og fik også sat en lille sjat penge ind - så skal jeg love for der gik bureaukrati i den.

Jeg havde vagt at oprette en dansk konto, men da jeg sidder på en fransk IP, begyndte alle klokker åbenbart at ringe hos bet365. Jeg fik en besked om at kontakte dem via Live Chat, hvor en “Service medarbejder” kunne fortælle mig, at bet365 ville sende mig et brev på den adresse som jeg havde oplyst. Jeg skulle så indtaste denne kode, således at bet365 kunne bekræfte, at jeg rent faktisk var dansker. Før dette var gjort, kunne jeg ikke sætte flere penge ind på min konto. Fint nok tænkte jeg, det er lidt besværligt, men Camilla kan oplyse mig koden når den kommer og så er alt fint…

Som du nok kan gætte, så er alt ikke fint. Jeg loggede ind på bet365 efter jeg havde fået koden af Camilla og alt forløb fint. Nu skulle jeg dog pludselig også indtaste mit pasnummer, for at verificere, at jeg rent faktisk var over 18 år gammel. Efter den omgang, ville jeg så sætte lidt flere penge ind på min konto, da jeg havde væddemål ude på de penge jeg havde indsat da jeg oprettede kontoen.

Det skulle vise sig, at jeg stadig ikke kan sætte penge ind på min konto, fordi jeg sidder i Frankrig - dermed har hele proceduren blot været spild af tid. Hvis jeg fra start var blevet fortalt, at jeg ikke ville kunne sætte penge ind på min konto, hvis jeg sad i udlandet, så havde det været fint, så havde jeg fundet på et andet alternativ. Nu skal jeg i stedet omgå reglerne hvis jeg vil benytte min bet365 konto.

Jeg er så heldig, at jeg har et par servere stående der hjemme, hvorfor jeg kan lave remote forbindelse til disse, hvorfra jeg så skal logge på bet365’s side og så sætte penge ind på den måde, eller også skal jeg få Camilla til at logge på min konto og sætte penge på den måde.

Det kan da for pokker ikke være første gang at bet365 løber ind i dette problem og finder en løsning på det. Hvis brugeren er verificeret som dansker, med dansk bopæl, så har de vel deres på det tørre - der er vel ingen grund til at gøre det så besværligt, at ærlige folk bliver nød til at omgå reglerne for at benytte deres service.

At bet365 så heller ikke tilbyde live steaming af Euro 2012, hvilket faktisk var min primærer grund til at oprette en konto - men blot har “Live kommentator”, er heller ikke just med til at gøre min glæde for dem større. Næ, de kampe de ikke sender på “public tv” her i Frankrig (hvilket er halvdelen), dem tager jeg i selskab med P3.